Kan du li` mørket i november?  Tågen ? De nøgne, gråsorte trækroner? Fugtigheden og mosset der lever sit eget liv ved nordvendte gavle? Hvilken stemning sætter det sene efterår dig i? Jeg ved at nogle mennesker kalder disse novemberdage for `karkludedage` efter farven, som karkluden får efter at have være brugt længe. Men sig mig: tænder du aldrig et lille lys i mørket?

Hvis jeg selv skal fortælle, hvad mørket i november giver mig, er det først og fremmest fred til eftertanke. Når dagen hælder, trækker jeg mig tilbage i en krog, hvor jeg kan se det grånende lys forsvinde i vest mellem de nøgne, skinbarlige grene på træerne ved naboskellet. Og imens vokser der indre stemninger frem, som nu her i lysets svinden mødes af en stor tålmodighed. Der er ingenting i det ydre der kalder, så jeg kan ligeså godt slappe af, synke ind og bare være.

Måske en halvt time, måske en hel….. med notesblokken ved siden af. For der kunne jo komme en undren, som jeg var nødt til at nedfælde.

Det er ikke svarenes tid. Det er underets og undringens tid.  Og når jeg har undret mig over et af livets undere en tid, tænder jeg et lille lys.

Et lille lys i mørket kan være flere ting

Nogle gange er det bogstavelig talt et fyrfadslys eller et stagelys jeg tænder.

Men mange gang kan lyset også blive tændt i form af, at jeg skriver noget på min notesblok i halvmørket (prøv det, du vil blive overrasket over, at du godt kan læse det bagefter). Det, der kommer ned på blokken, er noget som jeg efter længere tids uformåen endelig kan formulere: en længsel eller et empatisk og forsigtigt spørgsmål til en pårørende, som jeg kan mærke særligt for tiden, eller en lille sætning, der får mig i kontakt med den mest ærlige følelse inde i mig selv.

Eller jeg tænder lys ved at stå op fra mit hjørne i krogen og lave en Qigong øvelse for balance mellem lys og mørke – f.eks. “At indsamle solen lys dybt i kroppen”. Øvelsen hører til under Basistræning, som vi øver hen over sæsonen i vores forening. Jeg forstår alting bedre, når kroppen udtrykker det essentielle og den følelsesmæssige pointe igennem bevægelse.

Jeg har lagt mærke til, at vi ikke kan undvære nogen af delene – hverken lyset eller mørket. Når der er megen lys, giver vores erfaringer med mørke lyset den fineste klangbund. Og når der er megen mørke, er der altid en ømhed, et håb og en stjerne der tændes.

Og hvordan skulle vi dog kunne se stjernerne, hvis ikke det var mørkt?

Det smukkeste symbol på, at vi ikke kan undvære hverken lys eller mørke, er selve yin-yang-symbolet:

Prøv først at se længe på det lyse felt med den mørke prik. Hvad betyder det lyse felt for dig? hvad er den mørke prik for noget i dit liv?

Se derefter længe på det mørke felt med den lyse prik. Hvad repræsenterer det mørke felt for dig? og hvor kommer den lyse prik fra?

Et kinesisk ordsprog siger: Tænd hellere et lys end at klage over mørket. Ordsproget ansporer jo til at tage skeen i egen hånd.

Rainer Maria Rilke`s lille lys i mørket

Jeg vil slutte indlægget her med at citere Rilke, som siger noget om at være i mørket og vente på lyset:

vær tålmodig med alt det

der ligger uløst i dit hjerte

og forsøg at elske selve spørgsmålene

søg ikke efter svar, som ikke kan gives

for du ville ikke være i stand til at leve med dem

og pointen er netop at leve alting ud

lev spørgsmålene ud nu

og måske vil du en dag uden at vide det

leve dig ind i svarene.

Kærlig hilsen Jonnah

I “The Tao of Pooh” (Peter Plys og hans Tao), fabulerer Benjamin Hoff over, hvordan den taoistiske tanke kommer til udtryk hos Peter Plys. I taoismen er mennesket f.eks. helt, når det genkender sin egen værdi. I et af sine kapitler i bogen lader Hoff både Peter Plys og den kinesiske Jens Vejmand komme til orde omkring selvværd. Derfor kom dette blog-indlæg til at handle om: Peter Plys og Jens Vejmand – at kende sit eget værd.

Forfatteren beretter for Peter Plys, hvor glad han er for Ludvig van Beethovens niende symfoni. Og Peter Plys er enig, han kan især godt lide det sted i symfonien, hvor det lyder:

“Syng Ho! for bjørnens liv!”

Forfatteren indvender, at det ikke lyder sådan i symfonien. Der er ingen der har indføjet noget i symfonien om en bjørn…….

I stedet for at lade sig slå ud, udbryder Peter Plys: “åh, så må jeg have tænkt på Ludvig van Bjørnthoven”.

Men forfatteren vil godt have, at Peter Plys nu bliver lidt realistisk: “der findes altså ingen Ludvig van Bjørnthoven. Du skrev selv den sang”.

“Nå”, udbryder den selvberoede Peter Plys – ” så det var dèr, jeg hørte den”.

En kinesisk Jens vejmand.

Senere i kapitlet indføjer forfatteren en dejlig taoistisk historie om en stenhugger:

Stenhuggere var så utilfreds med sit liv og sin position i livet, at han snart ikke havde mere godt humør tilbage. En dag brød han sten og lagde vejen uden for en rig købmands hus. Igennem den åbne port kunne han iagttage, hvor raffinerede ejendomme og hvor vigtige besøgende købmanden havde. Stenhuggeren blev temmelig misundelig på købmandens liv.

Til stenhuggerens store overraskelse og hvordan det nu gik til, så blev han placeret i livet som en mægtig købmand. Og han nød sit liv i luksus og betydningsfuldhed. Men det gik jo som med “Konen i muddergrøften”: snart mødte han noget i livet, som han syntes var i besiddelse af noget langt bedre, stærkere og mere betydningsfuldt. Og han ønskede sig det. Ja – selv det at være solen, skyerne, vinden begærede han. Og han fik lov til at prøve at være det alt sammen.

Imens han var vinden, kom han til et stentårn og pustede til det. Og han opdagede jo, at han ikke kunne flytte med stentårnet. Og det irriterede ham så kraftigt, at han ønskede sig at være en sten. For hvad kunne være mere kraftfuldt end at være en sten? Da han fik lov til at blive stenen, følte han sig fuldstændig uovervindelig, som den stærkeste på hele jorden.

Og imens han stod der og solende sig i sin styrke, hørte han lyden af en hammer, der hamrede en kile ned og splintrede igennem solid bjerg-materiale. Og nu følte han for alvor, hvordan alting forandrede sig i ham. “Hvad er dog dette, som er mere kraftfuldt end jeg, stenen!” udbrød han overrumplet.

Og han kiggede ned. Og langt under ham så han en skikkelse: stenhuggeren.

At forstå hvad du allerede udretter, kan og betyder.

Hvor tilfreds er du med det, du allerede bruger kræfter og energi på? Hvor meget værdi tillægger du din profession, stilling, udfoldelse, rolle i livet? Hvad er det egentlig du udretter?

Du ved at man siger, at hvis man flytter, så flytter nisse med 🙂

Så måske er det ikke andre arbejdsopgaver, fritidsinteresser eller familiære forbindelser du behøver 🙂

Måske har du som stenhuggere bare ikke set dybt nok ind i det, du allerede befinder dig i og er i gang med. Og måske mangler du bare at gøre noget gennemgribende ved det!

Peter Plys lytter efter, hvad det er for en tone/stemning/stemme, der lyder inden i: “Syng Ho! for bjørnens liv!”. Og jeg tror ikke Peter Plys bliver lykkeligere af at skippe honningen og give sig til at spise gulerødder i stedet for, eller af at cykle til arbejde i stedet for at have tid til at digte sine sange.

Jeg tror Peter Plys bedst beholder sin sundhed, ved at blive ved med at gå efter det, han er bedst til og gladest for – og at uddybe det: kravle i flere træer efter honning og at bryde hjernen med endnu mere fantastiske melodier og bjørne-ord.

Peter Plys og Jens vejmand – at kende sit eget værd gennem Spirituel Qigong.

Spirituel Qigong – eller Nei Gong – er med dens unikke bevægelser og særlige bevidsthed et storartet redskab til at se den dybere mening og substans med ens helt almindelige livsopgaver. Når du får lært at udføre de særlige bevægelser korrekt, vil de vække dig på et neurologisk og bevidsthedsmæssig plan, som hænger sammen med dine anlæg og kvaliteter på et dybt og tilfredsstillende plan.

Det er noget jeg har erfaret direkte på egen krop, og det er noget jeg har set utallige gange hos mine klienter/ elever.

Du vil begynde at ane, at det, du allerede beskæftiger dig med i livet, er noget du har valgt fra et meget dybt sted i dig selv og slet ikke er tilfældigt.

Men det er ofte en udfordringen for os mennesker, at forstå at give “det man allerede beskæftiger sig med” – ens stilling, profession eller rolle – den rette volumen, gennemslagskraft og glans! At give sin stilling i livet den rette volumen, gennemslagskraft og glans hænger sammen med at skabe den rette bevægelse i neuroner, bevidsthed og sjæl.

At forstå betydningen af de situationer og opgaver man er sat i, er noget af det vigtigste i livet, – hvis ikke det allervigtigste! Hvis du forstår betydningen, vil du gå til opgaverne med glæde og taknemlighed og ro. Hvis ikke du forstår betydningen, vil du fare hvileløst fra det ene til det andet, og gøre det halvt – ligesom den kinesiske Jens Vejmand.

Kærlig hilsen Jonnah

Her er lidt tanker til din efterårsferie. Har du tænkt på, hvor ofte vi mennesker sidder fast i bebrejdelser til andre, fordi noget gik galt i vores liv? Vi stirrer os gerne blinde på årsager uden for os selv, når vi møder vores egen utilstrækkelighed, vores manglende selvtillid og vores sårbarhed. Måske har ingen sagt det til os med empati eller drejet os i retning af dette faktum: Du er din egen sjæle-reparatør.

Hvad er en reparatør?

En reparatør er en der genskaber noget, der er gået ud af sine rammer. En reparatør istandsætter, restaurerer, fornyer, vedligeholder. Ordet kommer af latin `reparare` og betyder at gøre i stand, at gøre klar. En reparatør bringer noget ødelagt, nedslidt, noget der er gået i stykker, i orden, så det igen fungerer tilfredsstillende.

Men en reparatør har også fået en uddannelse. At reparere noget er et fag.

Men du kan ikke ringe efter blikkenslageren, når maven gør ondt eller når du føler dig bekymret i hverdagen. Og denne her smerte synes ikke at have nogen konkret adresse. En læge kan ikke reparere dig, for der er ikke noget fysisk i stykker i dig – det er sjælen der gør ondt. Du tænker måske, at din kæreste så kan reparere dig…… eller din mor….. dit barnebarn…… din hund. Men nej – de kan heller ikke reparere dig, for de er ikke dig.

Du indvender: Er der da slet ikke nogen, der kan reparere mig!?

Måske er spørgsmålet stillet forkert. Jeg kunne foreslå dig at spørge: Er der da slet ikke nogen, der kan hjælpe mig med at blive repareret?

Reparationer og sjælen

Jo – du kan faktisk søge og tage uddannelse i at blive din egen sjæle-reparatør. Det kan jeg sige dig helt sikkert, for jeg har selv søgt og taget den uddannelse – i livets skole og med andres hjælp.

Som børn lærer vi om at få mad, tøj, varme, husly og vi bliver praktisk vejledt af vore forældre. Så godt som vore forældre kunne, støttede de os. Selv om det har været meget forskelligt, hvor megen støtte vi kunne hente som børn, så har vi alle praktiske redskaber med os.

Nogle af os havde desuden en forældre eller en bedsteforældre, der særligt forstod os på sjæleplan. Men det er slet ingen selvfølge, at vi som børn havde det. Måske der så var en lærer i skolen, som forstod os, eller en nabo, eller…..

De fleste af os kender det og længes efter at opleve det igen og igen: nogen der forstår at lytte og give os følelsen af et være genkendt inderst inde. Vi længes efter at spejle os i en anden sjæle-reparatør. For det er helt sikkert, at hvis nogen forstår at lytte og få dig til at føle dig set, så er det fordi de godt ved, hvordan man reparerer sin egen sjæl.

Du er din egen sjæle-reparatør

Her er lidt om redskaberne til at blive din egen gode sjæle-reparatør:

• lyt indad.
• træk vejret dybt og lyt videre indad og noter dig hvad der sker derinde, selv om du har mest lyst til at løbe din vej af bare utålmodighed.
• accepter det du hører derinde.
• og hvis dette her bliver for uhåndgribeligt at stå med selv: opsøge én der er vant til at lytte og reparere sig selv.
• brug kroppen imens du lytter, det hjælper dig med at forstå, hvad du skal gøre konkret med det, du hører.
• og hvis dette her bliver for uhåndgribeligt at stå med selv: opsøg en der er vant til at bruge kroppen imens han/hun lytter og reparerer.

Ingen kan være din sjæle-reparatør, – men de kan vise dig vejen til din egen indre sjæle-reparatør, hvis de selv har gået vejen.

Forfatteren Pamela Metz har ladet sig inspirere af Tao The King og skriver bl.a. om kvinders måde:

Hun tillader datteren, som sidder ved hendes side, at sy det første sting.

Den vise kvinde skynder sig ikke at pille det op.

Hun smiler, anerkender og forsætter med at sy sine egne sting.

Datteren efterligner moderen.

Vær vis i dine handlinger.

Døtrene er opmærksomme.

God efterårsferie til alle. Jeg er på bloggen igen d. 2. november.

Kærlig hilsen Jonnah

For ikke ret mange dage siden, var der en af de praktiserende indenfor Tao Qigong, der mindede mig på en bemærkning, som jeg ellers ikke har hørt siden jeg var barn i Vendsyssel. Det er en bemærkning, som vidner om et stærkt behov for at hævde sin selvtilstrækkelighed: ” A hår me iejn brønborring” – oversat til rigsdansk: “jeg har min egen brøndboring”.

Jeg husker det tydeligt som barn. De voksne samledes rundt om på gårdene (jeg er landmandsdatter). De kunne godt lide at sidde og minde hinanden på, at de var selvstændige mennesker. Og ikke så sjældent kammede det over – især hos mændene – i en tyk selvtilstrækkelighed. Man ville hellere lide de værste kvaler, end at bede udenforstående om den støtte, man måske stod og længtes efter at få.

Jeg har min egen brøndboring

Der var noget forjættende ved at kunne gå ud på gårdspladsen og se til sin egen brønd. Hvor langt nede var vandspejlet? fungerede pumpen som den skulle? Man havde jo fået elektrisk pumpe og vandrør, og skulle ikke længere selv hive vandet op med en spand. Det kunne godt give selvtilfredsstillelse at have sådan en privat tilgang til vand.

Men når vandet i hanerne begyndte at se grumset ud, var det tid til at sende bud efter brøndboreren. Han var det omrejsende bindeled, som i menneskelig skikkelse forbandt landmændenes brønde. Han besøgte den ene boring efter den anden. Overnattede og spiste hos landmændenes familie, så længe fornyelsen af boringen stod på.

En brøndborer havde en høj social intelligens. Han kunne snakke med alle folk, og var god til at tø selv de mest selvtilstrækkelige landmænd op, så der kom latter og snak ved bordet.

Jeg kan huske hvor stille der blev igen, når brøndboreren havde udført sit arbejde og var rejst.

Al selvtilstrækkelighed har en naturlig grænse

Samme fornemmelse, som ramte mig som barn, da jeg stod og kiggede ned i brøndvandet dybt nede, ramte mig også den anden dag, da den Tao Qigong praktiserende mindede mig på sætningen om at have sin egen boring. Hvor bliver alting dog snævert, når vi optræder for individualistisk:

Nok har du måske din egen brøndboring – men hvor kommer vandet i din boring fra?

Individualisme og selvtilstrækkelighed kan være en god ting, og helt og aldeles nødvendig……… hvis du vel at mærke bruger den i forhold til at rydde op i din egen historie og tage dig af dine egne reparationer.

Ellers kan individualisme og selvtilstrækkelighed være så grundigt ligegyldig. Ja, det kan blive en stor hæmsko for, at mennesker møder hinanden.

Dybt nede i brøndboringen – dybt nede på bunden af vores personlige liv – ligger en fælles kilde, som strømmer imellem os alle sammen. Du kan ikke lukke af for strømmen af vand over til naboen og beholde den for dig selv. Det sammen vand, som han driver op af brønden, er det vand du driver op.

I er forbundne. Og hvorfor i al verden skulle I ikke også være det? 🙂

Meditation på fælles brøndvand

Sæt dig til rette – eller hvis du er praktiserende i Tao Qigong: stå i træstilling. Luk øjnene, lyt til dit åndedræt, indtil det falder til ro.

Forestil dig så det vand, som strømmer igennem dit hus vandrør. Mærk at det strømmer ind i dit hus, og at du kan tappe det af dine haner, når du vil. Hvilken rigdom.

Forestil dig på sammen måde, at vandet strømmer ind i din nabos hus. Han tapper det også ud af sine haner. En dyb rigdom, når han vil.

Forestil dig så din nabo til den anden side. Også han har strømme af vand, der fører ind i hans hus. Og også han tapper af denne rigdom, når han vil.

Hvilken fuldstændig uundværlig fælles gave!

Se dig selv på denne måde være forbundet med stribevis af mennesker. I er alle forbundne i denne afhængighed af og taknemlighed over at kunne tappe fra en kollektiv kilde af vand.

(…)

Pas på gaven. Gå sammen og gør hvad I kan for ikke at forurene den.

Kærlig hilsen Jonnah

Fik du strøget dig selv med hårene i dag? Det er OK – det er OK at stritte lidt. Livet kan godt få hårene til at rejse sig – få dig til at føle dig sårbar. Men det er måske i virkeligheden lidt poesi du længes efter?  Sår har brug for poesi.

I poesien kan du møde det frække, det kække, det ømme, det glubende sultne, det spiddende, det tåbelige, det legende,  det kiksede, det der fylder alt for meget, fylder alt for lidt……

you name it.

Liu Hai driller frøen

I går mødte jeg et stykke poesi i Qigong-bevægelsen: “Liu Hai driller frøen”.

Poesien i “Liu Hai driller frøen”: Liu Hai er en legendarisk udødelig skikkelse fra taoismen. Liu Hai blev gode venner med en trebenet frø. Denne her frø havde en forkærlighed for ikke alene vand men også guld. Hvis frøen smuttede fra ham ned i en brønd, kunne Liu Hai altid kalde frøen op igen…… med en guldmønt i munden.

Imens jeg trådte ud i Liu Hai stillingen og cirklede med armene for at drille frøen, mærkede jeg denne her følelse af `ikke at kunne gribe om`, og at `det smutter fra mig`. Jeg kunne mærke, at jeg blev ked af noget, der drejede sig om at blive ladt tilbage uden forklaring, at blive mødt med en løgn, en halv sandhed, en veg udeladelse af svar. Det var min sårbarhedssituation.

Jeg forsatte øvelsen, og med den indre Qi i mente, begyndte der at komme en åbning. Jeg og frøen begyndte at kommunikere sammen.

Efter et stykke tid kom der et svar (frøen havde fundet guldmønten). Svaret var:

Hvis nogen fortier noget overfor dig, – hvis de smutter fra dig med en halv sandhed, hvis de viger udenom, – er det fordi de ikke har fundet modet til nærværet. Det at du mærker dette, holder dig inde i nærværet, inde i din egen energi og følelse. Der er sorg i situationen – men den er også fyldt med liv og muligheder  til at leve videre på.

Følelsen var totalt helbredende.

Sår har brug for poesi – i bevægelse

Har du en teenager i huset? De har modet – de danser deres følelser ud. Hvornår holdt du selv op med det?

I spirituel Qigong danser vi med vore følelser.

Kærlig hilsen Jonnah

Uden for mit vindue, når jeg færdes i min opgang, står der to paradisæbletræer, med små glødende æbler. For en uge siden plukkede vi slåen og kom dem i vodka – farven lyste igennem allerede anden dag. Ude på min terrasse står en vildvin med brændende blade. Uanset hvor jeg vender mig hen i denne tid, ser jeg den glødende smukke farve: cinnoberrød.

Cinnoberrød har som farve en særlig plads i alle hjerter, der praktiserer spirituel Qigong – eller nærmere bestemt: spiral Qigong – og Qigong for først og fremmest 1. Dantien (bugcenteret). Se Tao Qigong Basis træning.

Og du kan tilmelde dig Basis-træningen via foreningssiden.

Mineralet cinnober

Cinnober er et gammelt navn for mineralet kviksølvsulfid. Det var Theofrastos, en elev af Platon og Aristoteles i det gamle Grækenland, der gav mineralet navnet cinnober – græsk: kannibari.

Mineralet er udgangspunkt for produktion af kviksølv.

Mineralet har været brugt helt tilbage i den gamle Yangshao Kultur i Kina, som var en højtstående kultur fra 5000 f.kr. – 3000 f.kr. Her brugte man bl.a. mineralet til at farve lertøj med.

I kunstnerkredse blandede man cinnoberrød maling til sine malerier af mineralet cinnober. Men så opdagede man, at det var stærkt giftigt, og holdt op med at bruge det.

Cinnoberrød som farvevibration

Brugt rigtigt i Qigong kan farven cinnober (og ikke mineralet!!!)  være med til at løsne gamle blokeringer, som sidder i centrale områder i kroppen. Min oplevelse af farven er, at den giver en nærende og helt gennemgribende følelse af ro, livskraft og mæthed.

Cinnoberrød farve har en særlig energetisk vibration, som du ikke får ved at bruge hverken purpur, rød eller orange.

Kærlig hilsen Jonnah

Hen over sommerferien har jeg tænkt over noget. Hvad mon det egentlig er, som får mennesker til at elske den spirituelle form for Qigong – som f.eks. praktiseres i Tao Qigong Helings-metoden ? Jeg gjorde mig den ulejlighed at møde alle de, der praktiserer indenfor Tao Qigong Heling i mine tanker, og da kunne jeg se, at der er en vigtig fællesnævner, som handler om at stå ved sig selv, stå ved at man føler sig for rund til firkantede kasser.

I 1980-erne og frem til årtusindskiftet var der i Danmark en stemning  i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet af, at det var OK at være lidt anderledes tænkende og følende. Det var helt fint at stille spørgsmålstegn ved vedtagne regler og normer. Det var helt i orden, at man ikke `fittede in` og ikke gik op i at være `fit for fight`.

I det nye årtusind er tommelskruerne blevet strammet i forhold til at tænke og føle frit. Mange unge mennesker i dag lider af depression, har stress eller er diagnosticeret med mærkelige lidelser eller stemplet som overfølsomme….. Og de får at vide, at de ikke kan bruges…… sådan som de er…… men må tilpasses (afrettes). Jeg er selv pårørende til eller bekendt med flere.

Alt, alt for mange mennesker lider, fordi de ikke passer ind i de stadig mere og mere snævre definitioner af, hvad det vil sige at være en god og opdateret samfundsborger. En samfundsborger, der kan bidrage med noget værdifuldt til den fællesmenneskelige pulje.

En følelse af at kunne lide sig selv på bunden

I mine undervisningstimer er der altid stærkt fokus på, at give mennesker følelsen af, at det er vigtigt at kunne lide `den, man er på bunden`. At kunne lide den man er, når alle pålagte eller selvpålagte fernislag blidt og grundigt er gnubbet af.

Der er så forløsende at få fernislag gnubbet af. Det gør, at man kan begynde at give slip på al form for undertrykkelse. Og der er intet smukkere for mig, end at være vidne til mennesker, der kommer tilbage til at være den, som det var meningen fra begyndelsen af deres eksistens, at de skulle være. Og det er den allerbedste løn, man som Guide kan få indenfor Tao Qigong Heling.

Og hvad er så redskaberne indenfor Tao Qigong Heling til at kunne lide sig selv på bunden?

I Tao Qigong Heling ser vi på, hvad der sker i kroppens indre (det kan være ledporte, energiplexus eller andre indre rum), når vi bevæger os. Vi anerkender, at der sidder både blokeringer og ressourcer gemt i kroppen. Og vi anerkender at der sker en forløsning, når vi arbejder med en specifikt empatisk bevidsthed i bevægelserne.

Denne empatiske bevidsthed består af langt mere end bare et bevidst fokus. Det har at gøre med at finde ind til ens egen sjælelige og unikke ressourcer i bevægelse.

Den nødvendige ubehagelighed

Når du finder ind til dine sjælelige og unikke ressourcer, vil du ofte opdage, at når de skal udtrykkes i den ydre verden, – så kan det faktisk være, at andre oplever dem som ubehagelige.

Det kan f.eks. være ubehageligt for en autoritet, der bekender sig til en bestemt samfundsnorm at stå overfor en sjæl, som siger fra overfor normen. Autoriteten troede måske at han/hun havde denne sjæl i sin hule hånd, men nu siger denne sjæl, at den ikke vil være i de kasser, autoriteten har opstillet.

Og sjælen siger simpelthen fra overfor de former for belønning, der følger med til at leve efter normen. Så det er ikke engang muligt at straffe sjælen, ved at nægte den belønning.

Så kan det nok være, at autoriteten slår sig i tøjret – hvad er nu det ? skal jeg udsættes for svigt ? – hvad bilder denne her sjæl sig dog ind ? Skal den komme her og lave ravage ?

Derfor er det så vigtigt, at træne i at blive en stærk sjæl. Og her må kroppen være med.

Når kroppen er med, bliver sjælen langt mere overbevist om, hvad der er rigtigt for den. Når kroppen og sjæl agerer sammen, bliver det OK at være rund, selv om andre er firkantede.

At stå ved at være for rund til firkantede kasser.

Imens jeg har siddet og formuleret dette indlæg, poppede der en optagelse op på min computer, hvor Lars Muhl og Niels Hausgaard diskuterer forskellige begreber som kærlighed og medfølelse, – og kommer ind på det med at være for rund til firkantede kasser. De forsøger at formulere noget af det sammen, som jeg forsøger i dette blog-indlæg. Du kan følge linket, hvis du vil se/høre Lars og Niels: https://vimeo.com/262090258

Vi er mange, der beskæftiger os med disse her ting igennem vores liv.

Det var da jeg fik kroppen koblet på, at der skete noget afgørende helbredende for mig.

Når vi arbejder med spirituel bevidsthed sammen med krop i Qigong, får vi en krop, som vænner sig til at kvittere på følelser, og som vænner sig til at arbejde dygtigt med de følelser, der ikke er konstruktive.

Det er helt forrygende som din krops intelligens kan vejlede dig. Den vejleder dig i det øjeblik, hvor du vælger at lytte efter. Og du er helt sikkert som de fleste: har brug for konkrete redskaber til, hvordan man lytter efter.

Mange af de, som kommer til mig, starter med at have en krop, som de ikke rigtig kan mærke `livet` i. Når de med tiden får nervesystemet til at forstå, hvordan kroppen kan bevæges, når den følger de inderste impulser – ja, så begynder de også at vide, hvad de tænker og føler, når de skal være helt ærlige.

Den 16. august – for 15 dage siden forlod et af de største mennesker denne jord. Et generøst menneske ud over alle grænser – med en helt unik vedkommende og rørende stemme: Aretha Franklin.

(…..)

Har du nogensinde kørt i din bil på en landevej en mørk aften og bare følt, at livet var lidt for snævert, lidt for stillestående, lidt for koldt – eller modsat: bare følt en stor, varm taknemlighed over at få lov til at leve ? Når jeg har været i den situation, sætter jeg Aretha i højtaleren.

Hun bekræfter mig. Hun minder mig om, at det er meningen, at vi skal give os selv til livet, til andre mennesker – og at det at give sig selv til livet er et langt større anliggende end at give på et fysisk/materiel plan. Og hun minder mig også om, at dette “selv” som vi giver til livet/andre, nogle gange kan være udsat for svære fødselsveer, før det shiner.

MEN det er måske netop meningen med at vi er her: at vi TØR blive ved med at praktisere i at shine…… ærligt, strømmende, uden angst for at løfte fødderne for at danse. Om end vi snubler, falder, slår os, for atter at rejse os og danse videre.

Aretha Franklin er død – Aretha lever

Når et menneske dør, oplever jeg ofte, at det lever videre. Sådan var det, da min mor døde af kræft, og sådan var det med flere af mine bedsteforældre. Sådan har det været med en kær Qigong-ven, som jeg har måtte tage afsked med, og som jeg fik lov til at opleve have et stærkt Qi-liv.

Noget af det, der gør os mennesker nærværende efter døden, tror jeg er vores grad af nærvær mens vi lever. Jo mere nærvær der er i livet, jo mere nærvær vil der leve videre efter døden.

Aretha gav “hele sit selv” til musikken og sangen. Men vi kan ALLE give “hele vort selv” til et eller andet, som betyder noget for os. Og hvis vi kender vores talent, mener jeg at vi har pligt til at udvikle og bruge det. Det behøver ikke at være noget imponerende talent – det kan være noget der inspirerer, oplyser, nærer eller plejer på mange planer.

Dit talent rækker altid ud over det fysiske/materielle.

Når du begynder at mærke DIT talent, vil du opleve flere ting. Du vil opleve at det rækker langt ud over, hvor mange ting du kan tjene penge til og købe. At det ikke har noget at gøre med, hvor tjekket du ser ud og hvor populær og intelligent andre finder dig. Og at det intet har at sige, hvor mange følgere/likes du har på de sociale medier.

Dit talent rækker helt andre steder hen. Der kommer “en øm røren i hjertet” i selve mødet med andre mennesker. Og dit talent får andre til at føle, at du altid vil være der….. tilstede for dem på kærlighedsplanet.

Og inden du kommer så langt, vil du opleve, at du er nødt til at tage dig tid til at være tilstede overfor dig selv 🙂

Aretha sagde i mange interviews, at hendes vigtigste opgave vedr. karrieren var, at beholde fødderne vendt nedad og hovedet vendt opad mod himlen. Hun vidste, hvor vigtigt det er, at acceptere livets fysiske/materielle sorger og glæder – og at “noget større” altid leder mennesket, når det vælger at tage himlen ind i hjertet.

Lyt til Aretha (klik på link under billedet) – og døm selv:

https://www.youtube.com/watch?v=dEWuAcMWDLY

Velkommen fra sommerferie. Jeg håber, du har haft et indholdsrigt liv siden sidst. Jeg vil gerne åbne sensommeren med at tale lidt om samhørighed.

At opleve samhørighed/ det at høre sammen med andre mennesker er ikke nogen selvfølge. Tiden kan komme, hvor du motiveres til at opdage lidt mere om, hvad samhørighed er, for at det kan give ægte mening for dig og for dem, du er sammen med.

Hangen til fast grund under fødderne

Omkring 50-års alderen oplever mange mennesker en hang til at beholde dén faste grund under fødderne, som de har fået skabt sig igennem deres liv. Hos nogle kommer hangen før 50-årsalderen, hos nogle kommer hangen senere end 50 årsalderen. Men jeg tror, at vi alle som mennesker kommer til at få erfaringer med denne hang.

“Mine erfaringer siger mig……. ” er en af de sætninger, du hører dig selv sige, når hangen melder sig på banen. Og du oplever, at du trives bedst sammen med mennesker, som genkender dine erfaringer. Og som genkender dine fremgangsmåder til at beholde den faste grund under fødderne.

Mere “naive, godtroende eller højtflyvende” mennesker ryster du på hovedet af. Dog helt i det skjulte 🙂

Men tænk dig et øjeblik, at du er sammen med venner og bekendte, og at du konstaterer, at I stort set forholder jer udelukkende til allerede vedtagne og for længst udforskede værdier. Tænk det helt til ende. Hvad vil der efterhånden være at snakke om?

Det var én måde at være sammen på……..

Samhørighed og uforudsigelighedens gaver

Nogle gange kommer du i en situation med en ven eller et nyt bekendtskab, hvor det uforudsigelige kræver et rum at være i. Du oplever at mødet gør dig urolig/usikker. Det som du og din ven deler af livsoplevelser får jer et sted hen, hvor I ikke mere hviler så indbildsk i jer selv. Det, din ven og du fortæller til hinanden om jeres liv, sætter noget andet i gang i jer, end I plejer at mærke i venskaber.

Det kan være du må gispe efter vejret, og at du må konstatere, at gulvtæppet forsvinder under dig…..

Men du føler også noget andet:

DU BEGYNDER AT FØLE DIG MERE LEVENDE

Her bliver der stillet nye spørgsmål. Det kan være spørgsmål om hvordan vi er forældre, kærrester eller børn. Eller spørgsmål om hvad vi forpligter os til, eller hvad vi accepterer. Eller det kan være de helt store spørgsmål om liv og død. I hvert fald spørgsmål, som du end ikke i drømme har tænkt på at stille dig selv før. Her bliver der levet liv uden de mange forbehold, – liv som du måske tidligere har drømt om, at det var muligt at leve.

Og skal du være helt ærlig, føler du en lyst til, at dette her må blive ved. Du vil egentlig gerne blive smittet mere af det, du oplever her.

Mit råd er: BLIV (også selv om knæene ryster, eller du er bange for at blive for henrykket).

Hvis du bliver

Du kan vælge at blive i denne samhørighed, hvor du oplever menneske-skabningen som en evigt søgende og åben eksistens. Det er her det uforudsigelige tages imod som en velsignet, ny, smuk mulighed for forandring. Det er her mennesker siger et stort “ja tak” til en ny skæbne og bliver meget, meget mere levende.

Her handler det ikke om forandring for forandringens eller for kedsomhedens skyld. Det handler derimod om forandring, som har grund i at “noget her kan gøres bedre, og vi har muligheden for at gøre det sammen”. Det er en forandring, som får dig til at erkende, at enkelte træer faktisk gror ind i himlen, hvis du passer dem fornuftigt og vander dem regelmæssigt.

Du kender ordsproget: Dybest brønd giver klarest vand.

Elsker du dine egne dybder? Elsker du dybderne hos dem, du kommer sammen med? Hvor dyb er din kærlighed til det levende evigt uforudsigelige liv?

How deep is your love???

Dette er sidste indlæg fra min hånd, inden jeg holder Blog-sommerferie. Som Underviser, Guide og Blogger er det godt, at lade penne holde en god lang ferie i blækhuset – for at få en refilling.

Endnu er der dejlige Undervisningstimer og Guidinger der skal foretages, – derude i juni-sommerlandet. Og dem kan du nå at være med til, hvis du ikke allerede er med.

Og skulle du få en regnvejrsdag, hvor du mangler lidt QI-inspiration sat på tekst, er du velkommen til at scrolle ned i mine gamle blog-indlæg her på siden. Måske finder du noget, du ikke har læst, eller som du ønsker at genlæse…… og kommentere.

Her på falderebet vil jeg sige lidt mere om refilling.

Ellers vender jeg tilbage sidst i august med nye Blog-indlæg – når de lyse nætter er forbi 🙂

Refilling

Mangler du lidt forslag til din refilling? – så er her lidt inspiration til, hvordan sommerlandet kan være en aktiv medspiller i din refilling:

A. Madopskrifter – tag nogle helt nye madopskrifter i brug. Til en regnvejrsdag kig på slow-food-opskrifter. Til en solskinsdag gå i det syriske køkken med dets krydderier. Giv selve tilberedningsprocessen din fulde opmærksomhed.

B. Venner – gå langt med dine venner. Ud i naturen, der hvor man taler mindre og lytter mere. Der hvor der er langt til nærmeste kiosk og den næste landevej.

C. Naturen – prøv nogle af de historiske natur-ruter, hvor du lærer om vores fortid og de spor der er sat i landskabet fra fortiden: gravhøje, klostre, gamle vejruter ect. Der er spændende historier derude. Og flere ruter er beskrevet under museernes sammenslutning.

Kirkedige ved Kobberup Kirke

Og igennem alt dette her foreslå jeg naturligvis denne røde tråd:

Hils din dag med en “Qigong-hymne for livet”.

Tag 1- 2 Basis-øvelser fra sæsonen for din fysiske styrkes skyld. Grounding, cirklende flow som udfordrer kroppen og løsner op.

Vælg en Seminar-øvelse for sødmen i sjælen – enten det nu måtte være Hjerte-seminarets øvelser for De Hellige i Bjergene, eller det måtte være den søde duft fra Tao Medicin Heling med dens femelement-essenser, tilhørende massage samt besøg hos element-organet.

Vælg en Problemløsnings-øvelse fra Sjæle Guiding – OG brug den også som vedligeholdelse af et allerede løst problem, – hvis det er dér, du er kommet til med din Dao Yin Gong.

God sommer – kærlig hilsen Jonnah