For ikke ret mange dage siden, var der en af de praktiserende indenfor Tao Qigong, der mindede mig på en bemærkning, som jeg ellers ikke har hørt siden jeg var barn i Vendsyssel. Det er en bemærkning, som vidner om et stærkt behov for at hævde sin selvtilstrækkelighed: ” A hår me iejn brønborring” – oversat til rigsdansk: “jeg har min egen brøndboring”.

Jeg husker det tydeligt som barn. De voksne samledes rundt om på gårdene (jeg er landmandsdatter). De kunne godt lide at sidde og minde hinanden på, at de var selvstændige mennesker. Og ikke så sjældent kammede det over – især hos mændene – i en tyk selvtilstrækkelighed. Man ville hellere lide de værste kvaler, end at bede udenforstående om den støtte, man måske stod og længtes efter at få.

Jeg har min egen brøndboring

Der var noget forjættende ved at kunne gå ud på gårdspladsen og se til sin egen brønd. Hvor langt nede var vandspejlet? fungerede pumpen som den skulle? Man havde jo fået elektrisk pumpe og vandrør, og skulle ikke længere selv hive vandet op med en spand. Det kunne godt give selvtilfredsstillelse at have sådan en privat tilgang til vand.

Men når vandet i hanerne begyndte at se grumset ud, var det tid til at sende bud efter brøndboreren. Han var det omrejsende bindeled, som i menneskelig skikkelse forbandt landmændenes brønde. Han besøgte den ene boring efter den anden. Overnattede og spiste hos landmændenes familie, så længe fornyelsen af boringen stod på.

En brøndborer havde en høj social intelligens. Han kunne snakke med alle folk, og var god til at tø selv de mest selvtilstrækkelige landmænd op, så der kom latter og snak ved bordet.

Jeg kan huske hvor stille der blev igen, når brøndboreren havde udført sit arbejde og var rejst.

Al selvtilstrækkelighed har en naturlig grænse

Samme fornemmelse, som ramte mig som barn, da jeg stod og kiggede ned i brøndvandet dybt nede, ramte mig også den anden dag, da den Tao Qigong praktiserende mindede mig på sætningen om at have sin egen boring. Hvor bliver alting dog snævert, når vi optræder for individualistisk:

Nok har du måske din egen brøndboring – men hvor kommer vandet i din boring fra?

Individualisme og selvtilstrækkelighed kan være en god ting, og helt og aldeles nødvendig……… hvis du vel at mærke bruger den i forhold til at rydde op i din egen historie og tage dig af dine egne reparationer.

Ellers kan individualisme og selvtilstrækkelighed være så grundigt ligegyldig. Ja, det kan blive en stor hæmsko for, at mennesker møder hinanden.

Dybt nede i brøndboringen – dybt nede på bunden af vores personlige liv – ligger en fælles kilde, som strømmer imellem os alle sammen. Du kan ikke lukke af for strømmen af vand over til naboen og beholde den for dig selv. Det sammen vand, som han driver op af brønden, er det vand du driver op.

I er forbundne. Og hvorfor i al verden skulle I ikke også være det? 🙂

Meditation på fælles brøndvand

Sæt dig til rette – eller hvis du er praktiserende i Tao Qigong: stå i træstilling. Luk øjnene, lyt til dit åndedræt, indtil det falder til ro.

Forestil dig så det vand, som strømmer igennem dit hus vandrør. Mærk at det strømmer ind i dit hus, og at du kan tappe det af dine haner, når du vil. Hvilken rigdom.

Forestil dig på sammen måde, at vandet strømmer ind i din nabos hus. Han tapper det også ud af sine haner. En dyb rigdom, når han vil.

Forestil dig så din nabo til den anden side. Også han har strømme af vand, der fører ind i hans hus. Og også han tapper af denne rigdom, når han vil.

Hvilken fuldstændig uundværlig fælles gave!

Se dig selv på denne måde være forbundet med stribevis af mennesker. I er alle forbundne i denne afhængighed af og taknemlighed over at kunne tappe fra en kollektiv kilde af vand.

(…)

Pas på gaven. Gå sammen og gør hvad I kan for ikke at forurene den.

Kærlig hilsen Jonnah

Fik du strøget dig selv med hårene i dag? Det er OK – det er OK at stritte lidt. Livet kan godt få hårene til at rejse sig – få dig til at føle dig sårbar. Men det er måske i virkeligheden lidt poesi du længes efter?  Sår har brug for poesi.

I poesien kan du møde det frække, det kække, det ømme, det glubende sultne, det spiddende, det tåbelige, det legende,  det kiksede, det der fylder alt for meget, fylder alt for lidt……

you name it.

Liu Hai driller frøen

I går mødte jeg et stykke poesi i Qigong-bevægelsen: “Liu Hai driller frøen”.

Poesien i “Liu Hai driller frøen”: Liu Hai er en legendarisk udødelig skikkelse fra taoismen. Liu Hai blev gode venner med en trebenet frø. Denne her frø havde en forkærlighed for ikke alene vand men også guld. Hvis frøen smuttede fra ham ned i en brønd, kunne Liu Hai altid kalde frøen op igen…… med en guldmønt i munden.

Imens jeg trådte ud i Liu Hai stillingen og cirklede med armene for at drille frøen, mærkede jeg denne her følelse af `ikke at kunne gribe om`, og at `det smutter fra mig`. Jeg kunne mærke, at jeg blev ked af noget, der drejede sig om at blive ladt tilbage uden forklaring, at blive mødt med en løgn, en halv sandhed, en veg udeladelse af svar. Det var min sårbarhedssituation.

Jeg forsatte øvelsen, og med den indre Qi i mente, begyndte der at komme en åbning. Jeg og frøen begyndte at kommunikere sammen.

Efter et stykke tid kom der et svar (frøen havde fundet guldmønten). Svaret var:

Hvis nogen fortier noget overfor dig, – hvis de smutter fra dig med en halv sandhed, hvis de viger udenom, – er det fordi de ikke har fundet modet til nærværet. Det at du mærker dette, holder dig inde i nærværet, inde i din egen energi og følelse. Der er sorg i situationen – men den er også fyldt med liv og muligheder  til at leve videre på.

Følelsen var totalt helbredende.

Sår har brug for poesi – i bevægelse

Har du en teenager i huset? De har modet – de danser deres følelser ud. Hvornår holdt du selv op med det?

I spirituel Qigong danser vi med vore følelser.

Kærlig hilsen Jonnah

Uden for mit vindue, når jeg færdes i min opgang, står der to paradisæbletræer, med små glødende æbler. For en uge siden plukkede vi slåen og kom dem i vodka – farven lyste igennem allerede anden dag. Ude på min terrasse står en vildvin med brændende blade. Uanset hvor jeg vender mig hen i denne tid, ser jeg den glødende smukke farve: cinnoberrød.

Cinnoberrød har som farve en særlig plads i alle hjerter, der praktiserer spirituel Qigong – eller nærmere bestemt: spiral Qigong – og Qigong for først og fremmest 1. Dantien (bugcenteret). Se Tao Qigong Basis træning.

Og du kan tilmelde dig Basis-træningen via foreningssiden.

Mineralet cinnober

Cinnober er et gammelt navn for mineralet kviksølvsulfid. Det var Theofrastos, en elev af Platon og Aristoteles i det gamle Grækenland, der gav mineralet navnet cinnober – græsk: kannibari.

Mineralet er udgangspunkt for produktion af kviksølv.

Mineralet har været brugt helt tilbage i den gamle Yangshao Kultur i Kina, som var en højtstående kultur fra 5000 f.kr. – 3000 f.kr. Her brugte man bl.a. mineralet til at farve lertøj med.

I kunstnerkredse blandede man cinnoberrød maling til sine malerier af mineralet cinnober. Men så opdagede man, at det var stærkt giftigt, og holdt op med at bruge det.

Cinnoberrød som farvevibration

Brugt rigtigt i Qigong kan farven cinnober (og ikke mineralet!!!)  være med til at løsne gamle blokeringer, som sidder i centrale områder i kroppen. Min oplevelse af farven er, at den giver en nærende og helt gennemgribende følelse af ro, livskraft og mæthed.

Cinnoberrød farve har en særlig energetisk vibration, som du ikke får ved at bruge hverken purpur, rød eller orange.

Kærlig hilsen Jonnah

Hen over sommerferien har jeg tænkt over noget. Hvad mon det egentlig er, som får mennesker til at elske den spirituelle form for Qigong – som f.eks. praktiseres i Tao Qigong Helings-metoden ? Jeg gjorde mig den ulejlighed at møde alle de, der praktiserer indenfor Tao Qigong Heling i mine tanker, og da kunne jeg se, at der er en vigtig fællesnævner, som handler om at stå ved sig selv, stå ved at man føler sig for rund til firkantede kasser.

I 1980-erne og frem til årtusindskiftet var der i Danmark en stemning  i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet af, at det var OK at være lidt anderledes tænkende og følende. Det var helt fint at stille spørgsmålstegn ved vedtagne regler og normer. Det var helt i orden, at man ikke `fittede in` og ikke gik op i at være `fit for fight`.

I det nye årtusind er tommelskruerne blevet strammet i forhold til at tænke og føle frit. Mange unge mennesker i dag lider af depression, har stress eller er diagnosticeret med mærkelige lidelser eller stemplet som overfølsomme….. Og de får at vide, at de ikke kan bruges…… sådan som de er…… men må tilpasses (afrettes). Jeg er selv pårørende til eller bekendt med flere.

Alt, alt for mange mennesker lider, fordi de ikke passer ind i de stadig mere og mere snævre definitioner af, hvad det vil sige at være en god og opdateret samfundsborger. En samfundsborger, der kan bidrage med noget værdifuldt til den fællesmenneskelige pulje.

En følelse af at kunne lide sig selv på bunden

I mine undervisningstimer er der altid stærkt fokus på, at give mennesker følelsen af, at det er vigtigt at kunne lide `den, man er på bunden`. At kunne lide den man er, når alle pålagte eller selvpålagte fernislag blidt og grundigt er gnubbet af.

Der er så forløsende at få fernislag gnubbet af. Det gør, at man kan begynde at give slip på al form for undertrykkelse. Og der er intet smukkere for mig, end at være vidne til mennesker, der kommer tilbage til at være den, som det var meningen fra begyndelsen af deres eksistens, at de skulle være. Og det er den allerbedste løn, man som Guide kan få indenfor Tao Qigong Heling.

Og hvad er så redskaberne indenfor Tao Qigong Heling til at kunne lide sig selv på bunden?

I Tao Qigong Heling ser vi på, hvad der sker i kroppens indre (det kan være ledporte, energiplexus eller andre indre rum), når vi bevæger os. Vi anerkender, at der sidder både blokeringer og ressourcer gemt i kroppen. Og vi anerkender at der sker en forløsning, når vi arbejder med en specifikt empatisk bevidsthed i bevægelserne.

Denne empatiske bevidsthed består af langt mere end bare et bevidst fokus. Det har at gøre med at finde ind til ens egen sjælelige og unikke ressourcer i bevægelse.

Den nødvendige ubehagelighed

Når du finder ind til dine sjælelige og unikke ressourcer, vil du ofte opdage, at når de skal udtrykkes i den ydre verden, – så kan det faktisk være, at andre oplever dem som ubehagelige.

Det kan f.eks. være ubehageligt for en autoritet, der bekender sig til en bestemt samfundsnorm at stå overfor en sjæl, som siger fra overfor normen. Autoriteten troede måske at han/hun havde denne sjæl i sin hule hånd, men nu siger denne sjæl, at den ikke vil være i de kasser, autoriteten har opstillet.

Og sjælen siger simpelthen fra overfor de former for belønning, der følger med til at leve efter normen. Så det er ikke engang muligt at straffe sjælen, ved at nægte den belønning.

Så kan det nok være, at autoriteten slår sig i tøjret – hvad er nu det ? skal jeg udsættes for svigt ? – hvad bilder denne her sjæl sig dog ind ? Skal den komme her og lave ravage ?

Derfor er det så vigtigt, at træne i at blive en stærk sjæl. Og her må kroppen være med.

Når kroppen er med, bliver sjælen langt mere overbevist om, hvad der er rigtigt for den. Når kroppen og sjæl agerer sammen, bliver det OK at være rund, selv om andre er firkantede.

At stå ved at være for rund til firkantede kasser.

Imens jeg har siddet og formuleret dette indlæg, poppede der en optagelse op på min computer, hvor Lars Muhl og Niels Hausgaard diskuterer forskellige begreber som kærlighed og medfølelse, – og kommer ind på det med at være for rund til firkantede kasser. De forsøger at formulere noget af det sammen, som jeg forsøger i dette blog-indlæg. Du kan følge linket, hvis du vil se/høre Lars og Niels: https://vimeo.com/262090258

Vi er mange, der beskæftiger os med disse her ting igennem vores liv.

Det var da jeg fik kroppen koblet på, at der skete noget afgørende helbredende for mig.

Når vi arbejder med spirituel bevidsthed sammen med krop i Qigong, får vi en krop, som vænner sig til at kvittere på følelser, og som vænner sig til at arbejde dygtigt med de følelser, der ikke er konstruktive.

Det er helt forrygende som din krops intelligens kan vejlede dig. Den vejleder dig i det øjeblik, hvor du vælger at lytte efter. Og du er helt sikkert som de fleste: har brug for konkrete redskaber til, hvordan man lytter efter.

Mange af de, som kommer til mig, starter med at have en krop, som de ikke rigtig kan mærke `livet` i. Når de med tiden får nervesystemet til at forstå, hvordan kroppen kan bevæges, når den følger de inderste impulser – ja, så begynder de også at vide, hvad de tænker og føler, når de skal være helt ærlige.