Den 16. august – for 15 dage siden forlod et af de største mennesker denne jord. Et generøst menneske ud over alle grænser – med en helt unik vedkommende og rørende stemme: Aretha Franklin.

(…..)

Har du nogensinde kørt i din bil på en landevej en mørk aften og bare følt, at livet var lidt for snævert, lidt for stillestående, lidt for koldt – eller modsat: bare følt en stor, varm taknemlighed over at få lov til at leve ? Når jeg har været i den situation, sætter jeg Aretha i højtaleren.

Hun bekræfter mig. Hun minder mig om, at det er meningen, at vi skal give os selv til livet, til andre mennesker – og at det at give sig selv til livet er et langt større anliggende end at give på et fysisk/materiel plan. Og hun minder mig også om, at dette “selv” som vi giver til livet/andre, nogle gange kan være udsat for svære fødselsveer, før det shiner.

MEN det er måske netop meningen med at vi er her: at vi TØR blive ved med at praktisere i at shine…… ærligt, strømmende, uden angst for at løfte fødderne for at danse. Om end vi snubler, falder, slår os, for atter at rejse os og danse videre.

Aretha Franklin er død – Aretha lever

Når et menneske dør, oplever jeg ofte, at det lever videre. Sådan var det, da min mor døde af kræft, og sådan var det med flere af mine bedsteforældre. Sådan har det været med en kær Qigong-ven, som jeg har måtte tage afsked med, og som jeg fik lov til at opleve have et stærkt Qi-liv.

Noget af det, der gør os mennesker nærværende efter døden, tror jeg er vores grad af nærvær mens vi lever. Jo mere nærvær der er i livet, jo mere nærvær vil der leve videre efter døden.

Aretha gav “hele sit selv” til musikken og sangen. Men vi kan ALLE give “hele vort selv” til et eller andet, som betyder noget for os. Og hvis vi kender vores talent, mener jeg at vi har pligt til at udvikle og bruge det. Det behøver ikke at være noget imponerende talent – det kan være noget der inspirerer, oplyser, nærer eller plejer på mange planer.

Dit talent rækker altid ud over det fysiske/materielle.

Når du begynder at mærke DIT talent, vil du opleve flere ting. Du vil opleve at det rækker langt ud over, hvor mange ting du kan tjene penge til og købe. At det ikke har noget at gøre med, hvor tjekket du ser ud og hvor populær og intelligent andre finder dig. Og at det intet har at sige, hvor mange følgere/likes du har på de sociale medier.

Dit talent rækker helt andre steder hen. Der kommer “en øm røren i hjertet” i selve mødet med andre mennesker. Og dit talent får andre til at føle, at du altid vil være der….. tilstede for dem på kærlighedsplanet.

Og inden du kommer så langt, vil du opleve, at du er nødt til at tage dig tid til at være tilstede overfor dig selv 🙂

Aretha sagde i mange interviews, at hendes vigtigste opgave vedr. karrieren var, at beholde fødderne vendt nedad og hovedet vendt opad mod himlen. Hun vidste, hvor vigtigt det er, at acceptere livets fysiske/materielle sorger og glæder – og at “noget større” altid leder mennesket, når det vælger at tage himlen ind i hjertet.

Lyt til Aretha (klik på link under billedet) – og døm selv:

https://www.youtube.com/watch?v=dEWuAcMWDLY

Velkommen fra sommerferie. Jeg håber, du har haft et indholdsrigt liv siden sidst. Jeg vil gerne åbne sensommeren med at tale lidt om samhørighed.

At opleve samhørighed/ det at høre sammen med andre mennesker er ikke nogen selvfølge. Tiden kan komme, hvor du motiveres til at opdage lidt mere om, hvad samhørighed er, for at det kan give ægte mening for dig og for dem, du er sammen med.

Hangen til fast grund under fødderne

Omkring 50-års alderen oplever mange mennesker en hang til at beholde dén faste grund under fødderne, som de har fået skabt sig igennem deres liv. Hos nogle kommer hangen før 50-årsalderen, hos nogle kommer hangen senere end 50 årsalderen. Men jeg tror, at vi alle som mennesker kommer til at få erfaringer med denne hang.

“Mine erfaringer siger mig……. ” er en af de sætninger, du hører dig selv sige, når hangen melder sig på banen. Og du oplever, at du trives bedst sammen med mennesker, som genkender dine erfaringer. Og som genkender dine fremgangsmåder til at beholde den faste grund under fødderne.

Mere “naive, godtroende eller højtflyvende” mennesker ryster du på hovedet af. Dog helt i det skjulte 🙂

Men tænk dig et øjeblik, at du er sammen med venner og bekendte, og at du konstaterer, at I stort set forholder jer udelukkende til allerede vedtagne og for længst udforskede værdier. Tænk det helt til ende. Hvad vil der efterhånden være at snakke om?

Det var én måde at være sammen på……..

Samhørighed og uforudsigelighedens gaver

Nogle gange kommer du i en situation med en ven eller et nyt bekendtskab, hvor det uforudsigelige kræver et rum at være i. Du oplever at mødet gør dig urolig/usikker. Det som du og din ven deler af livsoplevelser får jer et sted hen, hvor I ikke mere hviler så indbildsk i jer selv. Det, din ven og du fortæller til hinanden om jeres liv, sætter noget andet i gang i jer, end I plejer at mærke i venskaber.

Det kan være du må gispe efter vejret, og at du må konstatere, at gulvtæppet forsvinder under dig…..

Men du føler også noget andet:

DU BEGYNDER AT FØLE DIG MERE LEVENDE

Her bliver der stillet nye spørgsmål. Det kan være spørgsmål om hvordan vi er forældre, kærrester eller børn. Eller spørgsmål om hvad vi forpligter os til, eller hvad vi accepterer. Eller det kan være de helt store spørgsmål om liv og død. I hvert fald spørgsmål, som du end ikke i drømme har tænkt på at stille dig selv før. Her bliver der levet liv uden de mange forbehold, – liv som du måske tidligere har drømt om, at det var muligt at leve.

Og skal du være helt ærlig, føler du en lyst til, at dette her må blive ved. Du vil egentlig gerne blive smittet mere af det, du oplever her.

Mit råd er: BLIV (også selv om knæene ryster, eller du er bange for at blive for henrykket).

Hvis du bliver

Du kan vælge at blive i denne samhørighed, hvor du oplever menneske-skabningen som en evigt søgende og åben eksistens. Det er her det uforudsigelige tages imod som en velsignet, ny, smuk mulighed for forandring. Det er her mennesker siger et stort “ja tak” til en ny skæbne og bliver meget, meget mere levende.

Her handler det ikke om forandring for forandringens eller for kedsomhedens skyld. Det handler derimod om forandring, som har grund i at “noget her kan gøres bedre, og vi har muligheden for at gøre det sammen”. Det er en forandring, som får dig til at erkende, at enkelte træer faktisk gror ind i himlen, hvis du passer dem fornuftigt og vander dem regelmæssigt.

Du kender ordsproget: Dybest brønd giver klarest vand.

Elsker du dine egne dybder? Elsker du dybderne hos dem, du kommer sammen med? Hvor dyb er din kærlighed til det levende evigt uforudsigelige liv?

How deep is your love???