Jeg elsker en god historie. For mig er en god historie én, som jeg tænker over bagefter, og som har en pirrende pointe, som rammer mig. Det er en historie, som får mig til at undre mig over, hvorfor jeg er personligt påvirket af den. En af disse historier, som jeg engang stiftede bekendstskab med på en sommerferie til Italien, er jødisk. Og det er historien om en chimidunchik.

Historien om en chimidunchik

Toget slingrer sig afsted ned gennem Europa. Toget er overfyldt og det er sidst på sommeren og hedebølge. I en af de tætpakkede kupeer sidder en mand, som bliver mere og mere opbragt over, at sidemanden ikke af sig selv ser det nødvendige og høflige i at flytte sin taske væk fra sædet, så alle kan få lidt mere luft imellem sig.

Bagage, kuffert eller taske hedder på jødisk `chimidunchik`.

Den opbragte mand beder til sidst venligt sidemanden om at flytte sin `chimidunchik`. Men sidemanden ignorerer hans henvendelse fuldstændig, som om han ikke har hørt den, eller er han mon ligeglad?

Hændelsen gentager sig et par gange. Men der er stadig ingen respeons fra sidemanden, der blot lader chimidunchikken stå.

Sent på eftermiddagen har den opbragte mand fået nok. Han tager resulut fat i chimidunchikken og kyler den ud af det åbne vindue i kupeen. Så vender han sig udfordrende om til sidemanden og spørger: “Nå, hvad vil De nu gøre?”

Hertil åbner sidemanden endelig munden og bemærker roligt: “Ingenting – det var ikke min chimidunchik”. 

Vores bagage – vores chimidunchik

Nu plejer vi jo for det meste at være meget opmærksomme på vores fysiske/materielle bagage, når vi rejser. En sådan materiel chimidunchik indeholder jo skattede og private ting, måske ligefrem værdigenstande og vigtige sager, som vi får brug for på vores rejse eller efter rejsen.

Men når det drejer sig om vores psykiske bagage, er det ikke så sjældent, at vi direkte forsøger at glemme, at vi har bagagen med. Og tilmed kan vi finde på at efterlade vores psykiske bagage de mest underlige og utilsigtede steder. Vi tager ikke ansvar for den.

Vi efterlader den gerne hos mennesker, der indvilliger i at have ondt af os. Vi behøver måske ikke engang at nævne sådan en psykisk chimidunchik højlydt. Det kan være den bare pludselig står der ved siden af os på sædet, når vi spiser middag sammen med nogen, eller når vi arbejder sammen eller er på tur sammen. Og dem, vi er sammen med, synes pludeselig, det er forfærdelig synd for os, og viser os en masse hensyn, uden at nogen har sagt noget. I mellem linjerne ligger: “Jo-da, du har vist haft det hårdt i livet og er følsom, – og så behøver vi kke at sige mere om det”.

Lettet ånder vi op: “Pu-ha, så behøver jeg ikke at tage min chimidunchik med hjem i aften. Jeg kan bare lade den stå her”.

Og sådan efterlades mange psykiske chimidunchikker………. i alt for lettilgængelige togkupeer. 🙂

Nogle i selskabet ænser tilsyneladende ikke den efterladte chimidunchik, mens andre bliver mere påvirket, besværet og føler den plads, som den efterladte chimidunchik tager. Uanset følsomhed overfor efterladt bagage eller ej – så forurener psyksike chimidunchikker sine omgivelser!

De kan endda arves fra slægtsled til slægtsled.

Ansvaret for din egen chimidunchik

Oplever du nogensinde i dine forhold, at nogen glemmer at tage fat i deres egen bagage og dermed uansvarligt overlader den til omgivelserne?

Og er det så dig, der forsøger at ignorere bagagen – tage falsk hensyn, glatte ud og hjælpe til med at glemme? Lader du den mon stå og fylde, indtil en anden måske endelig siger noget om, at der står noget her, som ikke er deres – og som fylder for meget?

Og hvad gør du mon med din egen bagage – din egen chimidunchik?

Bagage kan være tung, ja-vist. Men vi kan alle sammen bede om hjælp til at lære at tage ansvar for det, der er vores.

Første skridt er, at sige tingene højt, sådan som de er for os – uden stolthed. Det som er tungt, skal have et sprog og et udtryk, som vi kan tage ejerskab for. Og det sprog er hjertets sprog.

Mennesker der har oplevet krig og vold kan have svært ved at finde nogen at fortælle om bagage til – fra hjertet.

Men hvorfor er vi her som mennesker?

Vi kan altid øve os i at lytte og selv fortælle ærligt, hvad vi har oplevet.

Kærlig hilsen og god pinse til alle derude

Jonnah

En af de vigtige oplevelser i mit liv, var i forbindelse med et længerevarende forløb for år tilbage. Det var et indre forløb, hvor jeg igennem meditativ bevægelse og bevidsthed omkring min egen livshistorie foretog et radikalt retningsskifte. Det jeg oplevede kan bedst beskrives med at skifte ham.

Hvad vil det sige at skifte ham

Flere forskellige dyrearter kaster en del af deres krop af sig på bestemte tidspunkter af året, eller på bestemte tidspunkter i deres livscyklus. Hamskifte kan omfatte huden og underhuden (epidermis), som hos krybdyr. Hamskiften kan også omfatte hår, pels eller uld, som hos pattedyr. Eller hamskifte kan omfatte vinger og fjer, som hos insekter og fugle.

Hamskifte er et tegn på, at man er vokset fra sin gamle form eller størrelse. Derfor er der behov for at aflægge sig den, og lade en ny form eller størrelse se dagens lys.

At skifte ham er i psykologisk forstand det sammen som at krænge sit “gamle jeg” af.

Hamskifte bruges ofte i eventyrer, som hjælpemiddel til helten. Når heltens evner ikke slår til, kan han eller hun forvandle sig til en anden skikkelse og dermed opnå de savnede evner og redde livet.

Død hud

Død hud kan ikke føle. Døde øjne kan ikke se. Døde ører kan ikke høre. En død tankegang er kvælende. En død måde at opleve tingene på er knusende.

Du kender det sikkert godt. Du bliver ved med at forholde dig til bestemte situationer/hændelser på den samme måde – igen og igen og igen. Flere forskellige hændelser kan udløse dit gamle jeg´s/din gamle ham´s velkendte og uhensigtsmæssige reaktioner:

Det kan være du oplever at blive ladt i stikken af et menneske, og det er så utilgiveligt for dig, at du ikke kan give slip på skuffelsen og bebrejdelsen.

Det kan være du inderligt ønsker at kunne tale ærligt om ting, men du tager dig selv i gang på gang at være forfærdelig uærlig.

Det kan være du må opgive et elsket arbejde, men du prøver ihærdigt at fylde mere på, for at beholde det. Men alt hvad du finder på er bare skuffende gentagelser, der ikke føre noget hensigtmæssigt med sig.

Det kan være sygdom, som gør dig ukampdygtig. Du bliver lagt helt ned, og har svært ved at acceptere det. Du tænker kun på at komme ud af den sårbare situation, så hurtigt som muligt, og har ikke tid til at kigge på, hvordan du bedst mulig virkelig kan komme dig.

Det kan være en samfunds-krise, der truer dig….. en corona-krise. Som du kun forgæves forsøger at forholde dig roligt til.

Men det der sker, sker.

Og et skift i oplevelser og tankegange ER nødvendigt og meget ønskeligt.

Tilknytningen til det evige

Har du mon tænkt på, hvad “det evige” betyder for dig?

Hvad er det evige for noget?

Ja, det er noget, der aldrig forgår. Men hvad er det for dig? Er det særlige modne kvinder, som minder dig om kærlighedsforholdet til din afdøde mormor? Er det gensynet med et legetøj, du legede med, da du var 5 år? Er det vildt græs, ligesom det der var i den eng, som din far engang ejede?

Det evige er oplevelser, der i forskellige former sender kærlighed imod dig igen og igen og igen. Det er oplevelser, hvor du var og er i stand til …….. at tage imod!!

Hvis vi mister tilknytningen til det evige, mister vi tilknytningen til os selv. For vi hænger sammen med det, vi åbner os for, når der bliver sendt kærlighed imod os.

At skifte ham – at bevæge sig ind i det evige

Forhåbentlig opdager du, ligesom jeg dengang, hvor jeg tog et radikalt retningsskifte, at du er…… ligesom gået død i det. At du må gøre noget for at skifte det døde ud med noget levende. Foretage dit hamskifte.

I det nordlige Borneo siger den oprindelige folkestamme, at Gud, efter at have skabt verden, udbrød:

Den der er i stand til at kaste sin ham, skal ikke dø.

Samme tankegang gennemsyrer Neigong. Og selv om du ikke kender til Neigong Traditionen indenfor Qigong, så kan nedenstående beskrivelsen måske inspirere dig til at stifte bekendtssskab med Traditionen.

Stå i “song” og mediter lidt med hænderne lagt over hinanden på bugcenteret og kom i kontakt med dets keative styrke. Træk det så op til dit hjerte. Synk lidt efter lidt længere og længere ned i “song”. Form hænderne som et slangehovede og lad “slangen” hvile i sin udgangsstilling. Og gå så ind i “slangens” bevægelser. Lær bevægelsens forskellige facetter og smelt meditativt sammen med de karakteristika, der ligger i koreografien.

“Song” er en speciel form for ´afspænding´som praktiseres i Neigong.

“Slangen” er en bevægelsesform i Neigong, hvormed du på elegant vis kan arbejde med at skifte ham – aflægge dig død hud – og komme ind i det mere evige i dig selv. Det var en af de vigtige bevægelser jeg lærte at praktiserede, da jeg skulle skifte ham for år tilbage.

I Basis-træning indenfor Neigong arbejder vi for øjeblikket med “slangen”. Det foregår tirsdag/onsdag aftener eller torsdag formiddage.

Kærlig hilsen Jonnah