Du ved, hvordan det føles at blive taget godt imod. Det er ikke kun noget der sker, lige når du møder andre mennesker. Det er noget der sker løbende igennem kortere eller længerevarende venskaber, gruppedannelser og fællesskaber. Du ved også godt, hvordan det føles ikke at blive taget godt imod. Dette indlæg er et forsøg på at sætte ord på at blive taget godt imod, og det modsatte. Vi har som mennesker svært ved at komme til kernen af, hvad det vil sige for os at blive taget godt imod. Og det kan være forskelligt, hvad vi egentlig lægger i at blive taget godt imod.

Lighed kontra tro

Jeg forestiller mig, at alle mennesker oplever, at lighed findes i en tilstand af at blive taget godt imod. Hvis vi kan stå lige overfor hinanden, være lige meget værd og have lige rettigheder i en gruppe, så føler vi os involveret og nødvendige for fællesskabet. Vi føler os taget imod.

Ulighed kan være noget andre skaber. Men det kan også være noget vi selv skaber. Tænk lidt over det.

Som regel er vi gode til hurtigt at spotte, hvis vi oplever, at andre ikke drager os ordentligt ind i det, som vi har valgt at samles om. Vi vil gerne blive værdsat for at bidrage til det emne, vi mødes omkring. Vi vil gerne kunne stille gode spørgsmål til emnet. Vi vil gerne have lov til at bidrage til større oplysning og berigelse indenfor emnet.

Men nogle gange er det os selv der skaber ulighed. Vi trækker ting ind i et fællesskab, som fælleskabet i virkeligheden ikke kan eller skal tage stilling til; ting som ingen i fællesskabet har en sand forudsætning fra at udvise nogen speciel accept eller respekt overfor.

En af de ting jeg oplever som noget, et fællesskab ikke skal tage stilling til, sige specielt god for eller tage særlig imod, er det enkelte menneskes indre tro. Og det uanset hvilke emner mennesker er gået i fællesskab om. Du kunne også sige det enkelte menneskes religiøse forbindelser. Eller du kunne sige det enkelte menneskes oplevelse af det guddommelige.

Tænk på hvad det har ført til af krige,

at mennesker vil have andre til at tro, hvad de tror

Og er det måske ikke netop, når vi er på vej ind i vores indre tro, at vi har behov for privat ro; behov for at finde vores tålmodighed, dvælen og sanseiagttagelse frem – i fred for andres psykiske påvirkninger? Hvad skal andre dog her, udover at give os plads til at holde det tæt ind til os og afstå fra at gå ind i os?

Hvordan taoismen ser på at blive taget godt imod

Taoisme er en metode til at forholde sig til livet. Neigong er født ud af Taoismen, og det er et middel/redskab til at forholde sig til livet. Taoisme og Neigong er meget optaget af, hvordan mennesket oplever at blive taget godt imod.

Taoismen opererer med det ´ at blive taget godt imod´ for at skabe balance – kun det. Ingen fine ord som medfølelse eller kærlighed. Taoismen antager, at vi som mennesker kommer i balance, når vi bliver godt tilpas i os selv, når vi tager godt imod os selv. Og når vi tager godt imod os selv, vil vi ikke opleve, at andre tager dårligt imod os. Et menneske der er godt tilpas i sig selv, vil involvere sig balanceret og på lige fod med det, der måtte komme. Det vil opleve sig som et nødvendigt individ.

I Neigong arbejder vi med veldefinerede greb, som hjælper os med at forbinde vores eget indre med universet og jorden. Men der er ingen agenda omkring, hvordan vi oplever mødet med universet og jorden. Og der er ingen agenda omkring, hvad vi skal komme frem til at finde i os selv eller udenfor os selv. Alt kommer som det vil; intet fremhæves frem for andet. Ingen hjælper nogen frem til bestemte tilstande, følelser, tanker, oplevelser eller koncepter. På den måde bliver vi ligestillet, netop ved at undlade at intimidere eller forstyrre det enkelt individs egen private indre tro.

Taoistiske Meditationer fra Vand-traditionen lægger megen omhu i, at vi spotter det, som vi ikke er tilpas med i os selv. Samtidig lærer vi at lande på det, som vi ikke er tilpas med i os selv. På den måde kan vi overgive os til det, indtil det smelter væk. Og det sker på et rent energetisk oplevet niveau. Det sker ikke i vore tanker. Det sker ikke i vore følelser. Det sker ved at opleve energi i kroppen.

Separation og at blive taget godt imod

Separation er i mine øjne et godt begreb at bruge, hvis du gerne vil opleve at blive taget godt imod. Du må separere dig fra, hvad andre oplever som lyksalighed og mening, hvis du vil opleve at tage godt imod dig selv og finde din egen lyksalighed og mening.

Der er noget helt særligt, som vi mennesker meget ofte misforstår. Måske kommer det af vores forelskelse i ord som medfølelse og kærlighed. Begreber som alt for ofte anvendes både dumt og blindt, også af folk, der er velbefaret i dem. Medfølelse kan blive taktisk, og kærlighed kan blive betinget på de mest subtile måder.

Enten synes vi, at vi skal smelte sammen med andre for at blive lykkelige. Eller også synes vi, at de, som vi er uenige med, skal smides under bussen, for at vi kan blive lykkelige. Det, indtil vi forstår, at lykke kan findes ved at stå ved siden af; konstatere at fællesskabet ikke handler om indre tro, men om at give hinanden fred.

De bedste hilsner fra Jonnah

Da jeg var 27 år gammel, skete der noget bemærkelsesværdigt i mit liv. Nogle gange føles det, som om det var i går, det skete. Men det kan det jo ikke være, for jeg er 65 :). Det var på et tidspunkt i mit liv, hvor verdenen åbnede sig og alt syntes muligt. Og lige dér midt i min åbenhed faldt jeg over en lille tekst, forfattet af en filosof i det østlige Ch´ou dynasti i Kina i 400-tallet fvt. Hans navn kan staves på flere måder, han hed Lieh-Tzu. Teksten handler om, at alt har sin styrke og sin svaghed. Måske synes du, det er en underlig ting at kalde bemærkelsesværdigt. Men teksten mærkede mit liv derefter.

Teksten

Her kan du læse min let oversatte udlægning af teksten: “Himlens rolle er at skærme, jordens rolle er at understøtte, og lærerens rolle er at undervise og inspirere. Alle ting har deres funktion, og at tvinge dem til at gøre noget, de ikke er beregnet til at gøre, ville gå imod tings naturlige måde. Det, som kan give ly og læ, kan ikke yde støtte. Det, som kan give støtte, kan ikke undervise og inspirere. Og de der underviser og inspirerer kan ikke få ting til at opføre sig imod deres funktion. Dette er universets naturlige vej. På den måde kan menneskeheden blive undervist, jorden kan blive skærmet, og himlen kan blive understøttet. Forstå det, og du vil indse at stilhed og bevægelse bare er tings kvaliteter, ligesom rundhed og firkantethed er nogle former. En ting er ikke mere værdifuld end en anden ting, og en person er ikke mere værdig end en anden person”.

Teksten lå længe på mit natbord. Jeg var i en situation, hvor jeg havde sagt op på job og så mig om i alle retninger efter ny mening. Et livsklogt menneske i min omgangskreds havde sagt til mig, at jeg kunne gå lære-vejen med det, jeg havde i mig. Men hvad var det, jeg ville undervise i? Det synes at ligge i denne mystiske tekst.

Alt levende har styrke og svaghed

Der var noget, jeg allerede dengang erfarede. Nogle gange erfarede jeg det med stor nervøsitet og nogle gange med lidt større sindsro. Det jeg erfarede var, at alt hvad der er levende skiftevis udtrykker styrke og svaghed. Men der var også noget andet, jeg så. Mennesker har det skidt med denne vekselvirkning. De håber på, at det hele skal blive stærkt en skønne dag. I hvert fald voksne mennesker håber på det. Børn er anderledes, indtil de vokser op.

Jeg husker, at jeg pløjede igennem megen “menneske-filosofi” i de tider. Men jeg fandt ikke rigtig noget i vestlig litteratur, som vægtede dette fundamentale menneske-vilkår af stærkt og svagt ligeligt. Så gik jeg til de østlige tekster, og også her ledte jeg længe i både buddhistiske og hinduistiske skrifter, uden at finde, hvad jeg ledte efter. Til sidst fandt jeg taoistiske tekster, og her var der en “vibe”, der klingede med, hvad jeg oplevede i livet. Lao-Tzu var dog vildt koncentreret og svær at forstå, ligeledes var Chuang-tzu temmelig højtragende. Men da jeg faldt over teksten af Lieh-tzu, følte jeg at han talte til mig fra menneske til menneske. Og da jeg læste mere af ham, tænkte jeg at han talte til både voksne og børn.

Hvad jeg siden erfarede om styrke og svaghed

Jeg blev lærer. Det tog lidt tid, før jeg hoppede fuldtids ud i det. Men det skete da jeg var 40 år, for nu vidste jeg, hvordan jeg kunne undervise i styrke og svaghed. At det skulle blive svært, var jeg også blevet advaret om. Jeg begyndte at undervise i Taoistisk Qigong.

Jeg opdagede snart, at der bliver set meget forskelligt på, hvad Qigong kan og er. Nogle mennesker fokuserer udelukkende på Qigong Forme, som regenererer den fysiske og æteriske energi. Nogle mennesker er meget optaget af at gå ind i Qigong Forme, som opbygger styrke til forsvar og kamp. Med min Taoistiske Qigong vidste jeg, at jeg var i gang med at undersøge og formidle, hvordan du bliver et bedre menneske og medmenneske. Og at der i det ligger en forståelse for, at både du selv og andre har denne evige iboende skiften mellem styrke og svaghed. Og at det er helt, som det skal være.

23 år senere blev det mig forundt at gå endnu et skridt dybere ind i, hvordan Taoistisk Etik skildrer mennesket i hele denne kompleksitet af stærk og svagt. Efter i mange år at have lagt vægten mest på bevæge-orienteret Qigong og Neigong, er jeg nu personligt inde i et omfattende arbejde med Taoistisk Vandmetode Meditation.

Styrke og svaghed i Taoistisk Vandmetode Meditation

Noget af det, som er god etik i Taoistisk Vandmetode Meditation er, at du erfarer, at din svaghed er din styrke og omvendt. Og det handler ikke kun om, at du er klar over, hvor dine svagheder og styrker er. Det handler i lige så høj grad om, at du trækker såvel svagheder som styrker ind i lyset/ varmen og gør et nænsomt stykke arbejde med at lade dem møde hinanden i en vekselvirkning, indtil de forvandler hinanden til noget særdeles brugbart. Derved opdager du, hvor bemærkelsesværdig du egentlig er som menneske, med alt hvad du indeholder.

Det er således god etik i Taoistisk Vandmetode Meditation, at ingen kan gøre arbejdet for dig, uden dig selv og din nænsomhed (Wuwei). Mange former for meditation-praksis jeg har mødt på min egen krop, foregår på den måde, at kursisten får overført et eller andet fra en lærer, som kursisten kan stive sig selv af med. Det kan være vibrationer eller overbevisninger eller højere følelser. Det sker ikke i Taoistisk Vandmetode Meditation. Der bliver udsendt objektiv energi i praksissen, ja-vist, men en lærer optrænes i at holde sig fra at overføre noget. På den måde bliver du ikke afhængig af nogen sekt, kult eller karismatisk leder. Du får lov til at opleve, at du kan selv. Du lærer, hvordan du behandler dine styrker og svagheder, uden at nogen udefra griber ind i, hvad der sker i dig. Og når ingen blander sig, sker der lige akkurat det, du selv kan håndtere.

Alt har sin styrke og svaghed

Jeg tror godt, at man kan tale om livets røde tråd. Jeg har været et menneske, der hele tiden er blevet ledt ud af den tråd, hvor det handler om at opdage, at et menneske kan selv, hvis det lærer at være i og med sine styrker og svagheder. Det er ikke fordi, jeg har en mening om, hvad andre skal, bør eller kan. Vi er meget forskellige som mennesker. Men jeg ved, hvad jeg kan være praktiker og underviser i.

Her til sidst vil jeg nævne, at Bruce Frantzis er en taoistisk lærer, der har en overordentlig stor erfaring og formidlingsevne mht. Taoistisk Vandmetode Meditation.

Vil du vide mere om Lieh-Tzu, kan du læse i Eva Wongs bog “Lieh-Tzu”.

Med bedste hilsner fra Jonnah

Taoisme er en filosofi, der kan komme din helt almindelige hverdag ved. Når du f.eks. evner at gøre en dyd ud af en nødvendighed, reagerer du taoistisk. Taoisme kan gøres til en indviklet ting, men i virkeligheden er der tale om en meget simpel tilgang til livet. Og det kan jo være svært nok, – at have en simpel tilgang til livet. I dette indlæg vil jeg give lidt af mine egne erfaringer med taoisme videre. Taoismens livsreflektioner er noget, der har givet dyb resonans i mit hjerte det meste af mit liv, og det er en filosofi, jeg aldrig bliver færdig med.

Taoismens grundprincip: ingen anstrengelse

Taoismen siger, at når vi anstrenger os med noget, der går imod en naturlig udvikling, skaber vi ufred, ubalance, forstyrrelse, stress og krig. Men taoismen siger også, at når vi anstrenge os med noget, der går med en naturlig udvikling, skaber vi ligeledes ufred, ubalance, forstyrrelse, stress og krig. I det hele taget sker alting på bedste måde, når vi holder op med at anstrenge os. Det er den grundholdning til livet, som en taoist forsøger at efterleve.

Lad os se lidt på ordet ´anstrengelse´ i forbindelse med at være menneske.

Et menneske der strenger sig an. Ja, du kan næsten se det for dig. Et stræbende menneske, der der gør lidt for meget ud af det. Et forførende menneske, der lige gør en ekstra indsats for, at noget ønskeligt sker lidt hurtigt. Et karismatisk menneske, der blander sig lidt for meget i, hvilken retning tingene skal udvikle sig i. Ved anstrengelse blander man sig i naturligt forløbende processer. Man forsøger at fremskynde noget bestemt. Og man forsøger at bremse noget andet.

Men som vi måske godt ved, så går alt naturligt faktisk meget langsomt. Og alt naturligt går også ofte i nogle andre retninger, end vi havde planlagt. Det tager mange måneder for en ost og en vin at modne. Og hvis vi lader være med at blande os i, hvordan vi kan efterligne og forny, så bliver vinen og osten helt fabelagtig god. Det tager flere år for et lille barn at mestre et sprog. Og hvis vi lader være med at blande os i, hvilke udtryk barnet bruger, så får barnet et meget rigt sprog, som både er poetisk, fornuftigt og personligt. Det tager et helt liv (flere liv) at blive et helt menneske. Og hvis vi lader være med at blande os i, hvad et menneske længes efter, så kan menneskets indre kilde udfolde sig, som den var bestemt til oprindeligt og af egen kraft.

En taoist tror ikke at være noget særligt på andres vegne.

Hvis du mener at kunne gøre en bestemt forskel i et medmenneskes liv, siger taoismen at du har stillet dig forkert i forhold til dit medmenneske. Du må ikke blande dig med agendaer i de naturlige processer, dit medmenneske gennemlever. Du må følge ham og gå ved siden af ham. Du må forsøge at bære hans håb og minde ham om naturens måder, hvis det glipper.

Hvis du mener at et medmenneske kan gøre en bestemt forskel i dit liv, siger taoismen at du har stillet dit medmenneske forkert i forhold til dig selv. Dit medmenneske må ikke blande sig med agendaer i de naturlige processer, du gennemlever. Han må følge dig og gå ved siden af dig. Han må forsøge at bære dit håb og minde dig om naturens måder, hvis det glipper.

Når et medmenneske har indre oplevelser af varme, kulde, livsenergi/Qi/Prana, farver, toner, glæder, sorger osv., siger taoismen at du må give det plads. Du må ikke tilføje eller fratage noget. Du må gå ved siden af og værdsætte de særegne oplevelser. Og du må lytte til medmenneskets indre kilde, som vil finde retning med oplevelsen.

Når du har indre oplevelser af varme, kulde, livsenergi/Qi/Prana, farver, toner, glæder, sorger osv., siger taoismen at dit medmenneske må give det plads. Dit medmenneske må ikke tilføje eller fratage noget. Dit medmenneske må gå ved siden af og værdsætte de særegne oplevelser hos dig. Og dit medmenneske må lytte til din indre kilde, som vil finde retning med oplevelsen.

Taoisme vil det simple, det enkle og det ydmyge.

Med hensyn til at opleve mere liv, mere glæde, mere mening – så søg det simple, siger taoismen. Det simple er usammensat, ikke overfladisk, spartansk eller naivt, men netop usammensat. Det er ukunstlet, upåfaldende og samtidig total uindskrænket. Det er netop sådan, jeg oplever at mine bevægelser giver mening, glæde og liv, når jeg praktiserer min Neigong Form.

Med hensyn til at føle sig elsket – så søg det enkle, siger taoismen. Det enkle er rent, ikke banalt, trivielt eller rygklappende, men netop rent. Det er let forståeligt selv helt uden ord. Det er ligetil når det lever. Dem jeg elsker kan jeg aldrig miste, selv om der kan gå lang tid imellem vi ses, eller selv om vi gør hver sit. Og dem der elsker mig vil aldrig miste mig.

Med hensyn til at opnå forståelse – så søg det ydmyge, siger taoismen. Det ydmyge er blødt, mildt og inderligt. Det er ikke holdt tilbage af noget eller tvunget ud i respekt for fixe ideer og prinsessenykker, men netop mildt tilstedeværende. Det er ikke egne ideer og interesser, der styrer livet her. Taoisme kan godt gøre ondt, for ego må hele tiden justeres, lokkes, kildes, rokkes og leges, før det endelig beslutter sig for at leve, elske og forstå.

Kærlig hilsen Jonnah

I 1978 udgav Sebastian albummet “Ikke alene Danmark”. På albummet findes nummeret “Du er ikke alene”. Jeg oplever, at dette nummer aldrig har haft større relevans end i dag 46 år senere! Og sådan er det jo med sand poesi. Den holder evigt. Jeg oplever at alene-følelsen findes så mange, mange steder i vores samfund, og der er endda tale om en meget eksistentiel alene-følelse.

En sang til den, der føler sig alene

I omkvædet til “Du er ikke alene” lyder det:

Du er ikke alene

Der er en, der følger dig

Og det er helt på det rene, han har det ligesom dig.

Hvad Sebastian kan have ment, da han skrev: ´der er en, der følger dig´, ja – det er jo op til os, der lytter at gætte på. For mig at se, kan der ligge to forskellige betydninger. Det er to betydninger, jeg møder gang på gang i mit liv. Jeg møder de to betydninger i Qigong-lokalet til fællestræningen og på fordybelsesforløbene, når mennesker får tillid nok til hinanden, og jeg møder de to betydninger i de individuelle Sjæle Guidinger, jeg har sammen med mennesker. Jeg møder også de to betydninger hos mennesker helt generelt, og i mit eget liv er de to betydninger gennemgående.

Den ene betydning kan være, at der er tale om et medmenneske, der følger dig. Den anden betydning kan være, at der er tale om, at noget større følger dig. Og her vil jeg gerne fremhæve noget: Jeg tror, at psykisk sårbarhed udvikler sig hos os, når vi mister troen på følgeskab. Så begynder vi at miste evnen til at tale pænt til os selv. Og vi kan miste evnen til at tro på, at vores egne ideer og eksistens er god og rigtig for os selv og for verden.

Du er ikke alene – der findes et medmenneske

Vi kan have uvurderlig glæde af, at andre mennesker ser og hører os. Det er skatteligt, når andre mennesker er virkelig nærværende; når de virkelig vil os. Vi kan have glæde af, at de ser vores sårbarhed og ikke kun ser vores sejhed. Vi kan have glæde af, at de forventer, at vi bruger vores lyse ideer og ikke kun forventer, at vi bærer over med svære ting. Det omvendte kan også være tilfældet. Når vi vil hinanden, ser vi ordentlig efter og er villige til at se efter endnu engang. Når vi vil hinanden, ser vi godt efter og spørger en ekstra gang.

Samtidig må vi være bevidste om, at mennesker ikke altid ser og hører. Måske ved de ikke, hvordan de skal se og høre efter, det vi kommer med. Hvis vægten ligger for meget på andre menneskers bedømmelse af os, kan vi virkelig komme totalt på Herrens Mark. Selv nære personer i vores liv kan være blinde overfor de dybeste spirituelle kvaliteter i os. Og vi kan selv bidrage til, at det vigtige i os holdes skjult. Mange ting er født i verden uden at menneskelig åbenhed, forståelse og indlevelse har mødt det.

Pas på derude, hvis du er en lidt fremmed fugl. Hvis du lader dig overbevise om, at andres vurdering af dig, gør dig til hvad du er, – ja så kan du blive ramt af psykisk sårbarhed.

Du er ikke alene – der findes noget større

Der findes mange kvaliteter i et menneske, som er født med henblik på at udvide verden og stille spørgsmål til verden. Det kan provokere og det kan tilbyde nye farver. Når disse kvaliteter bliver levende i et menneske, vil det også blive mødt i nogen grad af uforstand. Det vil måske møde indskrænketheden eller måske undertrykkelsen eller fordømmelsen. I de tilfælde bliver en spirituel støtte nødvendig, for at vi forsætter vores liv og dets mening.

Nogle af os er så heldige, at vi har en bedsteforældre eller en ven eller en anden, der ser og støtter det spirituelle i os. De kan lige trykke på vore autentiske knapper, på tidspunkter hvor vi måske begynder at tvivle på vores eksistens berettigelse.

Andre af os er ikke så heldige, at vores netværk trykker på vores åndelige knap for os, når vi tvivler stærkt. Vi kan føle os glemt, når tingene truer med at skride for os. I de tilfælde oplever jeg, at vi er nødt til at føle os grebet af noget større – favnet af det guddommelige, eller hvad vi nu kalder det. Vi må opleve, at der findes en aldrig svigtende støtte, som vi kan læne os ind i og som bærer os oppe, når vi falder.

Du er ikke alene – du er ikke glemt

Vores værdier bliver først virkelige, når vi deler dem med andre mennesker. Men det kan være, at vi prøves for døve øren og blinde øjne. Netop i disse tider fødes der meget nyt. Enhver tid er blevet begunstiget med mennesker, der udkommer med noget nyt. Men lige nu fødes der virkelig nye ting. Det sker altid i tider med megen mørke. Og i mørke er det svært at finde nogen at dele noget nyt med.

Derfor er det også muligt at have samtaler med det guddommelige om de spor, vi kan sætte. Det er muligt at samtale med det guddommelige om, hvordan og hvornår vores drømme kan blive udlevet og værdsat. Det guddommelige vil opmuntre os og elske os. Det vil vise os steder hen, hvor det er muligt for os at elske. Der er kun én ting, der er vigtig for, at vi kan elske. Og det er, at vi ikke lukker af for den stemme i os selv, der taler pænt til os og taler pænt om os. Det er lige præcis den stemme, vi må åbne os for.

Jeg tilegner også dette indlæg til min afdøde far.

Du er et fint menneske

du er set

dit håb er favnet

din drøm er grebet

du er ikke alene

der er en, der vil dig

og det er helt på det rene, han har det ligesom dig.

Jeg kunne godt have kaldt dette indlæg for “Mennesker der går foran”. Alle mennesker, der går foran med nye ting, der beriger verden, har min store respekt. Men det slog mig imidlertid straks, at det er helt anderledes for kvinder at gå foran, end det er for mænd. Derfor og i kraft af mit køn skal dette indlæg hedde “Kvinder der går foran”.

Når den indre stemme vil ud

Alle mennesker har en indre stemme. Men det kan være vigtigt at definere, hvad man forstår ved den indre stemme, inden man bruger formuleringen. Når jeg taler om den indre stemme, tænker jeg på stemmen, der taler fra din dybere natur, fra sjælen. Dette er ikke emotionernes stemme, dette er ikke stemmen, der er bange for sit skind, og dette er ikke stemmen, som følger konventionerne.

Den indre stemme, jeg taler om i dette indlæg, er stemmen, der gerne vil gøre noget bedre. Det er stemmen, der får dig til at trække vejret dybere og skælve af indre fryd. Det er også stemmen, der peger på det, der må forvandles i dig selv og dine relationer. Den taler om det, der skal til, for at du virkelig sætter frugt, slår vingerne helt ud, berider den høje elefant. Den indre stemme kan heldigvis blive så kraftig, at den får dig til at blive en af de kvinder, der går foran og gør noget. Ikke bare en af dem, der sidder og bruger mund.

Da jeg gik foran

Det var med skælvende knæ, da jeg for 23 år siden handlede på min indre stemme og gik foran med Qigong. Ikke skulle det bare være afspændende øvelser, jeg formidlede. Det var der jo så meget af i forvejen, og det ville ikke flytte på menneskers åndelig modenhed. Qigong skulle række ind i sjælen og ånden – det vidste min indre stemme. Den skulle række ind der, hvor smerte og glæde møder hinanden.

Snart fik jeg at mærke, at der blev forventet andre ting af mig, end der blev forventet af de mandlige formidlere, jeg kunne sammenligne mig med. Jeg gik til opgaven med stor ydmyghed og mange, mange timers erfaring. Men det lå i luften og bemærkningerne, at det ville være på sin plads, at jeg brugte mere tid på service, komfort og underholdning, og skruede ned for den tid jeg brugte på spirituel lærdom og undersøgelsesmetoder.

Jeg kunne genkende nogle ord, der før har lydt omkring magt:

Når mænd magter, er de inspirerende. Når kvinder magter, er de provokerende.

Kvinder der går foran

Alle kvinder har i dag mulighed for at gå foran med noget. Men der er noget, vi kvinder må lære, hvis vi vil gøre det. At vi hele tiden må være villig til at tage kampen op med konventionerne, er den første ting, jeg vil nævne. Og så vil jeg nævne en anden ting: Hvis vi ikke vil blive dem, der bliver tilbage og tager “opvasken”, så må vi melde os til at tage et seriøst og forpligtende ansvar for noget, der fryder os indeni, og se bort fra belønning og rygklapperi.

Hvis ikke du føler indre fryd og forpligtelse i det, du tager ansvar for, vil det ikke være i overensstemmelse med din indre stemme. Og misser du denne overensstemmelse, falder projektet fra hinanden.

Intet er for stort eller for småt til at gå foran med – husk det.

Pointen er, at du bliver i dig selv, når du går foran.

Kærlig hilsen Jonnah

I dag taler alle om vigtigheden af at redde truede dyre- og plantearter. Når vi taler om dette globale behov for redning, oplever jeg, at vi i samme åndedræt må tale om redning af den spirituelle kvalitet i mennesket. Mange gange ser vi ikke, hvordan vi forurener udadtil (og indadtil), fordi vi ubevidst omgås vores indre kraftkilde med overspringshandling, forudindtagethed og selvtilstrækkelighed.

Overspringshandling eller redning af den spirituelle kvalitet “sandhed”

Når vi ikke kan lide sandheden og ikke synes, at vi kan overkomme at få den afsløret, tyer vi til overspringshandling. Vi kommer med en “søforklaring”. Vi finder på et forsvar, der er tilforladeligt, undvigende og let spiseligt. Vi trækker os fra noget i livet og vælger ikke-at-se.

Når vi mærker, at en sandhed er ubehagelig, går kroppen i gang med en fysisk blokering. Samtidig går sindet i gang med et mentalt forsvar. Sindet signalerer måske: det her er virkelig ikke noget, jeg bryder mig om, så det kan ikke være noget, jeg skal forholde mig til. Og kroppen signalerer måske: det her føles ikke behageligt, så det kan ikke passe, at det er godt for mig.

Hvad kan mon være ubehagelige sandheder i vores liv? Jo, vi kender det godt. Og det har næsten altid noget at gøre med, at vi oplever magtesløshed. Det er, når vi står uden mulighed for at bruge vores gamle erfaringer. Det er, når vi oplever at miste noget, som vi har gjort til vores eget, og må erkende at vi ikke kan få det tilbage på samme måde mere. Det er når ting opløses, som vi troede var bestandige. Det er, når vi tvinges til at finde en ny identitet.

Og det er her, at jeg som søgende og mystiker oplever, at Neigong er min bedste ven. Med Neigongs bevægelser reddes jeg fra overspringshandlingerne og føres ind i at rumme sandheden. Jeg får et bredere grundlag at stå på, fordi jeg ikke flygter fra min magtesløshed, men accepterer den og lever med den som et menneske.

Den store gevinst er, at jeg kommer tættere på mig selv og min indre kraftkilde.

Jeg bliver et trygt menneske i dybere forstand.

Forudindtagethed eller redning af den spirituelle kvalitet “åbenhed”.

Sig ikke: Det kender jeg godt. Det har jeg været igennem. Nu er jeg blevet så og så gammel, så jeg har efterhånden fået mine erfaringer. Det er “no-go” ned af den vej, for jeg ved, at det ikke føre til noget, jeg kan bruge.

Ånden ønsker altid at vække os med noget nyt; noget vi aldrig har oplevet før på denne måde; noget der er helt nyt for os.

Vi må ikke blive et stift strå.

Når vi indvilliger i at lære noget nyt, accepterer vi at være bøjelige, søgende og uvidende. Fri af de gamle indsigter og oplevelser kan det nye trække vejret i os.

Rudolf Steiner har et fint udtryk for det: Enfoldighed – vi må erkende, at vi har mange forskellige erfaringer i livet, som forårsager at vi mister vor åbenhed og enkelhed. Næsten alle er forudindtagede. De eneste upåvirkede eller fordomsfrie svar på spørgsmål kommer fra børn. Alligevel er sådanne svar også tåbelige, fordi børn endnu ikke kender til noget. Vi må lære at blive vise og stadig u-forudindtagede – som børn i uskyld og dog erfarne. 

Neigong udtrykker det således: Udholdenhed – vi må hver dag tage imod vores øvelser, som var de nye. Gentagelserne skaber kreativitet og større indlevelse, hvis vi giver os hen til det. Frustration, kedsomhed eller forudsigelighed i øvelserne er tilstande vi skal igennem. Det holder op, når nye synsvinkler åbner sig. At kunne bære modgang og være åben er vigtigt, indtil ny indsigt kommer.

Der sidder lige så megen blokering/forudindtagethed i kroppen, som der sidder i sindet, og derfor er ikke nok for mennesket at meditere stillesiddende, kroppen må også tages med.

Vil vi passe på åbenheden, og ikke blive senil demente, så må vi opleve kroppen og dens liv påny, påny, påny – som nyt.

Selvtilstrækkelighed eller redning af den spirituelle kvalitet “samhørighed”.

Sig ikke: Jeg har altid klaret mig selv. Jeg ved bedst selv, hvordan jeg skal gøre i situationer. Jeg er alene om at finde løsningerne på mine problemer og udfordringer. Jeg alene har føringen over mit liv og mine handlinger.

Vi har brug for andre mennesker og deres søgen. Vi har ikke brug for andre for at stive os selv af og få klap, eller til at fortælle os hvad vi skal tro. Men vi har brug for at andre til at føre os steder hen, hvor det er i orden ikke at vide besked og ikke at kende til. Hvis vi hele tiden selv vil vide besked og kende til, kan vi ikke udvikle os. Så kan den åndelige kilde ikke finde vej til os, så vi kan læne os ind i den og lade den udvide os.

Vi behøver nogen, der viser os mulige veje til at læne os ind i kilden.

At læne os ind i kilden betyder, at vi slipper dårlige vaner.

I Neigong rejser vi kroppen op; og vi putter den ikke i “hvad vi nu synes er mest behageligt”. Energivejene må renses for forhærdelser og lære at flyde igen i overensstemmelse med jordens og universets retning. For som mennesker går vi på jorden med himlen som vejviser. Det betyder også, at i Neigong er det ikke ligegyldigt, hvordan vi står og sidder, og hvordan vi udfører vores bevægelser.

Neigong udtrykker det således: Iagttage med hjertet – vi må efterligne de viste bevægelser ud fra glæden ved at følge naturens love og ikke ud fra vores intellekt. Vi må tilstræbe noget ganske naturligt, som skal genfindes. Derfor må vi undres og lade det ledende føre os. Kun ved at få oplevelser med naturlovene kan vi vide noget om, hvad der er godt for os, og hvad der ikke er godt for os. Naturlovene ser os og hjælper os med selv det svageste og mest genstridige i os.

Her til slut bliver mit budskab: søg sandhed, søg åbenhed, søg samhørighed.

Jeg ønsker alle god rejse med deres indre øko-system.

Kærlig hilsen Jonnah

Motion kan antage mange former – lige fra en almindelig gåtur i kuperet terræn til decideret fysisk træning med målrettede øvelser. Nogen motion foregår i højt tempo og med stor kraftanstrengelse, mens anden motion er blid og har fokus på opmærksomhed. Begge former for motion kan kombineres med naturkontakt og give noget ekstra til ens mindset. Nogle opfatter Qigong som en slags motion. Men står du og skal vælge: blid motion eller autentisk Qigong, skal du vide, at Qigong har et helt andet sigte end motion. I dette blog-indlæg vil jeg med mine 30 års daglige Qigong-erfaringer beskrive nogle af de enorme forskelle, der er på blid motion og autentisk Qigong.

Et spørgsmål om perspektiv – blid motion eller autentisk Qigong

Qigong opererer ud fra et radikalt anderledes perspektiv, end det personlige perspektiv du aktiverer i motion, uanset hvor roligt og naturorienteret du udfører din motion. Qigong er ganske simpelt noget andet end almindelig bevægelse og har et andet sigte end almindelig klaring af sindet.

De bevægelser du udfører i Qigong rører dybe strenge i dig, som har med livsformål og spirituel kontakt at gøre. Bevægelserne i Qigong åbner op til din åndelige side, og du finder ganske enkelt helt andre former for svar på dit liv i Qigong – både fysisk og psykisk.

Med andre ord: Når du praktiserer Qigong får du øje på andre muligheder i livet, og der viser sig andre konsekvenser af at leve livet. Mulighederne har at gøre med, at du bruger dine indre intuitive impulser i stedet for din almindelige tænkning. Konsekvenserne har at gøre med, at du tager ansvaret for dit liv op til genovervejelse.

Intuition

Forskellige steder i kroppen sidder der områder, som har kontakt til selve livsenergien, Prana, Qi – den kraft der driver menneskets livsudfoldelse. Ved at praktisere Qigong-bevægelser, som har fokus på at aktivere OG skole denne kraft, øges din kontakt til den åndelig dimension. Og den åndelige dimension får dig til at genoplive din intuitive bevidsthed. En bevidsthed, som du ofte helt glemmer, at du er i besiddelse af.

Ordet intuition kommer af det latinske intuitio og betyder ordret ´at se ind´. Intuition er evnen til umiddelbar og direkte at opfatte en sammenhæng uden forudgående rationel tænkning. Rationel tænkning bygger på slutninger fra led til led over et tidsrum bevægende sig frem til en konklusion. Intuition kræver der imod ingen anstrengelse eller intention, men præsenterer uden videre sit indhold til dig, helt og komplet, uden at du kan forklare, hvordan denne helhed fremkom.

De indsigter der kommer via intuition kan hverken kontrolleres eller begrundes rationelt, og alligevel fremstår indsigterne med en høj sandhedsværdi.

Måske erindrer du det, når det kommer til stykket. Der kan have været svære tider i dit liv. Du kan have prøvet alt muligt for at løse det svære. Men det svære lod sig ikke løse, og pludselig en dag, gav du slip. Du var for udmattet til at holde på dine almindelig tanker, du holdt op med at ønske dig, at ting blev sådan og sådan. Der kom en impuls til dig: Åh, der er mere mellem himmel og jord. Åh, jeg må give slip nu på dét, jeg i så lang tid har holdt fast på. Åh, jeg længes bare efter rene frydefulde øjeblikke, og måske finder jeg netop dem i den dynge, som jeg ikke har regnet for andet end skarn.

Er det virkelig lige her skønheden er? Lige her hvor jeg er? JA!

Du er kommet et andet sted hen i dit sind. Du er kommet ind i intuitionen. Du ser ind i situationen med dit højere sind og dit hjerte. Og der er blevet meget stille. Det er et ydmygt sted at være.

Ansvar

Det, at finde noget i skarndyngen, gør dig frydefuld, uden at du kan forklare hvorfor. Dit gamle liv får ny betydning, alle dine oplevelser – det du blev givet, det du tabte – giver pludselig mening. Der er noget vigtigt her at lære. Og med ét erkender du noget centralt: at det jo udelukkende er din egen adfærd og din egen holdning til livet, du har ansvaret for. Dette ene, ikke andet. Og med ét oplever du, at når du tager ´dig selv´ på dig, så levner du også automatisk plads til, at andre kan tage ´dem selv´ på sig. Du får ikke alene et andet forhold til dig selv, men også til dine medmennesker.

Sådan en proces, hvor intuition og ansvar bliver synlige og håndgribelige størrelser i bevægelsen, er en Qigong proces.

Blid motion eller autentisk Qigong

I motion, også blid motion, kan du beholde dit ego uændret. Du har sikkert mange ønsker, og når de slutter overtager andre ønsker, og det vigtige for dig er at få dem opfyldt. Du synes måske også det er vigtigt at kunne sætte tingene i bås, så du ved, hvor du har dem. Du kan lide at anstrenge dig og føle, at du opnår vigtige milepæle i forhold til verden og i forhold til dig selv. Du har en hel del agendas.

I autentisk Qigong sættes dit ego til side. Nogle af de mest gennemgående udbrud jeg har hørt hos mennesker, der begynder at opdage Qigong, er: Hvorfor gør jeg egentlig de her ting på den her måde, som jeg gør i mit nuværende liv? Jeg oplever jo i virkeligheden, at min tilgang til tingene slider på mig. Jeg kan ikke rigtig mærke mig selv i det, jeg gør, uanset hvad jeg gør. Hvor er det egentlig jeg vil hen, med den holdning jeg har til tingene og med den måde, jeg gør tingene på? Hvem er jeg egentlig?

Det er ikke fordi, man holder op med at gøre de mest almindelige ting, når man bliver inkarneret Qigong praktiserende – slet ikke. Der imod gives de mest almindelige ting helt andre betydninger, end man hidtil har kunne tillægge dem. Som et gammelt zen-ordsprog siger, ligger hele forskellen i tilgangen:

Da jeg var uoplyst huggede jeg brænde.

Som oplyst hugger jeg stadig brænde.

God jul og godt nytår

Jonnah

Nu er vi vendt tilbage til samfundet og vore gøremål efter Corona. Fik vi mon hver især noget godt med os fra “nedlukningen”? Blev der tid til eftertænksomhed og blev der taget nogle andre og mere dybdeborende beslutninger? Jeg fornemmer, at det har arbejdet lige så stille inde i os alle sammen. Noget har nok alligevel forvandlet sig og er blevet mere synligt for os. Mennesket og samfundet betyder noget! – og vi kan miste det hele! Kom du godt ind i 2021?

Dybdeborende beslutninger

Nogle beslutninger gør ondt at tage. Men de er nødvendige, hvis vi skal kunne se os selv i øjnene om morgenen, når vi står op. Jeg taler om den slags beslutninger, som handler om at træde tydeligt frem og tage ansvaret for sig selv på sig…… for der er jo ingen andre, der kan tage det ansvar, når det kommer til stykket. Hvordan vil vi leve? Hvilket menneske vil vi være? Hvordan bidrager vi til at højne mennesket og samfundet?

“Slow Train comming” – ind i 2021

For 42 år siden, nærmere bestemt i 1979 udgav Bob Dylan en LP, som bar titlen “Slow Train Coming”. Fra titelnummeret lyder omkvædet:

I see the slow train coming

Up over the hill

Still got miles to go

But even so

I feel the shaking still

Omkvædet er simpelt og dybt vedrørende, – nærende langt ind i sjælen. Man oplever, hvordan toget endelig er sat i gang. Det har lang vej igen, men nu hvor det er sat i gang, er det ikke til at standse. Det kører ad et dybt spor nu. Jo – det fornemmes af både rytmen og ordenes intensitet i sangen.

Transformations-processen kører ad samme spor, som toget Bob Dylan synger om. Transformation starter som en dyb bevægelse på bunden af sindet, en umærkelig dyb bevægelse, der kun langsom tager til i styrke, men som er ustandselig, når først den er sat i gang. Der er slet ikke tale om nogen triviel forandring, og Ih, hvor er alting anderledes nu, og åh, hvor har jeg ændret mig. Nej – det er en helt anden slags følelse. En følelse af langsom men sikkert at blive et stærkt menneske, på vej hjem, hvor der gives plads til alt, hvad dukker op i en. Struktur efter struktur bliver dannet, og til sidst viser konturerne sig tydeligt af et solidt hus, som kan rumme det hele. Og det har taget form i æoner.

Kom du synligt ind i 2021?

Forvandling er et andet ord for transformation. Og i en forvandling kastes den gamle ham af, så det indvendige bliver synligt. Det er at kaste masken, at kaste den forgroede og lusede skinpels, at kaste det opbrugte ydre. Indeni er vi noget helt unikt alle sammen, og det har været der altid. Nu kommer det til syne, fordi vi ikke længere undertrykker det med vores Ego-censur.

Bliver vi forskrækkede? Ja, sikkert. Men vi bliver også hele, stærke og i stand til at bære kærligheden med os. For kærligheden diskriminerer aldrig. Kærligheden inkluderer.

Kom du godt ind i 2021?

Mennesket er – netop det hele menneske.

Når masken dikterer, kan vi ikke være hele mennesker. Det er masken der dikterer, når der er spørgsmål, vi ikke vil svare på. Når der er pinlige situationer, vi ikke vil forholde os til. Når vi tier stille i situationer, hvor andre kommer galt afsted.

Samfundet er – netop det hele samfund.

Når masken definerer samfundet, skiller vi dele af samfundet fra og siger, at det må passe sig selv. Og de mennesker, der lever under det vi skiller fra, har nok selv været uden om det, så de kan også bare få lov til at have det, som de har det. Men her begynder det modne og transformerede menneske at tage stilling. Hvad sker der egentlig, når vi lader ting udenfor os selv gå sine skæve gang? I sidste ende smuldrer det grundlag, vi selv bygger på. For mennesket er forbundet. Det er denne forbundethed, der i virkeligheden skildrer samfundet.

Mister vi det hele og nuancerede menneske, og mister vi det samfund, som tager sig af alle dets borgere – så mister vi os selv.

Giv det opmærksomhed.

Jeg ønsker alle de fine mennesker, som kommer hos mig, samt alle andre levende og bloglæsende mennesker en forsat god oktober.

Jonnah

Der flyver rigeligt med bemærkninger rundt i luften i den tid, vi lever i. Pandemi, restriktioner, aflivning, nedlukning, afvikling, nedsmeltning, opvarmning, flygtningekvoter, terrortrudsler ect, ect. Det synes som om hele menneskeheden – uden undtagelse – befinder sig i en mørk og sumpet dal. Og denne dal kan vi så vælge, om vi vil forstærke ved at have ondt af os selv og ty til gamle overspringshandlinger, eller om vi vil se dalen i øjnene og tage del i de splinternye handlinger, som er nødvendige for livet og opdriften. Hvis du spørger mig, synes jeg, at tiden vi lever i, er en god tid at leve i. Og jeg synes, at 2020 har været et godt år .

2020 – Begyndelsen på en ny tid, er en god tid at leve i

Tiden, hvor nye ting skal se dagens lys, fordi vi ikke længere kan bruge de gamle levemåder, begynder altid med en tid til afvikling.

Hele menneskelivet er én lang perlerække af overgange. Og i disse overgange lever vi først med liv der skal afvikles, og dernæst med nyt liv som skal begribes. Tænk blot på fosterets overgang fra livmoderen til baby-liv i verden. Eller på barnets overgang fra voksen-afhængighed til at blive et selvstændigt og seksuelt væsen. Eller på den voksnes overgang fra at være verdens erobrer til at blive omsorgsfuld forældre. Eller den ældres overgang fra at have prøvet det hele til at blive en vis kvinde eller mand.

Set i det perspektiv synes jeg kun man kan sige, at 2020 har været et fint, smukt og lærerigt afviklings-år.

Jeg selv har oplevet 2020´s afviklingskraft som et nødvendigt gode. Der er flere ting, jeg har taget afsked med – både i årene op til 2020 og i selve 2020. Det har føltes godt, og det har ikke rystet mig med rædsel.

En af de vigtige ting, jeg har taget en smuk afsked med er ´anstrengelsen for at blive synlig´. En anden vigtig ting, jeg har taget en fin afsked med er ´tvivlen på det indres kraft´. Jeg nævner disse to ting, fordi jeg oplever, at mange andre mennesker slos med netop sådanne udfordringer. Og disse udfordringer vil jeg give et par ord med på vejen i nedenstående.

Anstrengelsen for at blive synlig

Dit ego bilder dig sikkert ind, at jo mere du anstrenger dig, jo bedre vil du blive synlig. Dit ego siger til dig, at du må gøre noget ekseptionelt for at nå mennesker. Lad mig indskyde her, at mennesker kan være hvem som helst i dit netværk: venner, arbejdskollegaer, elever, overordnede, børn, forældre, samlever. Egoet hvisker dig i øret, at du virkelig må gøre dig umage med mennesker (inklusiv dig selv!!). Du kan blive helt opslugt af at være ekseptionel.

Jeg oplever, at netop det ekseptionelle har været ´religion for folket´i den forgangne tid, der nu er ved at være under afvikling.

Det ekseptionelle har en bagside, alt efter hvem du lader definere, hvad det vil sige at leve ekseptionelt. Lad os se lidt på ordet. Ordet er af fransk oprindelse og kommer af latin ´exceptio´ – undtagelse. Der er altså tale om undtagelsen, som ikke følger det normale eller det vante; der er tale om noget helt usædvanligt.

Vi er hver især unikke, og på vejen til at finde denne unikhed, kan vi forfalde til at tænke, at vi må skille os ud og være anderledes, forandre os. Vi vil ikke leve i den sump, som de andre lever i. Vi vil være helt specielle, drive det vidt og være æblet, der falder langt, langt væk fra stammen!

Den gren du sidder på

Det er jo en farlig kurs at ville skille dig af med dit ophav, – at fjerne dig fra det, du er kommet af. Du saver jo så-at-sige den gren af, som du selv sidder på.

Mine erfaringer siger, at du aldrig kan skille dig af med det, du kommer fra – dine slægtninge på jorden på den ene side og dine medfødte åndelige drivkrafter på den anden side. Men du kan tage din unikke vej i forhold til det, du kommer fra. Det er dér, arbejdet ligger.

At gå din unikke vej i det, du har fået med dig, sker uden anstrengelse. Når du holder op med at anstrenge dig og gøre dig umage, vil der dukke en anden stemme op – inde fra hjertet. Og den stemme kan du følge, uden at komme til at lægge under for noget, som vil gøre dig ondt.

Tvivlen på det indres kraft

Det er også dit eget ego, der sætter gang i tvivlen på din indre kraft. Egoet vil overbevise dig om, at du ikke har kraften til at se ubehageligheder i øjnene og at forvandle deres dynamik til noget konstruktivt. Egoets konklusion bliver, at du må se at komme væk fra ubehaget og gøre det, der først og fremmest føles som behageligt, for dig selv og for andre mennesker.

Velbehag har været det forkromede ord og selve målet indenfor adskillelige fitness-, welness-, mentor- og mindfulness-programmer i de forgangne år. Mantraet har været at slippe verdens ubehageligheder (den indre og den ydre verdens ubehageligheder) og at søge ind i velbehagelighed.

Men så længe du skiller de to verdener ad, – den behagelige og den ubehagelige verden, – vil der været et sår, der aldrig er helet.

Inden i os alle sammen findes der er kraft, som kan tage livtag med alle slags ubehageligheder. Det er en stor kraft, som det er på høje tid, at vi sætter vores lid til. For et sår, der ikke er blevet lægt, vil vokse og bliver til et helt krater. Som den sygeplejer, du inderst inde er, må du give dig i kast med at fjerne pudset, give antibiotika og lægge rene forbindinger på.

Hvis du siger ja til din indre kraft til at være hos patienten i helingsprocessen, vil du opleve en selvrespekt vokse indefra, som ingen mennesker kan tage fra dig – uanset hvor du havner.

En god tid at leve i

Jeg vil slutte 2020 med at fejre en ny tids komme og manifestation. En tid hvor vi tør være mennesker, der ikke er slaver af vores ego. En tid hvor vi tør være mennesker, der går i livets skole for at lære noget om ikke at anstrenge os for begærets tilfredsstillelse og den indre krafts stiltielse.

Kærlig hilsen Jonnah

Kender du det? Et flimmer af indtryk, stimuli, stemninger, farver. Og du bliver mæt – overmæt. Verden bliver et smertefuldt bombardement, en intens konsumring, en halsen for at nå at følge med. Og så glemmer du at trække vejret. Men – behøver verden at blive sådan? I det følgende vil jeg fabulere lidt over, hvordan du kommer tilbage til enkelthed – med farven hvid.

Farverne og dig

Måske har du en yndlingsfarve. Yndlingsfarver kan skifte i forskellige livsperioder. Gul kan have været din foretrukne farve i lang tid, og pludselig vil du ikke have mere gult – nu går du hele tiden efter blå. Det kan også være, du er til mange farver på en gang det meste af din tid. Og er du nogen sinde standset op og virkelig gået ind i den enkelte farves væsen?

At meditere på farve og opdage, hvordan en farve svarer på og refererer til dine indre dialoger og problemer, er en fin ting. Når vi gør det i Qigong, lægger jeg altid meget vægt på, at du finder din egen oplevelse med farven. Farver har arketypiske referancer, men du må samtidig selv finde dit indre svar på, hvordan denne referance arbejder med dig og dit liv.

Røde nuancer har en svingningsfrekvens. Blå nuancer har en anden svingningsfrekvens. Så når din krop tiltrækkes af en bestemt farve, vælger den også efter, om noget skal gå langsomt eller hurtigt. Og faktisk kan krop og hjerne være dimentralt uenige om farvevalg. Når du helbreder, lytter du til kroppen. Kroppen er den del af dig, som ved mest om helbredelse 🙂

Som altid når noget har været igang over et stykke tid, kommer der også en mæthedsgrænse. Du har fået så fine helbredelser med dig ved at meditere og bevæge dig med din farve. Men nu kommer der et tidspunkt, hvor mere farve bare stresser. Og nu hjælper det ikke længere at finde nogen ny farve.

Det kan der imod være, der opstår en trang til at fortynde, forenkle, lade blegne.

Det er blevet for meget.

Når farven hvid bliver en nødvendighed

Efter enhver helbredelse, må der gives plads til en naturlig 0-stilling. Efter enhver god Odysse, skal helten hjem og hvile. Men der er langt mere i denne pause, end 0-stilling, hvile, udtømning.

For ikke at vende tilbage til gamle stimulanser, som bestemt har gjort deres gode arbejde, men som nu ikke længere tilføjer væsentlige ting, (men bare fylder op og spilder din tid, hvis du igen lader dem sive ind), må du se dit indre rum efter i sømmene.

Et indre rum uden eftersyn vil være tilgængeligt for det allerede gennemprøvede, – på akkurat samme måde, som vaner med at spille gamle sjælere på grammofonen, som hører fortiden til. Det pisker dine sanser op, men der er intet nyt og opklarende under solen 🙂

Men efterser du dit indre rum, vil du kunne kultivere en helsebringende modgift til gamle tilsnigelser. Og denne modgift handler om at rejse ind i uskyld, det rene – det hvide.

Ind i farven hvid

Uskyldens hvide farve.

Uskyld er et glemt ord. Det er et ord, som vi synes at have forladt.

Måske tror vi ikke, at vi kan vende tilbage til uskyld. Men det kan vi !

Det handler her ikke om den slags uskyldighed, som har at gøre med ingen indsigt at have. Sand uskyld opstår netop ud fra en forståelse af og indlevelse i, at alle – inklusive én selv – kan fejle, misforstå, ramme ved siden af, forvolde smerte og forurene. Og sand uskyld opstår, når vi ser disse smertetilstande i øjnene og lærer at forvandle dem, – gøre dem godt igen.

I denne tilstand af at gøre godt igen, hvad der blev misforstået, kommer du ind i uskyld. Du begynder at opleve farven hvids vibration og frekvens – du kommer ind i farven hvid.

Kærlig hilsen og god sommersolhverv

Jonnah