Jadekilden – den feminine vej

Da mit værksted stod færdig i 2013, hvor jeg kunne praktisere og undervise i Qigong iflg. Neigong Traditionen, skulle værkstedet have et navn, – og det blev “Jadekilden”.

Der er flere aspekter af årsagen til dette navn.

  • Jade er en af de sejeste sten, naturen har frembragt. Som Prins Henrik så smukt har sagt om jade, så betegnes den af jadeslibere som Himmelstenen – symbolet på bindeleddet mellem himmel og jord. Billedet herunder er fra hans jade-samling, udstillet på Koldinghus i 2017.
  • Kilden springer op fra jordens dyb. Men den er også symbolet på noget rent og nærende som udspringer i os selv. Det beskriver Margareta Melin så rammende i sit lille digt “Den indre kilde”.

En indre kilde risler

den risler stille

den springer op fra evigheden.

En indre kilde risler

den risler stille

den kommer ikke fra mig selv.

Forunderligt er dette vand

et stadigt nærvær af Gud

jeg hører det trøstende i natten

når alt er tyst og jeg er stille.

Forunderligt er dette vand

et stadigt nærvær af Gud

det er den attråværdige skat

ren og klar, ufattelig, den er mit liv.

Min indre kilde risler

den risler stille

den er et svar på al min længsel.

Min indre kilde risler

den risler stille

den stiller endelig min tørst.

  • Endelig er et vigtigt aspekt af Jadekilden, at navnet bruges i taoistiske myter om stedet, hvor den taoistiske feminine gudinde har sit hjemsted.

Med navnet vil jeg gerne kommunikere, at der eksisterer feminine taoistiske principper vedrørende hjertet, som er transmitteret gennem generationer til den moderne verden. Og disse principper er anvendt og nærværende i mit træningsværksted. Jadekilden signalere den feminine vej.