Månedsarkiv: oktober 2026

Barnet indeni

Det har været der hele tiden. Men hvordan har du passet det? Har det været klemt i hamsterhjulet? Har det lidt nederlag i dine forhold? Har det været vraget og glemt? Eller har det været med i enhver arbejdsopgaver og ansvarsforehavende? Har det været med når du elsker? Har det været værdsat og sat i sammenhæng med din indre verden og verdenen omkring dig? Barnet indeni.

Barnet møder den voksne

Jeg har set det med min egen søn. Jeg har set det med mine børnebørn. Jeg kan sågar huske det fra da jeg selv var lille barn. At tulle rundt; sorgløst undersøge enhver krog inde som ude. Få en hel eventyrverden til at opstå omkring kommoden med vækkeuret, omkring guleroden der skal i suppen, omkring vandpytten i den lave ende af græsmarken eller omkring bogreolen med fuglebogen. Vi får lov til at tulle, for vi er små, så de voksne lader os tulle i fred. Men længe varer det ikke, før de voksne lærer os om ansvar. Ikke kun for selv at kunne spise og tage tøj på, men om ansvar for at omgås andre og ´gøre godt´.

Det er det sidste, der kræver omtanke: ´gøre godt´. Det er her den voksne både kan træde frem og træde tilbage. For der er flere sider af at ´gøre godt´.

Den voksnes og barnets ´gøre godt´

Hvad har vi lært og taget med os ind i voksenlivet? Hvad styrer det, den voksne lærer barnet? De fleste af os vil nok sige, at vi gerne vil stimulere et barn til at bruge sund fornuft. Børn må kunne tage hensyn til andre og kunne lære af andre. De må kunne adaptere og assimilere med omgivelserne og kunne vurdere hvad der skaber udveksling og resultater. De må lære at fornemme, hvornår de gør noget mod andre, som de ikke selv ønsker, at der bliver gjort imod dem. Det er sund fornuft.

Men barnet har noget særligt at lære den voksne, som ikke handler om den slags sund fornuft. Det handler om en anden slags sund fornuft. Der er simpelthen visse ting, som barnet bare MÅ gøre, også selv om der ikke er nogen andre, der vil være med. Og lige dér er det vigtigt, at den voksne bevarer sit eget indre barn og træder tilbage.

Når den klare morgenstjerne i øst lyser og solen er ved at stå op, må man måske sidde længe i vindueskarmen og få et tæppe over, i stedet for at bruge sin tilstedeværelse og opmærksomhed på at skulle have sit tøj på og spise morgenmad. Det kræver en voksen, som ikke altid skal møde til en fast tid, men overvej lige gevinsten. Når det pusler derude i haven, er det måske vigtigt at ingen siger noget, og at der lyttes intenst til lyden, så lydens navn tillades at dukke op af sig selv. Det er ikke her, det er tilstedeligt at få rationelle forklaringer stukket i næsen, så man glemmer evnen til at undersøge, vurdere og relatere selv.

Hvad vi har og hvad vi får

Hvad vi har i os allerede, når vi kommer til verden og hvad vi får i verden, kan udmærket være forskelligt. Livet bliver tilfredsstillende, når de to smelter sammen. At omgås andre er også at give sine egne inspirationer og magi fra sig. Hvis vi lader være med at mene, at det betyder ALT, hvordan vi tilpasser os i forholdet til andre mennesker, får vi måske øje på nogle andre forhold som betyder lige så meget.

Måske bliver vores inspiration og magi mødt i omverdenen. Måske gør den ikke. Hvis den bliver mødt i omverdenen mens vi er barn, bliver det ikke altafgørende som voksen, hvordan udfaldet bliver. Det er måske netop meget vigtigt at lære i et menneskeliv, at egne-magien skal fæste rod, for at man kan blive en sund voksen.

Barnet indeni

Hvornår har du sidst talt med de store kræfter; dem der er større end dig? Denne morgen i oktober gik jeg i min vilde have kl. 5:30 og så op mod stjernerne, hér hvor der ingen gadelygter er. Og pludselig stod det mig helt klart i mit indre, at jeg som menneske ikke kun ånder igennem luften, men at jeg også ånder igennem stjernerne. Det kan jo lyde underligt, men ikke desto mindre gør det mig sund og tilfreds.

Mange bevægelser i Qigong er opkaldt efter sådanne møder med det større. Og når Qigong bliver Neigong og følger Neigongs 16 principper, så er det ikke længere nogen forestilling eller projektion. Så kommer det ind i kroppen på dig; det kommer ind og bliver sanset og levet i dit blod og i dine celler.

Alt det bedste ønsker jeg dig

fra Jonnah