Kan du li` mørket i november?  Tågen ? De nøgne, gråsorte trækroner? Fugtigheden og mosset der lever sit eget liv ved nordvendte gavle? Hvilken stemning sætter det sene efterår dig i? Jeg ved at nogle mennesker kalder disse novemberdage for `karkludedage` efter farven, som karkluden får efter at have være brugt længe. Men sig mig: tænder du aldrig et lille lys i mørket?

Hvis jeg selv skal fortælle, hvad mørket i november giver mig, er det først og fremmest fred til eftertanke. Når dagen hælder, trækker jeg mig tilbage i en krog, hvor jeg kan se det grånende lys forsvinde i vest mellem de nøgne, skinbarlige grene på træerne ved naboskellet. Og imens vokser der indre stemninger frem, som nu her i lysets svinden mødes af en stor tålmodighed. Der er ingenting i det ydre der kalder, så jeg kan ligeså godt slappe af, synke ind og bare være.

Måske en halvt time, måske en hel….. med notesblokken ved siden af. For der kunne jo komme en undren, som jeg var nødt til at nedfælde.

Det er ikke svarenes tid. Det er underets og undringens tid.  Og når jeg har undret mig over et af livets undere en tid, tænder jeg et lille lys.

Et lille lys i mørket kan være flere ting

Nogle gange er det bogstavelig talt et fyrfadslys eller et stagelys jeg tænder.

Men mange gang kan lyset også blive tændt i form af, at jeg skriver noget på min notesblok i halvmørket (prøv det, du vil blive overrasket over, at du godt kan læse det bagefter). Det, der kommer ned på blokken, er noget som jeg efter længere tids uformåen endelig kan formulere: en længsel eller et empatisk og forsigtigt spørgsmål til en pårørende, som jeg kan mærke særligt for tiden, eller en lille sætning, der får mig i kontakt med den mest ærlige følelse inde i mig selv.

Eller jeg tænder lys ved at stå op fra mit hjørne i krogen og lave en Qigong øvelse for balance mellem lys og mørke – f.eks. “At indsamle solen lys dybt i kroppen”. Øvelsen hører til under Basistræning, som vi øver hen over sæsonen i vores forening. Jeg forstår alting bedre, når kroppen udtrykker det essentielle og den følelsesmæssige pointe igennem bevægelse.

Jeg har lagt mærke til, at vi ikke kan undvære nogen af delene – hverken lyset eller mørket. Når der er megen lys, giver vores erfaringer med mørke lyset den fineste klangbund. Og når der er megen mørke, er der altid en ømhed, et håb og en stjerne der tændes.

Og hvordan skulle vi dog kunne se stjernerne, hvis ikke det var mørkt?

Det smukkeste symbol på, at vi ikke kan undvære hverken lys eller mørke, er selve yin-yang-symbolet:

Prøv først at se længe på det lyse felt med den mørke prik. Hvad betyder det lyse felt for dig? hvad er den mørke prik for noget i dit liv?

Se derefter længe på det mørke felt med den lyse prik. Hvad repræsenterer det mørke felt for dig? og hvor kommer den lyse prik fra?

Et kinesisk ordsprog siger: Tænd hellere et lys end at klage over mørket. Ordsproget ansporer jo til at tage skeen i egen hånd.

Rainer Maria Rilke`s lille lys i mørket

Jeg vil slutte indlægget her med at citere Rilke, som siger noget om at være i mørket og vente på lyset:

vær tålmodig med alt det

der ligger uløst i dit hjerte

og forsøg at elske selve spørgsmålene

søg ikke efter svar, som ikke kan gives

for du ville ikke være i stand til at leve med dem

og pointen er netop at leve alting ud

lev spørgsmålene ud nu

og måske vil du en dag uden at vide det

leve dig ind i svarene.

Kærlig hilsen Jonnah