I 1970-erne var det populært at sige: en kvinde uden mand er som en fisk uden cykel. Det var et af kvindefrigørelsens mest anvendte slogans. Dette indlæg handler ikke specifikt om kvinders og mænds forhold. Men at være en fisk uden cykel, en fri sjæl i verden udgør stadig et presserende og uopfyldt behov – generelt mennesker imellem. Vi er forsat gode til at fejlbedømme hinanden og sætte hinanden i snævre og ufrie rammer.

Livshæmmende forventninger  – en fisk på cykel

Fra vi er ganske små, oplever vi at blive sat i bås. Hvis vi er stille, kigger folk bekymret på os og taler om, at vi er for indadvendte. Hvis vi er rebelske og søger grænser, bliver vi genstand for en masse opmærksomhed, som handler om at få os “rettet ind”.

Hvis vi ikke har let forståelige yndlingsting og interesser, bliver vi skudt i skoene, at vi er kræsne og sære. Hvis vi ikke leverer letforståelige ydelser til omgivelserne, bliver vi beskyldt for at være uengagerede og dovne. 

I følge dette går meget af vores tid med at forsøge at passe ind efter “de andre”. Og meget af vores tid går også med at søge efter en smule ro og fred til at undersøge, hvad det nu egentlig er, vi selv kan lide og yde til verden. 

Ærlighed –  hvad en fisk ikke kan lide

Måske er den første forudsætning for at blive det, vi inderst inde er, at vi ser på og ærligt accepterer, det vi ikke er/det vi ikke kan lide.

Kan du lide at cykle? Eller bryder du dig i grunden ikke om at bruge dine kræfter på den måde, men gør det alligevel, fordi du så kan være sammen med andre?

Kan du lide rock? Eller deltager du til koncerterne, fordi det er hvad de andre går til, når de vil høre musik?

Kan du lide at gå til eksamen? Eller tager du forsat disse uddannelser, fordi det er dem, der pr. definition giver anseelse?

Kan du lide arbejdsweekender med kammeraterne? Eller ville du egentlig hellere udrette noget på egen hånd og præsentere dette for andre?

Hvad tror du, at du er nødt til, for at være en del af andre mennesker?

Og er det sandt, det du tror?

Opgivelse – at blive en fisk uden cykel

Vi forsøger at leve op til mange fantasier og forventninger, som i virkeligheden bare gør os fremmede for vores natur, – som får os til at arbejde for at blive ´berømte´ frem for elskede, – ´perfekte´ frem for medfølende.

Men når vi accepterer og lader det fare, som ikke ligger i vores natur, bliver vores indre ressourcer frigivet, så vi kan blive det, vi inderst inde altid har været. Denne accept befrier os fra det, der ikke giver os den vækst, vi inderst inde venter på.

Hvis vi vil vokse ind i det, vi inderst inde er, må vi opgive det, der går imod vores natur. Det er denne opgivelse/overgivelse, – uden at vide hvad der skal ske -, der gør det muligt, at vores sande liv kan folde sig ud.

Tao Qigong-Øvelse i at give op – en fisk uden cykel

Sæt dig i meditativ stilling med rank ryg.

Læg hænderne på lårene med åbne håndflader opad.

Sig: jeg stiller mig til rådighed for min sande natur.

Du skal ikke prøve på at forstå din sande natur eller at sætte ord på noget omkring den. Du lukker ganske enkelt bare øjnene og forestiller dig, at du leder din sande natur ud i dine håndflader. Du kan lede den derud med dit åndedræt, eller du kan gå ind i en fornemmelse af, at den bliver ledt derud.

Efter lidt tid vil du fornemme, at der sker noget i dine håndfalder, som føles helt naturligt og åbnende. Lad nu denne fornemmelse komme til udtryk i bevægelse – bevæg hænderne, sådan som du fornemmer, at din sande natur elsker at være i bevægelse.

Vær i det en tid. Vær din sande natur. Lær den at kende.

God fornøjelse og forsat god sommer – Jonnah