Der kan snige sig et frygtelig EGO ind i vores trossystem, når vi når op i alderen. Et sådant EGO vil plapre om, at vi bliver gamle på en negativ måde, og at vi i hvert fald må mærke det tydeligt, – om ikke før så siden. Men tænker du nogensinde på, at uanset alder kan du leve livet vist.
Hvis ikke du vil ende med at sidde stille i en stol hele dagen med et sugerør i den ene ende og en ble i den anden ende, var det måske en god ide helt at holde op med at snakke om at blive gammel. Og i stedet tale om at nærme sig og gå ind i visdomsalderen.
Jeg har været så heldig at kende mennesker, som er fyldt både 80 og 90, uden at blive gamle. Det har været vildt inspirerende bekendtskaber. Hvis du tror på visdomsalderen, vil du kunne være levende, indtil du skal herfra.
Alder og et vist liv.
Lad os se lidt på ordet visdom. Visdom er et begreb, som betegner stor indsigt, dømme- og handle-kraft i forhold til centrale forhold i livet. Man taler ofte om, at der ligger et langt livs erfaring og tyngde bag visdom.
Det er meningen, at du skal bruge din visdom, når du når op i alderen. Det er meningen, at du skal rejse dig op og give dine erfaringer videre til andre. Det er ikke meningen, at du skal sidde inde bag vinduet og se på, at de andre træer gror.
At nå visdomsalderen vil sige, at du lader de bedste og mest livgivende ting, som livet har lært dig, blive helt synlige, og at du tager ansvaret for at bringe disse ting videre til andre på en indbydende og varm måde.
At nå visdomsalderen vil også sige, at hvis der er noget, du endnu ikke har forstået om livets fylde og livets store, store styrke i din krop og sjæl, så er det saftsuseme NU, du skal få erfaring med det.
Hvorfor?
Fordi NU får du ikke længere livets og kroppens fylde og styrke forærende gratis. Livet kræver dig som medspiller mere end nogen sinde . Du må selv ud og gribe aktivt omkring det, for at holde din krop og dit sind levende.
Det er NU eller aldrig. På en klog og rolig måde.
Alder og EGO.
Det overbærende EGO: “Jamen, jeg må jo også se på min dåbsattest. Det kan jo være derfor, jeg føler mig så træt! Det er da kun ganske naturligt i min alder. Jeg vil sætte mig lidt hen og hvile mig. Trække mig lidt tilbage og lade de andre ordne……..”
Livet-er-surt-EGOET: “Der er ingen, der lytter til mig mere. Jeg har advaret dem, livet er virkelig noget der kan gøre ondt, og det skal nok ramme dem – bare vent. Men de vil ikke høre på mine erfaringer. De synes bare, jeg er en gammel dum tante.”
Det hoptimistiske EGO: “Jeg dyrker det barnlige og det underholdende. For mig er det dejligt at kunne beskæftige mig med sorgløse ting og omgive mig med festlige farver i tilværelsen. Børn er sjove, de har ikke ansvar. Det er dejligt.”
Egoet klynger sig ofte til bestemte overbevisninger, som slet ikke kommer fra din egen kerne. Egoet er ofte opgivende, sur eller overgearet glad. Egoet er bange for alderens udfordringer og kroppens krav om vedligehold. Det finder det på alle mulige overspringshandlinger, i stedet for at give sig til at se på, hvordan visdom begribes.
Visdomsalderen er i virkeligheden en individuel sjælelig sag. Det er først, når du har fattet den sag, at samhørigheden med andre mennesker for alvor begynder.
Uanset alder kan du leve livet vist.
Uanset hvor du er i livet, er du den sjæl, som du er født som.
Uanset hvor du er i livet, kan du tage fat i dit gamle mod og dit fantastiske, stærke “ja” til alt hvad livet byder på. Du behøver ikke at have særlige stærke gener. Det er langt vigtigere, at du tror på, at du kan gøre noget aktivt og sundt for din position, uanset hvor du er.
Den persiske poet Rumi skrev om “munken som søgte et menneske”.
En munk løb rundt i bazaren med et tændt stearinlys.
En mand i bazaren råbte til ham: “Du, munk! hvorfor løber du rundt her og søger fra bod til bod? og hvorfor søger du med et lys ved højlys dag? Hvad er meningen?”
“Jeg søger overalt efter et menneske” svarede munken. “Et menneske som lever ved denne livsflamme”. Han pegede på lyset.
Manden i bazaren studsede: “Et menneske, bazaren er da fuld af mennesker”.
“Nå-ja” svarede munken, “Men det menneske jeg søger, er et menneske som beviser sit menneskeværd på to veje. På vredens vej og på begærets vej. Hvor er det menneske, som virkelig står op som et sandt menneske, når vreden gnaver og når begæret truer med at vippe ham af pinden. I min søgen efter sådan et menneske, løber jeg fra gade til gade. Kan du vise mig et sandt menneske i de to situationer, så jeg kan vie mit liv til ham?
Hvem er vi hver især på disse to veje? Mon ikke visdomsårene fint kunne bruges på at finde det menneske i os selv, som kan begå sig vist på vredens og begærets vej?
Det er ikke nogen tilfældighed, at flere Qigong-øvelser bærer titler, som har at gøre med at ´overbringe lyset´.
Du kan se lidt om lysmetoden her.
Kærlig hilsen Jonnah