Kategoriarkiv: Ikke-kategoriseret

WuWei og liv uden anstrengelse

Når du undervises i Qigong, kommer der en tid, hvor du undrer dig over to ting. Den ene ting du undrer dig  over er, hvordan du kommer til at  dvæle helt afslappet i  de langsomme smukke bevægelser. Den anden ting du undrer dig over er, hvordan du bliver helt opmærksom på, hvad der sker i dit indre, imens du  bevæger dig. Begge disse to ting har med det taoistiske begreb WuWei at gøre, som ofte lidt skødesløst oversættes med ´uden anstrengelse´. Lad os se på, hvad WuWei og liv uden anstrengelse virkelig er.

WuWei -liv i græs uden anstrengelse

Enhver kan sige: “Når jeg bevæger mig i Qigong, gør jeg det uden anstrengelse”. Uden nogensinde at være kommet til kernen af WuWei.

Og enhver kan sige: “I Qigong bevæger jeg mig afslappe og med opmærksomheden indadrettet”. Uden nogensinde at være kommet til kernen af WuWei.

WuWei og liv uden anstrengelse dybest set

WuWei begrebet åbner op for en omfangsrig indsigt, som ikke er tjent med at blive misforstået. Og samtidig er der her tale om et meget enkelt og præcist begreb. 

WuWei er Taoismens højeste dyd. 

WuWei indeholder en række særegne karakteristika, som siger noget om, hvilken form for afslappethed og opmærksomhed, der egentlig er tale om. Du kommer med andre ord i kontakt med, hvad det egentlig vil sige ikke at anstrenge sig.

Laotze (taoismens fader) siger:

Den højeste dyd er at handle uden følelse af selvsikkerhed.

Den største venlighed er at give uden betingelse.

Den reneste måde at dømme på er uden forkærlighed.

Når Tao mangler, må man lære om hvad dyd er.

Når dyd mangler, må man lære om hvad venlighed er. 

Når venlighed mangler, må man lære om hvad retfærdighed er.

Når retfærdighed mangler, må man lære om hvad opførsel er.

Dette vers beskriver noget om at gå på vejen til WuWei. Det beskriver hvordan vi kan komme væk fra WuWei, og om hvordan vi kan komme i nærheden af WuWei igen.

I vesten ved vi meget om, hvordan vi opnår en god opførsel, og vi ved også noget om retfærdighed og venlighed. Men som Niels Hausgaard engang har sagt med humor i stemmen: Der er nu alligevel ikke rigtig noget ved et ægteskab, som kun er baseret på retfærdighed og venlighed.

Når vi indgår  i forhold, som virkelig betyder noget for os, er vi nødt til at lære noget om dyd, –  lære noget om at handle uden følelse af selvsikkerhed.

At droppe selvsikkerhed og leve et liv uden anstrengelse

I Qigong indgår vi i et dybere forhold til os selv. Vi opdager både skrøbelige og kraftfulde sider hos os selv, som vi ikke vidste, vi havde. Hvis vi ikke optræder usikkert overfor disse nyopdagede sider, vil de flygte ind i det ubevidste igen.

Tænkt på det som på at møde en ny ven. Hvis du ikke langsomt og usikkert lytter til den nye ven, vil han tænke, at han ikke er særlig velkommen, og at du bare vil definere ham, uden at han får lov til at give sit sande værd til kende.

I ægte venskaber er det bedst ikke at være for sikker på hinanden. Det giver åbenhed for, at alle sider kan træde frem.

Til trods for at vi inderst inde godt ved noget om værdien af usikkerhed, lader vi os ustandselig afkræve selvsikkerhed i vores samfund. Og hvis vi udviser usikkerhed og viser vilje til at udforske flere dimensioner af os selv end de alment definerede, bliver vi opfattet som uvederhæftige.

I selvsikkerhedens navn køre vi frem med vores egne godt definerede sider, vores velkendte eget-værd, vores skolede evner og vores ydre position. I denne kontekst optræder vi roligt, bestemt og overlegent. 

Men en lille ledsage-engel svirrer omkring os, berører vores hjerte og siger:

Hvad gør du med de ting, du aldrig kan være sikker på?

Hvad sker der med dig, når der afkræves noget, hvor du ikke kan bruge dit sædvanlige billede af dig selv?

Den lille ledsage-engel vil have os til at se det meget større menneske, der er inde bag vores meget begrænsede billede af os selv. Det meget større menneske, som trækker vejret  uden livshæmmede betingelser – selv når det trues.

Når vi dropper selvsikkerheden, kommer vi over i en helt ny dimension af tillid til selve livet, hvad end det måtte byde på. Vi flyder mere og mere u-anstrengt med livets flod. Vi smiler til flere og flere af vore hurdler. Og vi sætter lys på mere og mere af vores værste mørke, så det ikke længere skræmmer livet af os.

Kærlig hilsen Jonnah 

Din dybere ro

Der er megen larm i verden i dag. Det eneste mange mennesker drømmer om lige nu er ro. Kan den drøm blive til virkelighed for dig? Kan du finde din dybere ro? Ja, du kan. Men du må acceptere, at vejen dertil på en og samme tid er subtil og simpel.

Ordet subtil er et overset ord. At noget er subtilt, betyder at det er forfinet, udsøgt, underfundigt, vanskeligt at definere eller analysere. Sagt på en anden måde: Vi mennesker må bruge andre dele af os selv end vores sædvanlige mentale evner for at kunne være i det subtile.

Måske er ordet simpel i virkeligheden et lige så overset ord. At noget er simpelt, betyder at det er enkelt, ukompliceret og let at bruge/udføre. Det er med andre ord ikke avanceret og indviklet. Igen: vi mennesker må bruge andre dele af os selv end vores sædvanlige mentale evner for at kunne være i det simple.

Min erfaring er, at vil du finde ro i dig selv, så er du nødt til at få en forståelse for, hvordan du arbejder med  det subtile og simple.

Eksempler på at arbejde med det subtile og simple.

Eksempel 1: Find et helt klart drikkeglas frem. Hæld vand i glasset og stil det i sollyset. Sæt dig helt tæt på og se på vandoverfladen og på eventuelle vandperler i glasset, se på lysets farve i glasset og i  vandet. Bliv siddende længe og modtag.

Eksempel 2: Find en lysning i naturen mellem nogle træer. Sæt dig lidt på afstand af lysningen. Og hvad enten det nu regner, er tåget eller solen skinner, så se på lysets spil i lysningen. Se på lysningen som om den på en måde er tømt og som om, at hvad som helst kan dukke op i lysningen. Bliv siddende længe og modtag.

Eksempel 3: Lær om Qigong-øvelsen Den Gyldne Kugle Drifter. Imens du undervises i at mærke kroppens forhold til  kuglen, lær om hvordan rytmen og farten må være i forhold til, at der opstår noget følelsesmæssigt rørende i forbindelse med kuglen. Lad dig undervise længe og modtag.

At holde et spejl op

Månen er  et spejl, den bringer sol til den, der er drejet væk fra lyset.

Hjertet er et spejl, det bringer kærlighed til den, er kæmper sig vej gennem mørket.

Det er vigtigt at huske, at månen eller et menneskes hjerte ikke er selve kilden, men en formidler af kilden – et spejl. På samme måde er glas med vand, lysninger mellem træer eller gode lærere ikke kilden, men formidlere af kilden – spejle.

Formidlere (naturfænomener eller menneske-hjerter) er åben for det subtile og forfinede, det simple og ukomplicerede. Det er denne åbenhed, som gør det muligt at se sandheder om os selv som mennesker, når der er allermest mørkt.

Din dybere ro

Når du kommer ind i ro, holdes sandheden op foran dit forvirrede ego, og du slapper samtidig så meget af, at du kan finde det, der virkelig betyder noget. I denne tilstand af dybere ro møder du sandheden om din smerte og rummelighed, din frygt og dit håb, din forvirring og din vished.

Som en af mine elever på Hjerte-seminar sagde: jeg har ikke brug for flere ydre krav og komplicerede ting. Jeg får bare dårlig samvittighed over ikke at slå til og ikke gøre mig nok umage. Jeg har bare brug for at finde ud af at være mig, med alt det jeg er.

Når du kommer ind i din dybere ro, er der ikke længere noget i dig selv, som du behøver at flygte fra.

Kærlig hilsen Jonnah 

At gå ind gennem døre

Nogle af de døre, du lukker op for at gå ind ad i løbet af din dag, fører til steder og rum, som du kender så udmærket.  Andre døre, du lukker op, fører til steder og rum, som du slet ikke kender eller ikke kender særlig godt. Igennem en ganske almindelig hverdag erfarer du meget omkring at gå ind gennem døre, hvis du er vågen.

Imens du læser dette her, vil jeg stille dig et spørgsmål: hvilken dør gik du sidst ind ad, før du satte dig for at læse dette her?

Var det døren til dit kontor? Var det yderdøren til dit hus eller din arbejdsplads? Var det døren i den togkupe, som kører dig til et nyt bestemmelsessted? Eller?

Fysiske døre og sjælelige døre

I går aftes da jeg skulle på arbejde, låste jeg døren op til mit tildelte arbejdsrum og åbnede døren. Det første der slog mig i møde var lugten af ting og mennesker, der deler arbejdsrum med mig. Lugten var som den oftest er: en blanding af de redskaber, der står i rummet, rengøringsmidler og lugten af mennesker, der har arbejdet her før mig, – har haft undervisning og udfoldelse.

Luften var “tyk”. Der trængte til at blive lukket en dør mere op. Døren ud til naturen udenfor. Da jeg havde haft åben til naturen en lille tid, følte jeg en stor trang til at træde derud i naturen og bare se op på himlen.

Og deroppe på himlen lukkede der sig endnu en dør op, – en sjælelig dør. Lyset fra den sene eftermiddag/tidlige aften begyndte at tale til mig i et sanseligt sprog.

“Din dag hælder, hvor er du nu?” syntes en indre stemme at sige.

At stå her en ganske almindelig arbejdsdag, – at se og at gå ind ad himlens dør, førte mig i et dyrebart øjeblik til et rum med forløsning, – et rum som før havde været skjult for mig. 

Jeg takkede mig selv for at være kommet i så god tid, at jeg fik lukket sjælens dør op også. Jeg fik gjort min lille gyldne opdagelse, før arbejdet skulle påbegyndes. Og jeg vover at konkludere, at opdagelsen hjalp mig i mit arbejde.

De sjælelige døres mystik

Når vi går ind ad døre til rum, vi ikke kender, meddeler der sig en dyb indre krilren. Du bliver måske en smule urolig og usikker – det hører med. Du kan jo ikke vide, hvad der venter dig, når du træder ind.

Men det er vigtigt at sætte tid af og kunne få øje på de sjælelige døre i vores hverdag.

Når du bevæger dig hen for at åbne en fysisk dør, bruger du dine almindelige sanser. Du følger gangen, vejen eller fortovet hen til døren, du ser døren og tager i håndtaget og bruger dine muskler og lukker op.

Når du bevæger dig hen for at åbne en sjælelig dør, er du nødt til at bruge dine sanser på en ny måde. Det er på en måde som at lukke for dine almindelige sanser  og åbne op for og opleve igennem et mere blødt og samtidig skarpt sanseapparat.

Noget mystisk er på færde, og det er du nødt til at acceptere.

Vilhelm Hammershøi – David Samling

At gå ind gennem døre

At gå ind gennem en sjælelig dør, kan jeg måske beskrive for dig som læser, ved at lade dig dvæle lidt ved ovenstående maleri af Vilhelm Hammershøi. Hammershøi var en mester, der kunne noget med sine billeder, som rører vores sjæl.

Se på billedet af døren. Er der noget ved døren som tiltrækker dig? Hvad signalerer dens placering ved vinduet?  Hvad fylder denne dørs sanselighed dig med? På hvilken måde falder den sammen med noget i dig?

Træningen af dine højere sansers nøjagtighed er helt essentiel, for at du kan opleve at åbne indre, kraftgivende døre i dit liv. Og denne træning er en fast ingrediens i Tao Qigong Heling.

Lige nu kan du selv opleve denne træning. Klik på linket herunder:

Mandag aften kl. 17 på Rosendalsskolen i Hobro samt tirsdag aften kl. 17 på Hadsund skole i Hadsund.

Kærlig hilsen Jonnah

 

Jeres børn er ikke jeres børn.

Den syriske poet og filosof  Kahlil Gibran skrev før sin død i 1931 mange dejlige digte. Et af dem er et digt om forholdet imellem forældre og børn. Fra første gang, jeg læste digtet, fulgte det mig senere hen. Og digtet er poppet op hos mig i utallige situationer, hvor vi mennesker  forholder os til begrebet ´forældre´ og ´børn´- ikke mindst vores egne roller i den henseende. Digtet hedder i al sin enkelthed: Jeres børn er ikke jeres børn.

Jeres børn er ikke jeres børn.

De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv.

De kommer ved jer, men ikke af jer; Og selvom de er hos jer, tilhører de jer ikke.

Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker; For de har deres egne tanker.

Deres legemer kan I yde husly, men ikke deres sjæle. For deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.

I kan stræbe efter at blive som dem; men søg ikke at danne dem i jeres eget billede. For livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.

I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile.

På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, så hans pile må bevæge sig hastigt og langt.

Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd; For ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage.

(af Kahlil Gibran)

Når vores børn bliver vores børn.

Mange gange forsøger vi  – ikke blot at hjælpe vores børn praktisk i gang med livet, men også at hjælpe dem med, hvad de skal have af holdninger, og hvordan de skal reagere på ting. Vi vil ofte gerne kunne spejle tidligere generationer i de børn vi får,  for det føles måske dejligt forudsigeligt og bekræftende. “Nej, hvor du ligner moster Anne nu”, “Ih hvor du ligner din far i det her stykke”. ect. ect. Sådan siger vi – før vi når at få os tænkt om. For sådan har vore fædre og mødre mødt os før i tiden.

Hvis en pode eller en teenager i den anledning udbryder: Jamen, jeg vil ikke ligne moster Anne, eller: Nej, jeg vil ikke ligne far (indforstået: for sådan føler jeg mig ikke i virkeligheden). Så ler vi ofte overbærende og synes at udbruddet er komisk eller i værste fald trodsigt og uden indsigt.

Vi  kan lide at bekræfte hinanden i, at æblet ikke falder langt fra stammen. Det nærer vores egoistiske tilbøjelighed at overføre de samme livstrategier til de næste i slægten, som vi selv har benyttet os af.

Ofte prøver de næste slægtsled at efterleve disse talte og utalte forventninger. Og ofte er det også sådan, at de næste slægtsled oplever, at det kan være rigtig svært at tænke eller handle ligesom moster Anne eller være  ligesom far. Når det virkelig brænder på i livet og ens egne kvaliteter skal til at udfolde sig og hjælpe én med at leve/overleve/gennemleve noget udfordrende, synes der at gælde helt andre grundregler.

Hvordan hjælper vi vores børn?

Der er for mig to aspekter at iagttage, når vi ser på ´børn´ og ´forældre´- de næste i slægten, eller os selv som det næste slægtsled.

Der er det aspekt som handler om, at vi er genetisk betingede. Vi har arvet visse svagheder og styrker, som udvikler sig på bestemte måder slægtsled for slægtsled. Og her kan vi ligne moster Anne eller far.

Og så er der for mig at se det aspekt som handler om det spirituelle. Og her er der i virkeligheden ingen, der med ret kan sige, at en god handling på arvet styrke eller svaghed falder sammen med den handling, som vor forfædre lagde for dagen.

Hvert slægtsled har muligheden for at hente sin egen guddommelige handling på fysiske anlæg og svagheder ned. I et slægtsled var livstrategien måske at bygge noget fysisk op i  form af bygninger eller redskaber/hjælpemidler. I et nyt slægtsled bliver livsstrategien måske at koncentrere sig om at undervise, tage sig af bestemte mennesker, være med til at lede en kommune, passe naturen, eller noget helt femte.

Nye slægtsled kan have vidt forskellige konstruktive reaktioner på samme arvet svaghed eller styrke.

Hvis vi som efterkommere oplever, at vi tøver med at føre  visse såkaldte “arvede kald” ud i livet, skulle vi måske overveje, at vor egen guddommelige bestemmelse ligger et helt andet sted.

Og hvis vi som forgængere  ærgrer os over, at  vores efterkommer ikke rigtig lykkes med eller har lyst til eller tør, det samme som vi selv turde, ville det være rigtig  fint, om vi forstod, at efterkommerens bestemmelse faktisk er en anden. Og at det måske er noget helt nyt, som efterkommeren tør.

Jeres børn er ikke jeres børn

Giver du Kahlil Gibrans tekst en chance?

Giver du dine børn kærlighed men ikke tanker, giver du dem husly men ikke sjælsveje?

Giver du dem kræfterne til at gå, og slipper dem så?

Og den modsatte vej:

Åbner du dig for dine forældres kærlighed, men ikke for deres tanker, – beder du dem om husly og styrke, men om ikke at gribe ind i din sjæls veje?

Kærlig hilsen Jonnah

Fornemmelse for indre styring

Når der er uorden eller kaos i livet, opstår behovet for styring og stabilitet. Som du måske har erfaret, er det umuligt at styre andre mennesker, det ydre, verden. Du har sikkert, akkurat lige som jeg, prøvet på at styre det ydre. Men til sidst indser du måske, ligesom jeg, at det eneste du kan, er at få fat i fornemmelse for indre styring.

I denne proces opdager du, at der i virkeligheden er himmelvid forskel på ydre styring, kontrol og indre styring, kontrol.

Smerten ved at stræbe

Når vi låser os selv fast i bestemte  forestillinger om, hvad stabilitet er, eller hvordan vi kommer ud af kaos, får vi tunnelsyn. Og hvad værre er: vi misser følelsen af at vide, hvor vi befinder os lige nu og her.

Du ønsker dig måske et andet arbejde. Du synes måske du trænger til en ny partner, der forstår dig bedre. Du synes måske ikke din familiære baggrund er til at arbejde med overhovedet, for det er jo de samme mønstre der vender tilbage om og om igen. Du har prøvet al mulig form for selvhjælp, og ingen af de fortræffelige råd dér, synes at virke for dig.

Du har stræbt og stræbt efter det ene bestemmelsessted efter det andet. Og lige meget hvor du er kommet hen, synes det ikke at have båret den frugt, du håbede på.

Du orker næste ikke mere. Du er træt, desillusioneret.

Din fornemmelse for indre styring

Fornemmelse for indre styring kommer af at droppe ´hvad der var´ og ´hvad der skal komme´. Og så at vende dig direkte imod, hvad du har lige nu og her.

Hvad står du med? – Et slidt parforhold? – En neurotisk mor? – Et fortravlet job med krav, du har svært ved at honorere? – En forvirret teenagersøn? – En dårlig økonomi? – En indholdsløs fritid? 

Hvad fortæller det dig i virkeligheden, det du står med? Hvis du nu ser godt efter?

Hvad gemmer der sig af GULD i møj-bunken?

Indre styring kræver din åbenhed og din evne til at folde det ud, som er – lige her, lige nu.

At folde noget ud

Når du folder noget ud, må du ikke presse. Hvis du folder for hurtigt eller dybtgående ud, kan det briste for dig. Og vi mennesker presser ofte for meget og brister på steder, som vi måske ikke engang lægger mærke til.

Vi forsøger som mennesker ofte at leve op til en strøm af forventninger, og ikke så sjældent viser det sig, at de værste forventninger kommer fra vore egne utålmodige impulser. Vi vil se resultat, og det skal hellere være i går end i morgen.

Hvis du på denne måde svækker dig selv, presser, forcerer – har du også lettere ved at give efter for, at sygdom kan komme ind i din krop.

Bjørne-Qigong og fornemmelse for indre styring

I taoistisk qigong symboliserer bjørnen helt sublimt evnen til indre styring. Med dens dvælende men lette bevægelses-kvalitet og dybe venten, fører bjørnens bevægelser dig langsomt men sikkert ind i nuet. Det ´nu´ som det kreative barn befinder sig i: forundret og optaget af at folde  noget laaaaangsomt ud.

Bjørnen er i stand til at få en gaveudpakning til at vare en halv time:)

Har du lyst til at prøve?

Stil dig i stående stilling med en nogenlunde bred afstand mellem fødderne og knæene. Gør dig stor som en bjørn, prøv at få fornemmelsen af at storheden vokser langsom frem indefra.

Når du er blevet så stor som du kan, begynder du at bevæge armene rundt. Start med den ene arm og hånd: let knythånd ved lysken, og lad hånden feje skråt forbi kroppen op mod modsatte skulder og igen tilbage til begyndelsessiden forbi din hovedtop, nu vender knytfingrene udad, forsæt rundt indtil du igen er nede ved lysken. Gentag denne runde med den modsatte arm og hånd.

Hvis du vil have det fulde udbytte af beskrivelsen, vide mere om bjørne og evt. opdage noget om glemte guldgruber i møj-dynger, så følg vores sæson Basistræning her i efteråret i Hobro eller Hadsund.

Klik her for Hobro og Hadsund Basistræning: http://taoqigong.dk/saesontraening/

Bjørnevenlig sommer-hilsen fra Jonnah 

En fisk uden cykel

I 1970-erne var det populært at sige: en kvinde uden mand er som en fisk uden cykel. Det var et af kvindefrigørelsens mest anvendte slogans. Dette indlæg handler ikke specifikt om kvinders og mænds forhold. Men at være en fisk uden cykel, en fri sjæl i verden udgør stadig et presserende og uopfyldt behov – generelt mennesker imellem. Vi er forsat gode til at fejlbedømme hinanden og sætte hinanden i snævre og ufrie rammer.

Livshæmmende forventninger  – en fisk på cykel

Fra vi er ganske små, oplever vi at blive sat i bås. Hvis vi er stille, kigger folk bekymret på os og taler om, at vi er for indadvendte. Hvis vi er rebelske og søger grænser, bliver vi genstand for en masse opmærksomhed, som handler om at få os “rettet ind”.

Hvis vi ikke har let forståelige yndlingsting og interesser, bliver vi skudt i skoene, at vi er kræsne og sære. Hvis vi ikke leverer letforståelige ydelser til omgivelserne, bliver vi beskyldt for at være uengagerede og dovne. 

I følge dette går meget af vores tid med at forsøge at passe ind efter “de andre”. Og meget af vores tid går også med at søge efter en smule ro og fred til at undersøge, hvad det nu egentlig er, vi selv kan lide og yde til verden. 

Ærlighed –  hvad en fisk ikke kan lide

Måske er den første forudsætning for at blive det, vi inderst inde er, at vi ser på og ærligt accepterer, det vi ikke er/det vi ikke kan lide.

Kan du lide at cykle? Eller bryder du dig i grunden ikke om at bruge dine kræfter på den måde, men gør det alligevel, fordi du så kan være sammen med andre?

Kan du lide rock? Eller deltager du til koncerterne, fordi det er hvad de andre går til, når de vil høre musik?

Kan du lide at gå til eksamen? Eller tager du forsat disse uddannelser, fordi det er dem, der pr. definition giver anseelse?

Kan du lide arbejdsweekender med kammeraterne? Eller ville du egentlig hellere udrette noget på egen hånd og præsentere dette for andre?

Hvad tror du, at du er nødt til, for at være en del af andre mennesker?

Og er det sandt, det du tror?

Opgivelse – at blive en fisk uden cykel

Vi forsøger at leve op til mange fantasier og forventninger, som i virkeligheden bare gør os fremmede for vores natur, – som får os til at arbejde for at blive ´berømte´ frem for elskede, – ´perfekte´ frem for medfølende.

Men når vi accepterer og lader det fare, som ikke ligger i vores natur, bliver vores indre ressourcer frigivet, så vi kan blive det, vi inderst inde altid har været. Denne accept befrier os fra det, der ikke giver os den vækst, vi inderst inde venter på.

Hvis vi vil vokse ind i det, vi inderst inde er, må vi opgive det, der går imod vores natur. Det er denne opgivelse/overgivelse, – uden at vide hvad der skal ske -, der gør det muligt, at vores sande liv kan folde sig ud.

Tao Qigong-Øvelse i at give op – en fisk uden cykel

Sæt dig i meditativ stilling med rank ryg.

Læg hænderne på lårene med åbne håndflader opad.

Sig: jeg stiller mig til rådighed for min sande natur.

Du skal ikke prøve på at forstå din sande natur eller at sætte ord på noget omkring den. Du lukker ganske enkelt bare øjnene og forestiller dig, at du leder din sande natur ud i dine håndflader. Du kan lede den derud med dit åndedræt, eller du kan gå ind i en fornemmelse af, at den bliver ledt derud.

Efter lidt tid vil du fornemme, at der sker noget i dine håndfalder, som føles helt naturligt og åbnende. Lad nu denne fornemmelse komme til udtryk i bevægelse – bevæg hænderne, sådan som du fornemmer, at din sande natur elsker at være i bevægelse.

Vær i det en tid. Vær din sande natur. Lær den at kende.

God fornøjelse og forsat god sommer – Jonnah 

Sommer – lyset, nærværet og bevægelsen

Velkommen tilbage til nye blog-indlæg fra min hånd. Jeg vil gerne tage dig med på en tur ud i sommeren: se lidt på begrebet sommer sammen med dig, og hvad sommer – lyset, nærværet og bevægelsen – betyder for os mennesker på et naturligt plan  og på et energetisk plan.

Astronomisk set begynder sommeren på midsommerdag (d. 21. eller 22. juni), og den ender ved efterårsjævndøgn (d. 22. eller 23. september). Det er her ild-elementet har givet tilstrækkelig med varme til jorden på den nordlige halvkugle – til at den er lun, når du sætter dig på den. Lyset er på sit højeste. Alt er i lys. Selv nætterne er lyse.

Tænk et øjeblik på, hvordan solen oplyser vores daglige verden. Vi iagttager ikke lyset direkte, – vi iagttager lyset i det, som lyset berører. Solen sender sine stråler millioner af kilometer ud for til sidst at kærtegne et frøsættende græsstrå på en eng i Europa eller oplyse en dugdråbe på et havebord i Danmark eller sætte noget i brand på din kind….. lige nu og lige her, hvor du befinder dig.

På samme måde er det, når du mærker kraftfuldheden i guddommeligt nærvær. Dette nærvær er som regel kun synligt i korte øjeblikke, og det har sjældent et navn, vi vil kendes ved i vores intellektuelle og såkaldte oplyste kultur. 

Du kan betragte det frøsættende græsstrå i engen uden rigtig at se dets skønhed. Du kan se det samme ansigt igen og igen uden rigtig at se skønheden, som bor inde i det. 

Indtil du pludselig får øje på, hvordan lyset falder lige her og nu – i det, som du har i din nærhed – er du blind.

Med sollyset tilbydes det guddommelige nærvær. Du får muligheden for rigtig at se. Lyset afslører den sande skønhed. Og lyset afslører alt det, som trænger til at blive set med milde øjne, – set som skønt. Lyset afslører tilmed det, du måske plejer at afvise og sætte i mørke.

Meditation og sommer – lyset, nærværet og bevægelsen 

Det meditative fokus er det, som driver værket i enhver helbredende praksis, hvad enten du har en praksis med bøn eller med sang eller med bevægelse…… eller med alle tre dele. Det meditative fokus i de Qigong-øvelser du udfører, definerer hvor du kommer hen med dine bevægelser.

Har du et mudret fokus og ikke rigtig ved, hvad du vil med bevægelserne, bliver resultatet tilsvarene vegt og diffust.

Har du et planlagt fokus og lader dig styre af en agenda i dine bevægelser, bliver resultatet tilsvarende rigidt og begrænset.

Da jeg i 2004 valgte at sætte begrebet Tao foran min Qigong praksis, gjorde jeg det ud fra en indre tilskyndelse, jeg knap kunne sætte ord på. Tao ville bare med. Det havde noget dejligt uudgrundeligt ved sig. Jeg oplevede, at jeg som søgende ikke blev låst fast i noget bestemt, men havde muligheden for at være frit stillet og samtidig åbent fokuseret.

Vi ved så lidt i virkeligheden om, hvad helbredelse er. Men når vi er frit stillet – når vi har sådan et indre fokus af at være frit stillet, opstår der et oplyst rum, hvor alt det bedste kan ske.

Lyset/ilden er en vigtig fokus-mulighed. Og bevægelse sammen med et sådan meditativt fokus kan blive en vigtig helbredende praksis.

En oplyst vej til Mariager Fjord – sensommer 2018

Sommerlys og en øvelse du kan lave fra Qigong

Stil dig ude i sommerlyset – med en skulderbreddes afstand imellem dine fødder og let hængende arme. Imens du skiftevis mærker solen og mærker ind i din krop, tænker du på, hvad nærvær betyder for dig.

Efter et stykke tid vælger du en del af din krop, som du kan se på. Det kan være dine fødder eller dine hænder.

Træk nu hænderne ud til hoftesiderne, der hvor du mærker hofteskålen – hav en lille afstand mellem håndflader og din krop. Med håndfladerne vendt ind mod kroppens sider stryger du nu med hænderne op langs kropssiden til hovedet. Herfra videre med håndfladerne i samme position ud i luften foran dig, hele vejen ned til knæhøjde – her bøjer du dig let forover med bøjede knæ. Herfra trækker du igen håndfladerne ind til kropssiderne og stryger forfra opad langs kropssiderne, imens knæene atter rettes op. 

Imens du udfører disse cirklede bevægelser: se på dine fødder/hænder (hvad du valgte), når det føles naturligt i bevægelsen. Se på fødderne/hænderne med dit hjertes blide øjne:

  • Læg mærke til, hvordan dine fødder/hænder synes at komme til live.
  • Indse, at dit hjerte nu er i solen.
  • Mærk, hvordan det er at komme til live.

Qigong –  lyset, nærværet og bevægelsen hos mig – fra sommer 2018 til sommer 2019

Med fokus på lysets interaktion med kroppen har jeg det sidste år gennemlevet et intenst og forvandlende arbejde, som har uddybet for mig, hvorfor jeg i sen tid bare måtte have Tao foran min Qigong praksis. Det er et arbejde, som har handlet om:

  • Hvordan du genkender og stopper egoets krumspring.
  • Hvordan du får tag i sjælens veje og ressourcer.
  • Hvilke resultater du kan spore i kroppens indre univers, henholdsvis når du lader egoet agere og manifestere – og når du giver sjælen lov til at agere og manifestere.
  • Hvordan forskellige frekvenser og kvaliteter påvirker og udreder sjælelig aktivitet frem for ego-aktivitet.
Omkring årsskifte 2018/19

Tao`s natur indeholder alle elementer: vand – jord – træ – metal – ild. Og ilden tager seriøst stilling til ego. Ego er den personlige del af dig, som evigt er optaget af at jagte den næste anerkendelse og den næste besiddelse. Det selvoptagede ego vil fastfryse, mens sjælen bare ønsker at skabe. 🙂

Kærlig hilsen Jonnah – Tao Qigong Heling

Den første forårssaft II

Kære Blog-læsere.

Jeg er ikke faldet i søvn. Der sker bare så mange nye ting med Tao Qigong Heling for tiden, at jeg har været nødt til at prioritere selve denne proces.

Derfor: nyd mine gamle blog-indlæg, de er lige aktuelle i forhold til Tao Qigong Heling.

Så ses vi igen til forstærket inspiration og en hel masse nyt. Jeg er her igen til sommer :):):)

Kærlig hilsen Jonnah

Den første forårs-saft

Det folder sig ud. Kan du mærke det? Indeni. Det folder sig ud. Foråret siver ind i en og vokser! En kær veninden forærede mig den anden dag en portion af den første forårs-saft: aftappet birke-saft. Det smager vidunderligt på en ren gane.

Jeg drikker saften af en helt fint og klart glas. Og jeg ser på det, inden jeg drikker det. Måske kan du ane det på billedet, saften spiller i ganske fine og næste usynlige pastelfarver. Birke-saft er ikke kun klar.

Disse tilbagevendende morgener med birke-saft i fine pastelfarver foran mig – på tom mave, får mig til at tænke på noget med os mennesker.

Menneskers farve-budskaber

Vore budskaber til hinanden spiller i bestemte farver. Farve-budskabet kan som ved birke-saftens farve fremkomme så ganske svagt ved første øjekast, at vi ikke registrerer det korrekt. Men hvis vi ser efter, bliver det jo ganske tydeligt: jo-da, dette budskab/denne saft er rigtig nok blå!

Jeg holder meget af mennesker, som spiller i sarte farver, hvor man skal se efter, for at se klart. Det får en til at se og lytte bedre efter. Der bliver stille, så man rigtig kan se og lytte.

Andre gange glemmer vi at se efter. Vi ser kun det farve-budskab, som vi selv ønsker at se, upåagtet at vi tager fejl.

Taoismens farve-budskab

Sådan er situationen meget ofte, når en farve-bestemmelse handler om, at benævne og begribe Taos væsen. Vi ser det, som vi (vores egoet) helst vil se.

I Stephens Mitchell`s oversættelse af første vers i Tao Te Ching lyder det:

Den Tao som kan udtales

er ikke den evige Tao

Alt hvad du prøver at sige om Tao, er ikke Tao. For Tao er det transcendentale evige inde i hvert menneske, som nogen kalder Gud og andre kalder ubetinget kærlighed og atter andre kalder det indre Himmerige.

Og måske er Tao lige præcis det alt sammen og meget mere. Du kan ikke navngive Tao, – men du kan møde Tao i din krop.

Mange steder (inklusiv i Tao Te Ching) tales der om, at du kun kan møde Tao, når alle dine ønsker forstummer. Derfor ligner den, der søger Tao, et menneske, der viser taknemlighed overfor hvad der kommer, og ikke et menneske, der diskriminerer og sætter bestemte mål.

Taoismen og den første forårs-saft

Der står Tao foran den Qigong-metode jeg guider i. Det betyder, at jeg er en søgende, der guider i følge taoistisk filosofi.

Og jeg har lagt mærke til, at man ikke kan  arbejde med bestemte ønsker i Qigong, hvis man arbejder med taoistisk Qigong. Den sarte farve fra Tao risikerer meget hurtigt at forsvinde, hvis man gør det.

Det var ikke noget, jeg tidligere gjorde et stort nummer ud af. Men nu ser jeg, hvor vigtigt det er at italesætte, at man ikke kan beholde Taos subtile, sarte, mangefarvede pastel, hvis ikke man holder sig fra at søge noget bestemt.

Kærlig hilsen Jonnah – og god påske!

Når vinden blæser

I Danmark findes der ikke noget vejr, der er mere karakteristisk end blæsevejr. Jeg har et par dage haft muligheden for at gå i blæsevejr mellem gamle høje træer og ved kyst med stejle skrænter. Når vinden blæser i den store natur, føler man sig særlig lille. Og jeg kommer på denne sætning, som faktisk har fulgt mig, siden jeg var barn i Vendsyssel:

Når vinden blæser, bøjer strået sig og står fast.

I blæsevejr bliver ens rødder pludselig meget vigtige. Det er med rødderne, vi holder os i ro i den ene ende, når alt andet står i turbulent svingning og truer med at feje os væk for evigt.

Skal jeg blive stående?

Der kan være tidspunkter, hvor det giver mening at overgive sig og flyve med vinden, som en drage uden snor. Tidspunkter hvor vi skal nye steder hen, selv om vi havde planlagt at blive stående. Og nogle blæsevejr i vort indre er så vedholdende, at vi må overgive os til snorløs dragetilværelse for en stund. Det er når egoet vil holde fast i gamle normer, som ødelægger vores vækst og indre rigdom.

Der kan være andre tidspunkter, hvor det giver mening at mærke røddernes umådelige kraft og bore dem dybt ned i næringsrig muld. Bøje ryggen og stå fast. Det er når egoet sætter et blæsevejr i gang og forsøger at rive dig ud af noget, som egoet synes er for mærkeligt, men som du faktisk behøver at være i for at vokse.

En vågen læser vil nok spørge: hvordan kender jeg forskel på, om det er et kærligt blæsevejr, der skal tage mig med, eller om det er et ego-blæsevejr, som skal få mig til at bore rødderne ned?

Mit svar: se på jorden, som dine rødder står i. Hvilken konsistens har den? Hvordan lugter den? Hvordan ser den ud? Er det en jord der synger, så dit hjerte røres? – eller er det en jord der føles neutral – tangerende til det ligegyldige? Brænder jorden ligefrem under dig? Eller er du ved at synke ned i dynd, hvor du drukner, hvis ikke du tager den næste redningsplanke der kommer forbi?

Egoet og det højere jeg

Jord kan sige en masse om, hvorvidt du skal lade dig føre videre og skifte ståsted, eller om du skal blive stående hvor du er.

Egoet vil altid være der og forsøge at få dig til at blive ved det, du kender så inderlig godt i forvejen. Egoet elsker den gamle trummerum.

Og hvorfor?

Fordi egoet ikke ved bedre. Egoet er som et skuffet barn, et barn der husker skuffelserne, nederlagene og alle de falske vurderinger. Det har desværre ikke muligheden for at se, hvilke fine initiativer og medfødt kraft og fylde, der ligger under skuffelserne.

Men det ser `dit højere jeg´.

`Dit højere jeg´ ser for dig, genkalder for dig, husker og minder dig på, hvad du egentlig har med dig af legesyge, – sund åbenhed og tillid.

Når vinden blæser med stråene

I Indre Qigong findes nogle øvelser, hvor man “snakker med jorden” – og bliver klogere på, hvilken form for jord, man står på.

Det er også her man bliver klog på, om man skal flytte sig eller blive stående. Og når man kommer frem til en god jord at stå på, kan man begynde at lade vinden lege med sig. Man kan bruge øvelsen, hver gang man har lyst til at repetere sine sunde rødder og sin græs-natur:)

Det vigtige spørgsmål bliver nu, at bevæge rygsøjlen fermt.

Tænk på græsstrået. Græs er den sejeste plante på jorden. Græs overlever flere års hærgen, tørke, oversvømmelse – you name it. Lad rygsøjlen blive som et græsstrå: bøjelig, sej, fleksibel, levende, cirklende.

Sådan praktiserer man i Indre Qigong.

Du kan stifte bekendtskab med det f.eks. i Basistræning eller på Hjerte-seminar eller i Sjæle Guiding.

Kærlig hilsen Jonnah