Alle indlæg af Jonnah

Jeres børn er ikke jeres børn.

Den syriske poet og filosof  Kahlil Gibran skrev før sin død i 1931 mange dejlige digte. Et af dem er et digt om forholdet imellem forældre og børn. Fra første gang, jeg læste digtet, fulgte det mig senere hen. Og digtet er poppet op hos mig i utallige situationer, hvor vi mennesker  forholder os til begrebet ´forældre´ og ´børn´- ikke mindst vores egne roller i den henseende. Digtet hedder i al sin enkelthed: Jeres børn er ikke jeres børn.

Jeres børn er ikke jeres børn.

De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv.

De kommer ved jer, men ikke af jer; Og selvom de er hos jer, tilhører de jer ikke.

Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker; For de har deres egne tanker.

Deres legemer kan I yde husly, men ikke deres sjæle. For deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.

I kan stræbe efter at blive som dem; men søg ikke at danne dem i jeres eget billede. For livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.

I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile.

På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, så hans pile må bevæge sig hastigt og langt.

Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd; For ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage.

(af Kahlil Gibran)

Når vores børn bliver vores børn.

Mange gange forsøger vi  – ikke blot at hjælpe vores børn praktisk i gang med livet, men også at hjælpe dem med, hvad de skal have af holdninger, og hvordan de skal reagere på ting. Vi vil ofte gerne kunne spejle tidligere generationer i de børn vi får,  for det føles måske dejligt forudsigeligt og bekræftende. “Nej, hvor du ligner moster Anne nu”, “Ih hvor du ligner din far i det her stykke”. ect. ect. Sådan siger vi – før vi når at få os tænkt om. For sådan har vore fædre og mødre mødt os før i tiden.

Hvis en pode eller en teenager i den anledning udbryder: Jamen, jeg vil ikke ligne moster Anne, eller: Nej, jeg vil ikke ligne far (indforstået: for sådan føler jeg mig ikke i virkeligheden). Så ler vi ofte overbærende og synes at udbruddet er komisk eller i værste fald trodsigt og uden indsigt.

Vi  kan lide at bekræfte hinanden i, at æblet ikke falder langt fra stammen. Det nærer vores egoistiske tilbøjelighed at overføre de samme livstrategier til de næste i slægten, som vi selv har benyttet os af.

Ofte prøver de næste slægtsled at efterleve disse talte og utalte forventninger. Og ofte er det også sådan, at de næste slægtsled oplever, at det kan være rigtig svært at tænke eller handle ligesom moster Anne eller være  ligesom far. Når det virkelig brænder på i livet og ens egne kvaliteter skal til at udfolde sig og hjælpe én med at leve/overleve/gennemleve noget udfordrende, synes der at gælde helt andre grundregler.

Hvordan hjælper vi vores børn?

Der er for mig to aspekter at iagttage, når vi ser på ´børn´ og ´forældre´- de næste i slægten, eller os selv som det næste slægtsled.

Der er det aspekt som handler om, at vi er genetisk betingede. Vi har arvet visse svagheder og styrker, som udvikler sig på bestemte måder slægtsled for slægtsled. Og her kan vi ligne moster Anne eller far.

Og så er der for mig at se det aspekt som handler om det spirituelle. Og her er der i virkeligheden ingen, der med ret kan sige, at en god handling på arvet styrke eller svaghed falder sammen med den handling, som vor forfædre lagde for dagen.

Hvert slægtsled har muligheden for at hente sin egen guddommelige handling på fysiske anlæg og svagheder ned. I et slægtsled var livstrategien måske at bygge noget fysisk op i  form af bygninger eller redskaber/hjælpemidler. I et nyt slægtsled bliver livsstrategien måske at koncentrere sig om at undervise, tage sig af bestemte mennesker, være med til at lede en kommune, passe naturen, eller noget helt femte.

Nye slægtsled kan have vidt forskellige konstruktive reaktioner på samme arvet svaghed eller styrke.

Hvis vi som efterkommere oplever, at vi tøver med at føre  visse såkaldte “arvede kald” ud i livet, skulle vi måske overveje, at vor egen guddommelige bestemmelse ligger et helt andet sted.

Og hvis vi som forgængere  ærgrer os over, at  vores efterkommer ikke rigtig lykkes med eller har lyst til eller tør, det samme som vi selv turde, ville det være rigtig  fint, om vi forstod, at efterkommerens bestemmelse faktisk er en anden. Og at det måske er noget helt nyt, som efterkommeren tør.

Jeres børn er ikke jeres børn

Giver du Kahlil Gibrans tekst en chance?

Giver du dine børn kærlighed men ikke tanker, giver du dem husly men ikke sjælsveje?

Giver du dem kræfterne til at gå, og slipper dem så?

Og den modsatte vej:

Åbner du dig for dine forældres kærlighed, men ikke for deres tanker, – beder du dem om husly og styrke, men om ikke at gribe ind i din sjæls veje?

Kærlig hilsen Jonnah

Fornemmelse for indre styring

Når der er uorden eller kaos i livet, opstår behovet for styring og stabilitet. Som du måske har erfaret, er det umuligt at styre andre mennesker, det ydre, verden. Du har sikkert, akkurat lige som jeg, prøvet på at styre det ydre. Men til sidst indser du måske, ligesom jeg, at det eneste du kan, er at få fat i fornemmelse for indre styring.

I denne proces opdager du, at der i virkeligheden er himmelvid forskel på ydre styring, kontrol og indre styring, kontrol.

Smerten ved at stræbe

Når vi låser os selv fast i bestemte  forestillinger om, hvad stabilitet er, eller hvordan vi kommer ud af kaos, får vi tunnelsyn. Og hvad værre er: vi misser følelsen af at vide, hvor vi befinder os lige nu og her.

Du ønsker dig måske et andet arbejde. Du synes måske du trænger til en ny partner, der forstår dig bedre. Du synes måske ikke din familiære baggrund er til at arbejde med overhovedet, for det er jo de samme mønstre der vender tilbage om og om igen. Du har prøvet al mulig form for selvhjælp, og ingen af de fortræffelige råd dér, synes at virke for dig.

Du har stræbt og stræbt efter det ene bestemmelsessted efter det andet. Og lige meget hvor du er kommet hen, synes det ikke at have båret den frugt, du håbede på.

Du orker næste ikke mere. Du er træt, desillusioneret.

Din fornemmelse for indre styring

Fornemmelse for indre styring kommer af at droppe ´hvad der var´ og ´hvad der skal komme´. Og så at vende dig direkte imod, hvad du har lige nu og her.

Hvad står du med? – Et slidt parforhold? – En neurotisk mor? – Et fortravlet job med krav, du har svært ved at honorere? – En forvirret teenagersøn? – En dårlig økonomi? – En indholdsløs fritid? 

Hvad fortæller det dig i virkeligheden, det du står med? Hvis du nu ser godt efter?

Hvad gemmer der sig af GULD i møj-bunken?

Indre styring kræver din åbenhed og din evne til at folde det ud, som er – lige her, lige nu.

At folde noget ud

Når du folder noget ud, må du ikke presse. Hvis du folder for hurtigt eller dybtgående ud, kan det briste for dig. Og vi mennesker presser ofte for meget og brister på steder, som vi måske ikke engang lægger mærke til.

Vi forsøger som mennesker ofte at leve op til en strøm af forventninger, og ikke så sjældent viser det sig, at de værste forventninger kommer fra vore egne utålmodige impulser. Vi vil se resultat, og det skal hellere være i går end i morgen.

Hvis du på denne måde svækker dig selv, presser, forcerer – har du også lettere ved at give efter for, at sygdom kan komme ind i din krop.

Bjørne-Qigong og fornemmelse for indre styring

I taoistisk qigong symboliserer bjørnen helt sublimt evnen til indre styring. Med dens dvælende men lette bevægelses-kvalitet og dybe venten, fører bjørnens bevægelser dig langsomt men sikkert ind i nuet. Det ´nu´ som det kreative barn befinder sig i: forundret og optaget af at folde  noget laaaaangsomt ud.

Bjørnen er i stand til at få en gaveudpakning til at vare en halv time:)

Har du lyst til at prøve?

Stil dig i stående stilling med en nogenlunde bred afstand mellem fødderne og knæene. Gør dig stor som en bjørn, prøv at få fornemmelsen af at storheden vokser langsom frem indefra.

Når du er blevet så stor som du kan, begynder du at bevæge armene rundt. Start med den ene arm og hånd: let knythånd ved lysken, og lad hånden feje skråt forbi kroppen op mod modsatte skulder og igen tilbage til begyndelsessiden forbi din hovedtop, nu vender knytfingrene udad, forsæt rundt indtil du igen er nede ved lysken. Gentag denne runde med den modsatte arm og hånd.

Hvis du vil have det fulde udbytte af beskrivelsen, vide mere om bjørne og evt. opdage noget om glemte guldgruber i møj-dynger, så følg vores sæson Basistræning her i efteråret i Hobro eller Hadsund.

Klik her for Hobro og Hadsund Basistræning: http://taoqigong.dk/saesontraening/

Bjørnevenlig sommer-hilsen fra Jonnah 

En fisk uden cykel

I 1970-erne var det populært at sige: en kvinde uden mand er som en fisk uden cykel. Det var et af kvindefrigørelsens mest anvendte slogans. Dette indlæg handler ikke specifikt om kvinders og mænds forhold. Men at være en fisk uden cykel, en fri sjæl i verden udgør stadig et presserende og uopfyldt behov – generelt mennesker imellem. Vi er forsat gode til at fejlbedømme hinanden og sætte hinanden i snævre og ufrie rammer.

Livshæmmende forventninger  – en fisk på cykel

Fra vi er ganske små, oplever vi at blive sat i bås. Hvis vi er stille, kigger folk bekymret på os og taler om, at vi er for indadvendte. Hvis vi er rebelske og søger grænser, bliver vi genstand for en masse opmærksomhed, som handler om at få os “rettet ind”.

Hvis vi ikke har let forståelige yndlingsting og interesser, bliver vi skudt i skoene, at vi er kræsne og sære. Hvis vi ikke leverer letforståelige ydelser til omgivelserne, bliver vi beskyldt for at være uengagerede og dovne. 

I følge dette går meget af vores tid med at forsøge at passe ind efter “de andre”. Og meget af vores tid går også med at søge efter en smule ro og fred til at undersøge, hvad det nu egentlig er, vi selv kan lide og yde til verden. 

Ærlighed –  hvad en fisk ikke kan lide

Måske er den første forudsætning for at blive det, vi inderst inde er, at vi ser på og ærligt accepterer, det vi ikke er/det vi ikke kan lide.

Kan du lide at cykle? Eller bryder du dig i grunden ikke om at bruge dine kræfter på den måde, men gør det alligevel, fordi du så kan være sammen med andre?

Kan du lide rock? Eller deltager du til koncerterne, fordi det er hvad de andre går til, når de vil høre musik?

Kan du lide at gå til eksamen? Eller tager du forsat disse uddannelser, fordi det er dem, der pr. definition giver anseelse?

Kan du lide arbejdsweekender med kammeraterne? Eller ville du egentlig hellere udrette noget på egen hånd og præsentere dette for andre?

Hvad tror du, at du er nødt til, for at være en del af andre mennesker?

Og er det sandt, det du tror?

Opgivelse – at blive en fisk uden cykel

Vi forsøger at leve op til mange fantasier og forventninger, som i virkeligheden bare gør os fremmede for vores natur, – som får os til at arbejde for at blive ´berømte´ frem for elskede, – ´perfekte´ frem for medfølende.

Men når vi accepterer og lader det fare, som ikke ligger i vores natur, bliver vores indre ressourcer frigivet, så vi kan blive det, vi inderst inde altid har været. Denne accept befrier os fra det, der ikke giver os den vækst, vi inderst inde venter på.

Hvis vi vil vokse ind i det, vi inderst inde er, må vi opgive det, der går imod vores natur. Det er denne opgivelse/overgivelse, – uden at vide hvad der skal ske -, der gør det muligt, at vores sande liv kan folde sig ud.

Tao Qigong-Øvelse i at give op – en fisk uden cykel

Sæt dig i meditativ stilling med rank ryg.

Læg hænderne på lårene med åbne håndflader opad.

Sig: jeg stiller mig til rådighed for min sande natur.

Du skal ikke prøve på at forstå din sande natur eller at sætte ord på noget omkring den. Du lukker ganske enkelt bare øjnene og forestiller dig, at du leder din sande natur ud i dine håndflader. Du kan lede den derud med dit åndedræt, eller du kan gå ind i en fornemmelse af, at den bliver ledt derud.

Efter lidt tid vil du fornemme, at der sker noget i dine håndfalder, som føles helt naturligt og åbnende. Lad nu denne fornemmelse komme til udtryk i bevægelse – bevæg hænderne, sådan som du fornemmer, at din sande natur elsker at være i bevægelse.

Vær i det en tid. Vær din sande natur. Lær den at kende.

God fornøjelse og forsat god sommer – Jonnah 

Sommer – lyset, nærværet og bevægelsen

Velkommen tilbage til nye blog-indlæg fra min hånd. Jeg vil gerne tage dig med på en tur ud i sommeren: se lidt på begrebet sommer sammen med dig, og hvad sommer – lyset, nærværet og bevægelsen – betyder for os mennesker på et naturligt plan  og på et energetisk plan.

Astronomisk set begynder sommeren på midsommerdag (d. 21. eller 22. juni), og den ender ved efterårsjævndøgn (d. 22. eller 23. september). Det er her ild-elementet har givet tilstrækkelig med varme til jorden på den nordlige halvkugle – til at den er lun, når du sætter dig på den. Lyset er på sit højeste. Alt er i lys. Selv nætterne er lyse.

Tænk et øjeblik på, hvordan solen oplyser vores daglige verden. Vi iagttager ikke lyset direkte, – vi iagttager lyset i det, som lyset berører. Solen sender sine stråler millioner af kilometer ud for til sidst at kærtegne et frøsættende græsstrå på en eng i Europa eller oplyse en dugdråbe på et havebord i Danmark eller sætte noget i brand på din kind….. lige nu og lige her, hvor du befinder dig.

På samme måde er det, når du mærker kraftfuldheden i guddommeligt nærvær. Dette nærvær er som regel kun synligt i korte øjeblikke, og det har sjældent et navn, vi vil kendes ved i vores intellektuelle og såkaldte oplyste kultur. 

Du kan betragte det frøsættende græsstrå i engen uden rigtig at se dets skønhed. Du kan se det samme ansigt igen og igen uden rigtig at se skønheden, som bor inde i det. 

Indtil du pludselig får øje på, hvordan lyset falder lige her og nu – i det, som du har i din nærhed – er du blind.

Med sollyset tilbydes det guddommelige nærvær. Du får muligheden for rigtig at se. Lyset afslører den sande skønhed. Og lyset afslører alt det, som trænger til at blive set med milde øjne, – set som skønt. Lyset afslører tilmed det, du måske plejer at afvise og sætte i mørke.

Meditation og sommer – lyset, nærværet og bevægelsen 

Det meditative fokus er det, som driver værket i enhver helbredende praksis, hvad enten du har en praksis med bøn eller med sang eller med bevægelse…… eller med alle tre dele. Det meditative fokus i de Qigong-øvelser du udfører, definerer hvor du kommer hen med dine bevægelser.

Har du et mudret fokus og ikke rigtig ved, hvad du vil med bevægelserne, bliver resultatet tilsvarene vegt og diffust.

Har du et planlagt fokus og lader dig styre af en agenda i dine bevægelser, bliver resultatet tilsvarende rigidt og begrænset.

Da jeg i 2004 valgte at sætte begrebet Tao foran min Qigong praksis, gjorde jeg det ud fra en indre tilskyndelse, jeg knap kunne sætte ord på. Tao ville bare med. Det havde noget dejligt uudgrundeligt ved sig. Jeg oplevede, at jeg som søgende ikke blev låst fast i noget bestemt, men havde muligheden for at være frit stillet og samtidig åbent fokuseret.

Vi ved så lidt i virkeligheden om, hvad helbredelse er. Men når vi er frit stillet – når vi har sådan et indre fokus af at være frit stillet, opstår der et oplyst rum, hvor alt det bedste kan ske.

Lyset/ilden er en vigtig fokus-mulighed. Og bevægelse sammen med et sådan meditativt fokus kan blive en vigtig helbredende praksis.

En oplyst vej til Mariager Fjord – sensommer 2018

Sommerlys og en øvelse du kan lave fra Qigong

Stil dig ude i sommerlyset – med en skulderbreddes afstand imellem dine fødder og let hængende arme. Imens du skiftevis mærker solen og mærker ind i din krop, tænker du på, hvad nærvær betyder for dig.

Efter et stykke tid vælger du en del af din krop, som du kan se på. Det kan være dine fødder eller dine hænder.

Træk nu hænderne ud til hoftesiderne, der hvor du mærker hofteskålen – hav en lille afstand mellem håndflader og din krop. Med håndfladerne vendt ind mod kroppens sider stryger du nu med hænderne op langs kropssiden til hovedet. Herfra videre med håndfladerne i samme position ud i luften foran dig, hele vejen ned til knæhøjde – her bøjer du dig let forover med bøjede knæ. Herfra trækker du igen håndfladerne ind til kropssiderne og stryger forfra opad langs kropssiderne, imens knæene atter rettes op. 

Imens du udfører disse cirklede bevægelser: se på dine fødder/hænder (hvad du valgte), når det føles naturligt i bevægelsen. Se på fødderne/hænderne med dit hjertes blide øjne:

  • Læg mærke til, hvordan dine fødder/hænder synes at komme til live.
  • Indse, at dit hjerte nu er i solen.
  • Mærk, hvordan det er at komme til live.

Qigong –  lyset, nærværet og bevægelsen hos mig – fra sommer 2018 til sommer 2019

Med fokus på lysets interaktion med kroppen har jeg det sidste år gennemlevet et intenst og forvandlende arbejde, som har uddybet for mig, hvorfor jeg i sen tid bare måtte have Tao foran min Qigong praksis. Det er et arbejde, som har handlet om:

  • Hvordan du genkender og stopper egoets krumspring.
  • Hvordan du får tag i sjælens veje og ressourcer.
  • Hvilke resultater du kan spore i kroppens indre univers, henholdsvis når du lader egoet agere og manifestere – og når du giver sjælen lov til at agere og manifestere.
  • Hvordan forskellige frekvenser og kvaliteter påvirker og udreder sjælelig aktivitet frem for ego-aktivitet.
Omkring årsskifte 2018/19

Tao`s natur indeholder alle elementer: vand – jord – træ – metal – ild. Og ilden tager seriøst stilling til ego. Ego er den personlige del af dig, som evigt er optaget af at jagte den næste anerkendelse og den næste besiddelse. Det selvoptagede ego vil fastfryse, mens sjælen bare ønsker at skabe. 🙂

Kærlig hilsen Jonnah – Tao Qigong Heling

Den første forårssaft II

Kære Blog-læsere.

Jeg er ikke faldet i søvn. Der sker bare så mange nye ting med Tao Qigong Heling for tiden, at jeg har været nødt til at prioritere selve denne proces.

Derfor: nyd mine gamle blog-indlæg, de er lige aktuelle i forhold til Tao Qigong Heling.

Så ses vi igen til forstærket inspiration og en hel masse nyt. Jeg er her igen til sommer :):):)

Kærlig hilsen Jonnah

Den første forårs-saft

Det folder sig ud. Kan du mærke det? Indeni. Det folder sig ud. Foråret siver ind i en og vokser! En kær veninden forærede mig den anden dag en portion af den første forårs-saft: aftappet birke-saft. Det smager vidunderligt på en ren gane.

Jeg drikker saften af en helt fint og klart glas. Og jeg ser på det, inden jeg drikker det. Måske kan du ane det på billedet, saften spiller i ganske fine og næste usynlige pastelfarver. Birke-saft er ikke kun klar.

Disse tilbagevendende morgener med birke-saft i fine pastelfarver foran mig – på tom mave, får mig til at tænke på noget med os mennesker.

Menneskers farve-budskaber

Vore budskaber til hinanden spiller i bestemte farver. Farve-budskabet kan som ved birke-saftens farve fremkomme så ganske svagt ved første øjekast, at vi ikke registrerer det korrekt. Men hvis vi ser efter, bliver det jo ganske tydeligt: jo-da, dette budskab/denne saft er rigtig nok blå!

Jeg holder meget af mennesker, som spiller i sarte farver, hvor man skal se efter, for at se klart. Det får en til at se og lytte bedre efter. Der bliver stille, så man rigtig kan se og lytte.

Andre gange glemmer vi at se efter. Vi ser kun det farve-budskab, som vi selv ønsker at se, upåagtet at vi tager fejl.

Taoismens farve-budskab

Sådan er situationen meget ofte, når en farve-bestemmelse handler om, at benævne og begribe Taos væsen. Vi ser det, som vi (vores egoet) helst vil se.

I Stephens Mitchell`s oversættelse af første vers i Tao Te Ching lyder det:

Den Tao som kan udtales

er ikke den evige Tao

Alt hvad du prøver at sige om Tao, er ikke Tao. For Tao er det transcendentale evige inde i hvert menneske, som nogen kalder Gud og andre kalder ubetinget kærlighed og atter andre kalder det indre Himmerige.

Og måske er Tao lige præcis det alt sammen og meget mere. Du kan ikke navngive Tao, – men du kan møde Tao i din krop.

Mange steder (inklusiv i Tao Te Ching) tales der om, at du kun kan møde Tao, når alle dine ønsker forstummer. Derfor ligner den, der søger Tao, et menneske, der viser taknemlighed overfor hvad der kommer, og ikke et menneske, der diskriminerer og sætter bestemte mål.

Taoismen og den første forårs-saft

Der står Tao foran den Qigong-metode jeg guider i. Det betyder, at jeg er en søgende, der guider i følge taoistisk filosofi.

Og jeg har lagt mærke til, at man ikke kan  arbejde med bestemte ønsker i Qigong, hvis man arbejder med taoistisk Qigong. Den sarte farve fra Tao risikerer meget hurtigt at forsvinde, hvis man gør det.

Det var ikke noget, jeg tidligere gjorde et stort nummer ud af. Men nu ser jeg, hvor vigtigt det er at italesætte, at man ikke kan beholde Taos subtile, sarte, mangefarvede pastel, hvis ikke man holder sig fra at søge noget bestemt.

Kærlig hilsen Jonnah – og god påske!

Når vinden blæser

I Danmark findes der ikke noget vejr, der er mere karakteristisk end blæsevejr. Jeg har et par dage haft muligheden for at gå i blæsevejr mellem gamle høje træer og ved kyst med stejle skrænter. Når vinden blæser i den store natur, føler man sig særlig lille. Og jeg kommer på denne sætning, som faktisk har fulgt mig, siden jeg var barn i Vendsyssel:

Når vinden blæser, bøjer strået sig og står fast.

I blæsevejr bliver ens rødder pludselig meget vigtige. Det er med rødderne, vi holder os i ro i den ene ende, når alt andet står i turbulent svingning og truer med at feje os væk for evigt.

Skal jeg blive stående?

Der kan være tidspunkter, hvor det giver mening at overgive sig og flyve med vinden, som en drage uden snor. Tidspunkter hvor vi skal nye steder hen, selv om vi havde planlagt at blive stående. Og nogle blæsevejr i vort indre er så vedholdende, at vi må overgive os til snorløs dragetilværelse for en stund. Det er når egoet vil holde fast i gamle normer, som ødelægger vores vækst og indre rigdom.

Der kan være andre tidspunkter, hvor det giver mening at mærke røddernes umådelige kraft og bore dem dybt ned i næringsrig muld. Bøje ryggen og stå fast. Det er når egoet sætter et blæsevejr i gang og forsøger at rive dig ud af noget, som egoet synes er for mærkeligt, men som du faktisk behøver at være i for at vokse.

En vågen læser vil nok spørge: hvordan kender jeg forskel på, om det er et kærligt blæsevejr, der skal tage mig med, eller om det er et ego-blæsevejr, som skal få mig til at bore rødderne ned?

Mit svar: se på jorden, som dine rødder står i. Hvilken konsistens har den? Hvordan lugter den? Hvordan ser den ud? Er det en jord der synger, så dit hjerte røres? – eller er det en jord der føles neutral – tangerende til det ligegyldige? Brænder jorden ligefrem under dig? Eller er du ved at synke ned i dynd, hvor du drukner, hvis ikke du tager den næste redningsplanke der kommer forbi?

Egoet og det højere jeg

Jord kan sige en masse om, hvorvidt du skal lade dig føre videre og skifte ståsted, eller om du skal blive stående hvor du er.

Egoet vil altid være der og forsøge at få dig til at blive ved det, du kender så inderlig godt i forvejen. Egoet elsker den gamle trummerum.

Og hvorfor?

Fordi egoet ikke ved bedre. Egoet er som et skuffet barn, et barn der husker skuffelserne, nederlagene og alle de falske vurderinger. Det har desværre ikke muligheden for at se, hvilke fine initiativer og medfødt kraft og fylde, der ligger under skuffelserne.

Men det ser `dit højere jeg´.

`Dit højere jeg´ ser for dig, genkalder for dig, husker og minder dig på, hvad du egentlig har med dig af legesyge, – sund åbenhed og tillid.

Når vinden blæser med stråene

I Indre Qigong findes nogle øvelser, hvor man “snakker med jorden” – og bliver klogere på, hvilken form for jord, man står på.

Det er også her man bliver klog på, om man skal flytte sig eller blive stående. Og når man kommer frem til en god jord at stå på, kan man begynde at lade vinden lege med sig. Man kan bruge øvelsen, hver gang man har lyst til at repetere sine sunde rødder og sin græs-natur:)

Det vigtige spørgsmål bliver nu, at bevæge rygsøjlen fermt.

Tænk på græsstrået. Græs er den sejeste plante på jorden. Græs overlever flere års hærgen, tørke, oversvømmelse – you name it. Lad rygsøjlen blive som et græsstrå: bøjelig, sej, fleksibel, levende, cirklende.

Sådan praktiserer man i Indre Qigong.

Du kan stifte bekendtskab med det f.eks. i Basistræning eller på Hjerte-seminar eller i Sjæle Guiding.

Kærlig hilsen Jonnah

Månen i aften

Jeg vil i denne uge præsentere et eksempel på Haiku-digtning. Haiku-digte er korte rytmiske digte på tre linjer. Den stramme form tvinger poeten til at fattet sig kort, klart og enkelt. Det Haiku-digt jeg præsenterer dig for i dag lyder sådan: Er noget menneske mon – uden pen i hånd – månen i aften.

Forleden aften benyttede jeg muligheden for at sidde med fuld panorama-udsigt til den mørke himmel med månen. Månen var som en tynd negl, næsten liggende. Det var et meget smukt syn. Der var noget skarpt fokuserende ved den tynde skive, som nærmest dannede en skål.

Det er først nu jeg tager pennen i hånden – bogstaveligt talt. Men da hånden jo er en forlængelse af hjertet, kan jeg ærligt sige, at hånden allerede var i bevægelse og “rakte efter pennen” i overført betydning – under synet den anden aften. Månen rører altid hjertet, hvis du lader det ske.

Haiku

Haiku-digtning er en japansk form for digtning. Hai betyder ´spøgefuld´, og ku betyder ´vers´. Sigtet med digtningen er at fastfryse et flygtigt øjeblik. Digtet foregår altid i nutid og det indeholder altid natur.

Haiku-digte beskriver, hvad poeten oplever med sine sanser. Personlige følelser, abstrakte billeder og metaforer hører ikke til i et Haiku-digt. Det stemningsbillede, der gives i digtet, er beskrevet så kort og præcist, at der ikke kan ændres eller fjernes ord fra digtet, uden at hele betydninger går tabt.

Der kan gives ét stemningsbillede – eller flere stemningsbilleder, som spiller sammen. Billederne fryses så at sige i et øjeblik, i en særlig situation. I mit udvalgte eksempel er det billedet af månen og billedet af mennesket med/uden pen, der fastfryses.

Dyb genialitet

For mig er Haiku-digtning en dyb og genial form for digtning. Selv om – og netop fordi – der ingen personlige følelser er i digtet, er læseren frit stillet i forhold til, hvad han/hun føler ved billedet. En udeladelse af beskrevne følelser, vækker netop enhver læser til at selv føle efter.

Når et digt er Hai/spøgefuldt, bliver der plads til en forløsende flertydighed, som hensætter læseren til sine egne oplevelser og følelser. Ingen kommer og fortæller, hvordan månen er og hvad månen betyder. Og ingen siger noget om, hvem mennesket er, eller hvad det er for et menneske, som vælger/ikke-vælger pennen. Situationen er fri, til at læserens egen indre fornemmelse kan træde frem.

Månen i aften

Hvor ofte i vores hverdag ovelades vi til vor egen indre fornemmelse? Alt for sjældent, ikke sandt?

Med hensyn til månen, har vi alle chancen – nogle gange flere gange om måneden, hvis vejret blot vil være lidt klart. Og det er en helt gratis fornøjelse, der kan indhentes lige uden for vore vinduer.

Månens konturer og lys vil altid røre dit hjerte, – hvis blot du åbner dig for det, når månen er der.

Mærk hvad månens form rører i dig – hvad enten det er en fuld-, halv- eller nymåne. Mærk hvad månens lys gør ved dit hjerte.

I bestemte indre former for Qigong arbejder vi også med månen. På den måde bliver synet af månen til en følelsesmæssigt hyldest, hvor kroppen er involveret i bevægelse. Det er noget, som vi f.eks. arbejder med under bestemte Tao Qigong emner eller i Tao Qigong fordybelses-kurser.

Månen har til alle tider hensat mennesket i særlige stemninger. Og den appellerer til dine sensitive sider.

Hvis vi bruger vore sensitive sider og arbejder på at modne dem, får vi muligheden for at leve et mere harmonisk liv. Hvis vi ikke bruger vore sensitive sider og arbejder på at modne dem, risikerer vi let et liv i uro, kaos og larm.

Er noget menneske mon

uden pen i hånd

månen i aften

Kærlig hilsen Jonnah

Enkelthed

At invitere det enkle, det ukomplicerede ind i dit liv, kan være et af de vigtigste skridt, du overhovedet tager som menneske. Det betyder, at du bliver ligetil i dine ord og i dine handlinger. Enkelthed lyder enkelt. Men er det det?

På træningsophold  med enkeltheden

I januar måned i år fik min familie lov til at opleve at træne sammen. Mit barnebarn har behov for særlig træning pga. at for tidlig fødsel, og hans forældre og vi bedsteforældre fik en unikt mulighed for at være fire dage på træningsophold sammen med ham.

Her lærte vi alle noget meget vigtigt omkring enkelthed. Dette at komme til enkelthed er noget, som jeg genkender fra mine utallige timer med Qigong praksis og undervisning. Men det får en ekstra dimension, når der skal tages et helt særligt hensyn, som i mit barnebarns tilfælde.

På træningsstedet havde personalet vide rammer til at undersøge, reflektere, afprøve, springe ud i nye ting, lære, erfare og komme til kernen. Og som en af terapeuterne sagde: jeg er så glad for at vi får muligheden, og at vi turde-turde dette her træningsophold.

Alle mennesker reagerer positivt på det at blive mødt med et umiddelbart: “hvem er du som væsen?” Det var sådan mit barnebarn blev mødt – direkte i den fysiske træning på vores fælles træningsophold.

Modsat er der noget, der krymper sig sammen inden i os som mennesker, når vi bliver mødt med: “Hvor kommer du fra? Hvad fejler du ? Hvad ved vi i forvejen om sådan en som dig? Hvad foretager du dig i øvrigt i din hverdag? Og hvad forventer vi af hinanden her?”

Sådan reagerede mit barnebarn, da han blev mødt med “hvem er du som væsen?”. Han gav sig til at vise, hvem han var – helt trygt. Og ikke længe efter var han selvfølgelig i gang med at vise sider af sig selv, som kunne udvikle sig endnu mere.

Dette gav os alle sammen et uudsletteligt indtryk af, hvad der rører sig dybt i et mennesket, – i os alle sammen.

I hjertet af enkeltheden

Vi kan have det i hjertet, når vi stiller op overfor os selv: “hvem er du som væsen?”

Vi kan have det i hjertet, når vi møder andre: “hvem er du som væsen?”.

Ingen andre steder oplever jeg, at menneskets væsen kommer så tydeligt til udtryk, som når vores eget væsen samarbejder med vores egne bevægelser.

Men vi er nødt til at turde spørge direkte til væsenet, og åbne os op for, hvem vi er, – hver især som væsen.

Fra besøg med veninde på Louisiana

Går du til grundstammen af, hvad ordet enkelthed betyder, vil du støde på udtryk som:

  • uden overflødige detaljer og udsmykning
  • ukompliceret
  • ligetil
  • simpelt
  • usammensat
  • ufordærvet
  • ærligt
  • tingenes væsen i sig selv

Tao Qigong og enkelthed

En af måderne i Qigong, hvorpå du kan komme til enkeltheden og dit væsen, er “at stå”. Og hvad vil det sige “at stå”?

“At stå” i Tao Qigong Heling vil sige, at du stiller dig op med parallelle fødder i en skulderbreddes afstand mellem fødderne. Og så sætter du dig lidt ned ad i stillingen -ligesom giver lidt slip i alle led.

Du begynder derpå at mærke dine fødder. Er de der? Hvordan føles de mod gulvet? Er de levende eller føles de lidt døde hist og her? Hvordan føles gulvet? Bare mærk det og sig til dig selv, at uanset hvor levende dine fødder føles, så er alt helt, som det skal være lige nu.

Og så begynder du at arbejde med at give slip i muskler og sener. Du kan lære om det i cirklende bevægelser. Eller du kan lære om det ved at stå stille og med din opmærksomhed gå på vandring i kroppen.

Når du lærer at give slip i muskler og sener i Tao Qigong, vil det sige, at du giver slip på overflødig brug af kræfter. Du bliver guidet i undervisningen til netop at komme i kontakt med en særlig side af dig selv, som har evnen til at give slip på overflødig brug af kræfter.

At give slip på overflødig brug af kræfter sker i hjernen og i hjertet. Og det er præcis her,  mennesker fortæller, at de oplever noget radikalt nyt med Tao Qigong Heling, som de ikke har oplevet før. Der er ting, du bliver henvist til i dig selv – både krop og sjæl – og det sker i en stemning af både målrettethed og kærlighed.

Os alle sammen og enkelthed

Mit barnebarn kom til enkeltheden og sit væsen ved at trille, – liggende og på hjul. Men uanset stående, siddende, liggende, ser jeg et mønster, der går igen hos alle mennesker. Vi kommer til kernen af os selv gennem cirklende bevægelser, samarbejde med tyngdekraften, og når vi opmuntres specifikt til at slippe det overflødige.

Når du begynder at lære om at give slip på det overflødige i muskler og sener, kan det føles ligesom når kaffegrums sænker sig i en stempelkande. Det føles sådan indvendigt i dig. Sådan beskriver mange det i Tao Qigong Heling.

Når du begynder at lære om at give slip på det overflødige i muskler og sener, sker der også andre ting. Du begynder meget tydeligt at se i almindelige hverdagssituationer, hvor du skal holde dig tilbage, og hvor du skal træde ind i en situation. Det så vi også som bedsteforældre på træningsopholdet med vores barnebarn.

Når du begynder at lære om at give slip på det overflødige i muskler og sener, kommer du ind til dit væsen.

Jeg takker alle, jeg har mødt i træningsrummet (inklusiv mit barnebarn). Det ser ud som om, vi mennesker egentlig fungerer rimelig ens: Vi blomstrer, når vi finder  vores eget væsen i universel bevægelse.

Kærlig hilsen Jonnah

Realisme og spiritualitet

Den anden dag fandt jeg min ordbog frem og slog ordet ´realisme´ op. Jeg fik følgende: realisme er en holdning der tager udgangspunkt i virkelige forhold og hvad der er praktisk gennemførligt. Jeg slog også ordet ´spiritualitet´ op i ordbogen og fik følgende: spiritualitet er en evne til at udtrykke sig ud fra en bevidst sjælelig begavelse. Og jeg stillede mig selv spørgsmålet: Hvordan har realisme og spiritualitet det i dagens Danmark?

De fleste mennesker kan godt lide ordet ´realisme´, og det er let at komme til at bruge det i  flæng om hvad som helst, uden hensyntagen til de virkelige forhold, eller hvad der er praktisk gennemførligt.

Flere og flere har det også godt med ordet ´spiritualitet´, men bruger det desværre også i flæng og uden hensyntagen til, om der virkelig er tale om nogen bevidst sjælelig begavelse.

Realisme og spiritualitet hører sammen

En spændende og meningsgivende øvelsen kunne være at sætte de to ord sammen.

Min påstand i dette blog-indlæg er, at realisme ikke kan fungere uden spiritualitet – og at spiritualitet ikke kan fungere uden realisme. Realisme og spiritualitet hører simpelthen sammen som et uadskilleligt par. Du kan godt skille dem af, men så begynder tingene at smuldre.

Alle mennesker har en sjæl. Sjælen er en realitet, uanset om du bruger den eller ej. Og sjælen bliver en virkelig og praktisk medspiller i dig, i det øjeblik du følger tilskyndelsen til at gøre noget berigende og fører det ud  livet, uden at nogen har krævet det af dig.

Der er altid tale om noget, som beriger alt omkring dig og som ingen har bedt om.

Hvorfor fungere det mon sådan?

Fordi vi ofte møder os selv og andre mennesker med bestemte krav, som kun tilfredsstiller egoismen og ikke beriger sjælelivet. Derfor må vi undgå tilstedeværelsen af krav.

Et eksempel på realisme og spiritualitet i Qigong

Du føler dig træt indvendig. Det værker i den nederste del af ryggen som bare pokker, og alt hvad du skal have gjort skrider trængt frem, uden dit nærvær. Du kan kun tænke på at du har ondt, og at du er træt. Du føler dig brugt/ overbrugt – måske ligefrem misbrugt, hvis du skal være helt ærlig. Alt dette sker med dig, uden at du kan sætte ord på, hvad der egentlig er i vejen – og det irriterer dig yderligere.

Du ville ønske, at du kunne se en vej ud af denne tilstand. Ja, tænkt hvis nu der kunne komme mere stabilitet ind i dine tanker og følelser – og mere stabilitet ind i din krop. Så måske det blev muligt at ´se himlen for bare skyer´.

Og dette her ved Tao Qigong præcist noget om. Der findes ligefrem en øvelse som hedder ´hænder vandrer med skyer´. Om du laver øvelsen med åbne led eller med lukkede led gør hele forskellen på, om øvelsen virker eller ej.  Og så skal du ´vandre med skyerne´ i dine følelser.

Stabilitet – Åbne led og følelser i Qigong

At have åbne led i Qigong handler om at udføre bevægelser, uden at holde din krops led i låste stillinger. Det er noget, du lærer en hel masse om i praksis, og som kun kan beskrives fattigt her ved computertasterne. Leddene i skuldrene, leddene i hoften og leddene i ryggen bevæges og åbnes på en legende og cirklende måde. Det taler til dit indre legende barn, og føles dermed mere behageligt og rigtig – og uden krav 🙂

At lade følelserne vandre med skyerne 🙂 ja, bare sætningen kan jo gøre en glad. ofte er vi bange for vore følelser – måske især hvis de er vrede eller sorgfulde. Men når du lader dem vandre bevidst gennem dine hænder som skyer, – ja, hvad sker der så? De bliver medgørlige, acceptable og helt OK. Det er ubeskriveligt, hvordan det egentlig sker. Det skal opleves – og det kan opleves af enhver, som ønsker bevidsthed.

Er det trylleri eller realisme?

Det er begge dele ! Det er sjælelig begavelse, som er praktisk gennemførlig – sjælen virker her og nu i det daglige.

Spirituel realisme

Marianne Williamson siger noget om spirituel realisme:

Spirituelle teknikker kan aldrig fejle.

Spørgsmålet er ikke om de virker,

men om hvorvidt vi rent faktisk praktiserer dem.

Kærlig hilsen Jonnah