En god tid at leve i

Der flyver rigeligt med bemærkninger rundt i luften i den tid, vi lever i. Pandemi, restriktioner, aflivning, nedlukning, afvikling, nedsmeltning, opvarmning, flygtningekvoter, terrortrudsler ect, ect. Det synes som om hele menneskeheden – uden undtagelse – befinder sig i en mørk og sumpet dal. Og denne dal kan vi så vælge, om vi vil forstærke ved at have ondt af os selv og ty til gamle overspringshandlinger, eller om vi vil se dalen i øjnene og tage del i de splinternye handlinger, som er nødvendige for livet og opdriften. Hvis du spørger mig, synes jeg, at tiden vi lever i, er en god tid at leve i. Og jeg synes, at 2020 har været et godt år .

2020 – Begyndelsen på en ny tid, er en god tid at leve i

Tiden, hvor nye ting skal se dagens lys, fordi vi ikke længere kan bruge de gamle levemåder, begynder altid med en tid til afvikling.

Hele menneskelivet er én lang perlerække af overgange. Og i disse overgange lever vi først med liv der skal afvikles, og dernæst med nyt liv som skal begribes. Tænk blot på fosterets overgang fra livmoderen til baby-liv i verden. Eller på barnets overgang fra voksen-afhængighed til at blive et selvstændigt og seksuelt væsen. Eller på den voksnes overgang fra at være verdens erobrer til at blive omsorgsfuld forældre. Eller den ældres overgang fra at have prøvet det hele til at blive en vis kvinde eller mand.

Set i det perspektiv synes jeg kun man kan sige, at 2020 har været et fint, smukt og lærerigt afviklings-år.

Jeg selv har oplevet 2020´s afviklingskraft som et nødvendigt gode. Der er flere ting, jeg har taget afsked med – både i årene op til 2020 og i selve 2020. Det har føltes godt, og det har ikke rystet mig med rædsel.

En af de vigtige ting, jeg har taget en smuk afsked med er ´anstrengelsen for at blive synlig´. En anden vigtig ting, jeg har taget en fin afsked med er ´tvivlen på det indres kraft´. Jeg nævner disse to ting, fordi jeg oplever, at mange andre mennesker slos med netop sådanne udfordringer. Og disse udfordringer vil jeg give et par ord med på vejen i nedenstående.

Anstrengelsen for at blive synlig

Dit ego bilder dig sikkert ind, at jo mere du anstrenger dig, jo bedre vil du blive synlig. Dit ego siger til dig, at du må gøre noget ekseptionelt for at nå mennesker. Lad mig indskyde her, at mennesker kan være hvem som helst i dit netværk: venner, arbejdskollegaer, elever, overordnede, børn, forældre, samlever. Egoet hvisker dig i øret, at du virkelig må gøre dig umage med mennesker (inklusiv dig selv!!). Du kan blive helt opslugt af at være ekseptionel.

Jeg oplever, at netop det ekseptionelle har været ´religion for folket´i den forgangne tid, der nu er ved at være under afvikling.

Det ekseptionelle har en bagside, alt efter hvem du lader definere, hvad det vil sige at leve ekseptionelt. Lad os se lidt på ordet. Ordet er af fransk oprindelse og kommer af latin ´exceptio´ – undtagelse. Der er altså tale om undtagelsen, som ikke følger det normale eller det vante; der er tale om noget helt usædvanligt.

Vi er hver især unikke, og på vejen til at finde denne unikhed, kan vi forfalde til at tænke, at vi må skille os ud og være anderledes, forandre os. Vi vil ikke leve i den sump, som de andre lever i. Vi vil være helt specielle, drive det vidt og være æblet, der falder langt, langt væk fra stammen!

Den gren du sidder på

Det er jo en farlig kurs at ville skille dig af med dit ophav, – at fjerne dig fra det, du er kommet af. Du saver jo så-at-sige den gren af, som du selv sidder på.

Mine erfaringer siger, at du aldrig kan skille dig af med det, du kommer fra – dine slægtninge på jorden på den ene side og dine medfødte åndelige drivkrafter på den anden side. Men du kan tage din unikke vej i forhold til det, du kommer fra. Det er dér, arbejdet ligger.

At gå din unikke vej i det, du har fået med dig, sker uden anstrengelse. Når du holder op med at anstrenge dig og gøre dig umage, vil der dukke en anden stemme op – inde fra hjertet. Og den stemme kan du følge, uden at komme til at lægge under for noget, som vil gøre dig ondt.

Tvivlen på det indres kraft

Det er også dit eget ego, der sætter gang i tvivlen på din indre kraft. Egoet vil overbevise dig om, at du ikke har kraften til at se ubehageligheder i øjnene og at forvandle deres dynamik til noget konstruktivt. Egoets konklusion bliver, at du må se at komme væk fra ubehaget og gøre det, der først og fremmest føles som behageligt, for dig selv og for andre mennesker.

Velbehag har været det forkromede ord og selve målet indenfor adskillelige fitness-, welness-, mentor- og mindfulness-programmer i de forgangne år. Mantraet har været at slippe verdens ubehageligheder (den indre og den ydre verdens ubehageligheder) og at søge ind i velbehagelighed.

Men så længe du skiller de to verdener ad, – den behagelige og den ubehagelige verden, – vil der været et sår, der aldrig er helet.

Inden i os alle sammen findes der er kraft, som kan tage livtag med alle slags ubehageligheder. Det er en stor kraft, som det er på høje tid, at vi sætter vores lid til. For et sår, der ikke er blevet lægt, vil vokse og bliver til et helt krater. Som den sygeplejer, du inderst inde er, må du give dig i kast med at fjerne pudset, give antibiotika og lægge rene forbindinger på.

Hvis du siger ja til din indre kraft til at være hos patienten i helingsprocessen, vil du opleve en selvrespekt vokse indefra, som ingen mennesker kan tage fra dig – uanset hvor du havner.

En god tid at leve i

Jeg vil slutte 2020 med at fejre en ny tids komme og manifestation. En tid hvor vi tør være mennesker, der ikke er slaver af vores ego. En tid hvor vi tør være mennesker, der går i livets skole for at lære noget om ikke at anstrenge os for begærets tilfredsstillelse og den indre krafts stiltielse.

Kærlig hilsen Jonnah

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.