Historien om en chimidunchik

Jeg elsker en god historie. For mig er en god historie én, som jeg tænker over bagefter, og som har en pirrende pointe, som rammer mig. Det er en historie, som får mig til at undre mig over, hvorfor jeg er personligt påvirket af den. En af disse historier, som jeg engang stiftede bekendstskab med på en sommerferie til Italien, er jødisk. Og det er historien om en chimidunchik.

Historien om en chimidunchik

Toget slingrer sig afsted ned gennem Europa. Toget er overfyldt og det er sidst på sommeren og hedebølge. I en af de tætpakkede kupeer sidder en mand, som bliver mere og mere opbragt over, at sidemanden ikke af sig selv ser det nødvendige og høflige i at flytte sin taske væk fra sædet, så alle kan få lidt mere luft imellem sig.

Bagage, kuffert eller taske hedder på jødisk `chimidunchik`.

Den opbragte mand beder til sidst venligt sidemanden om at flytte sin `chimidunchik`. Men sidemanden ignorerer hans henvendelse fuldstændig, som om han ikke har hørt den, eller er han mon ligeglad?

Hændelsen gentager sig et par gange. Men der er stadig ingen respeons fra sidemanden, der blot lader chimidunchikken stå.

Sent på eftermiddagen har den opbragte mand fået nok. Han tager resulut fat i chimidunchikken og kyler den ud af det åbne vindue i kupeen. Så vender han sig udfordrende om til sidemanden og spørger: “Nå, hvad vil De nu gøre?”

Hertil åbner sidemanden endelig munden og bemærker roligt: “Ingenting – det var ikke min chimidunchik”. 

Vores bagage – vores chimidunchik

Nu plejer vi jo for det meste at være meget opmærksomme på vores fysiske/materielle bagage, når vi rejser. En sådan materiel chimidunchik indeholder jo skattede og private ting, måske ligefrem værdigenstande og vigtige sager, som vi får brug for på vores rejse eller efter rejsen.

Men når det drejer sig om vores psykiske bagage, er det ikke så sjældent, at vi direkte forsøger at glemme, at vi har bagagen med. Og tilmed kan vi finde på at efterlade vores psykiske bagage de mest underlige og utilsigtede steder. Vi tager ikke ansvar for den.

Vi efterlader den gerne hos mennesker, der indvilliger i at have ondt af os. Vi behøver måske ikke engang at nævne sådan en psykisk chimidunchik højlydt. Det kan være den bare pludselig står der ved siden af os på sædet, når vi spiser middag sammen med nogen, eller når vi arbejder sammen eller er på tur sammen. Og dem, vi er sammen med, synes pludeselig, det er forfærdelig synd for os, og viser os en masse hensyn, uden at nogen har sagt noget. I mellem linjerne ligger: “Jo-da, du har vist haft det hårdt i livet og er følsom, – og så behøver vi kke at sige mere om det”.

Lettet ånder vi op: “Pu-ha, så behøver jeg ikke at tage min chimidunchik med hjem i aften. Jeg kan bare lade den stå her”.

Og sådan efterlades mange psykiske chimidunchikker………. i alt for lettilgængelige togkupeer. 🙂

Nogle i selskabet ænser tilsyneladende ikke den efterladte chimidunchik, mens andre bliver mere påvirket, besværet og føler den plads, som den efterladte chimidunchik tager. Uanset følsomhed overfor efterladt bagage eller ej – så forurener psyksike chimidunchikker sine omgivelser!

De kan endda arves fra slægtsled til slægtsled.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er chimidunchik-e1590672500870.jpg

Ansvaret for din egen chimidunchik

Oplever du nogensinde i dine forhold, at nogen glemmer at tage fat i deres egen bagage og dermed uansvarligt overlader den til omgivelserne?

Og er det så dig, der forsøger at ignorere bagagen – tage falsk hensyn, glatte ud og hjælpe til med at glemme? Lader du den mon stå og fylde, indtil en anden måske endelig siger noget om, at der står noget her, som ikke er deres – og som fylder for meget?

Og hvad gør du mon med din egen bagage – din egen chimidunchik?

Bagage kan være tung, ja-vist. Men vi kan alle sammen bede om hjælp til at lære at tage ansvar for det, der er vores.

Første skridt er, at sige tingene højt, sådan som de er for os – uden stolthed. Det som er tungt, skal have et sprog og et udtryk, som vi kan tage ejerskab for. Og det sprog er hjertets sprog.

Mennesker der har oplevet krig og vold kan have svært ved at finde nogen at fortælle om bagage til – fra hjertet.

Men hvorfor er vi her som mennesker?

Vi kan altid øve os i at lytte og selv fortælle ærligt, hvad vi har oplevet.

Kærlig hilsen og god pinse til alle derude

Jonnah

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.