At gå ind gennem døre

Nogle af de døre, du lukker op for at gå ind ad i løbet af din dag, fører til steder og rum, som du kender så udmærket.  Andre døre, du lukker op, fører til steder og rum, som du slet ikke kender eller ikke kender særlig godt. Igennem en ganske almindelig hverdag erfarer du meget omkring at gå ind gennem døre, hvis du er vågen.

Imens du læser dette her, vil jeg stille dig et spørgsmål: hvilken dør gik du sidst ind ad, før du satte dig for at læse dette her?

Var det døren til dit kontor? Var det yderdøren til dit hus eller din arbejdsplads? Var det døren i den togkupe, som kører dig til et nyt bestemmelsessted? Eller?

Fysiske døre og sjælelige døre

I går aftes da jeg skulle på arbejde, låste jeg døren op til mit tildelte arbejdsrum og åbnede døren. Det første der slog mig i møde var lugten af ting og mennesker, der deler arbejdsrum med mig. Lugten var som den oftest er: en blanding af de redskaber, der står i rummet, rengøringsmidler og lugten af mennesker, der har arbejdet her før mig, – har haft undervisning og udfoldelse.

Luften var “tyk”. Der trængte til at blive lukket en dør mere op. Døren ud til naturen udenfor. Da jeg havde haft åben til naturen en lille tid, følte jeg en stor trang til at træde derud i naturen og bare se op på himlen.

Og deroppe på himlen lukkede der sig endnu en dør op, – en sjælelig dør. Lyset fra den sene eftermiddag/tidlige aften begyndte at tale til mig i et sanseligt sprog.

“Din dag hælder, hvor er du nu?” syntes en indre stemme at sige.

At stå her en ganske almindelig arbejdsdag, – at se og at gå ind ad himlens dør, førte mig i et dyrebart øjeblik til et rum med forløsning, – et rum som før havde været skjult for mig. 

Jeg takkede mig selv for at være kommet i så god tid, at jeg fik lukket sjælens dør op også. Jeg fik gjort min lille gyldne opdagelse, før arbejdet skulle påbegyndes. Og jeg vover at konkludere, at opdagelsen hjalp mig i mit arbejde.

De sjælelige døres mystik

Når vi går ind ad døre til rum, vi ikke kender, meddeler der sig en dyb indre krilren. Du bliver måske en smule urolig og usikker – det hører med. Du kan jo ikke vide, hvad der venter dig, når du træder ind.

Men det er vigtigt at sætte tid af og kunne få øje på de sjælelige døre i vores hverdag.

Når du bevæger dig hen for at åbne en fysisk dør, bruger du dine almindelige sanser. Du følger gangen, vejen eller fortovet hen til døren, du ser døren og tager i håndtaget og bruger dine muskler og lukker op.

Når du bevæger dig hen for at åbne en sjælelig dør, er du nødt til at bruge dine sanser på en ny måde. Det er på en måde som at lukke for dine almindelige sanser  og åbne op for og opleve igennem et mere blødt og samtidig skarpt sanseapparat.

Noget mystisk er på færde, og det er du nødt til at acceptere.

Vilhelm Hammershøi – David Samling

At gå ind gennem døre

At gå ind gennem en sjælelig dør, kan jeg måske beskrive for dig som læser, ved at lade dig dvæle lidt ved ovenstående maleri af Vilhelm Hammershøi. Hammershøi var en mester, der kunne noget med sine billeder, som rører vores sjæl.

Se på billedet af døren. Er der noget ved døren som tiltrækker dig? Hvad signalerer dens placering ved vinduet?  Hvad fylder denne dørs sanselighed dig med? På hvilken måde falder den sammen med noget i dig?

Træningen af dine højere sansers nøjagtighed er helt essentiel, for at du kan opleve at åbne indre, kraftgivende døre i dit liv. Og denne træning er en fast ingrediens i Tao Qigong Heling.

Lige nu kan du selv opleve denne træning. Klik på linket herunder:

Mandag aften kl. 17 på Rosendalsskolen i Hobro samt tirsdag aften kl. 17 på Hadsund skole i Hadsund.

Kærlig hilsen Jonnah

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.