Jeres børn er ikke jeres børn.

Den syriske poet og filosof  Kahlil Gibran skrev før sin død i 1931 mange dejlige digte. Et af dem er et digt om forholdet imellem forældre og børn. Fra første gang, jeg læste digtet, fulgte det mig senere hen. Og digtet er poppet op hos mig i utallige situationer, hvor vi mennesker  forholder os til begrebet ´forældre´ og ´børn´- ikke mindst vores egne roller i den henseende. Digtet hedder i al sin enkelthed: Jeres børn er ikke jeres børn.

Jeres børn er ikke jeres børn.

De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv.

De kommer ved jer, men ikke af jer; Og selvom de er hos jer, tilhører de jer ikke.

Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker; For de har deres egne tanker.

Deres legemer kan I yde husly, men ikke deres sjæle. For deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.

I kan stræbe efter at blive som dem; men søg ikke at danne dem i jeres eget billede. For livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.

I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile.

På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, så hans pile må bevæge sig hastigt og langt.

Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd; For ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage.

(af Kahlil Gibran)

Når vores børn bliver vores børn.

Mange gange forsøger vi  – ikke blot at hjælpe vores børn praktisk i gang med livet, men også at hjælpe dem med, hvad de skal have af holdninger, og hvordan de skal reagere på ting. Vi vil ofte gerne kunne spejle tidligere generationer i de børn vi får,  for det føles måske dejligt forudsigeligt og bekræftende. “Nej, hvor du ligner moster Anne nu”, “Ih hvor du ligner din far i det her stykke”. ect. ect. Sådan siger vi – før vi når at få os tænkt om. For sådan har vore fædre og mødre mødt os før i tiden.

Hvis en pode eller en teenager i den anledning udbryder: Jamen, jeg vil ikke ligne moster Anne, eller: Nej, jeg vil ikke ligne far (indforstået: for sådan føler jeg mig ikke i virkeligheden). Så ler vi ofte overbærende og synes at udbruddet er komisk eller i værste fald trodsigt og uden indsigt.

Vi  kan lide at bekræfte hinanden i, at æblet ikke falder langt fra stammen. Det nærer vores egoistiske tilbøjelighed at overføre de samme livstrategier til de næste i slægten, som vi selv har benyttet os af.

Ofte prøver de næste slægtsled at efterleve disse talte og utalte forventninger. Og ofte er det også sådan, at de næste slægtsled oplever, at det kan være rigtig svært at tænke eller handle ligesom moster Anne eller være  ligesom far. Når det virkelig brænder på i livet og ens egne kvaliteter skal til at udfolde sig og hjælpe én med at leve/overleve/gennemleve noget udfordrende, synes der at gælde helt andre grundregler.

Hvordan hjælper vi vores børn?

Der er for mig to aspekter at iagttage, når vi ser på ´børn´ og ´forældre´- de næste i slægten, eller os selv som det næste slægtsled.

Der er det aspekt som handler om, at vi er genetisk betingede. Vi har arvet visse svagheder og styrker, som udvikler sig på bestemte måder slægtsled for slægtsled. Og her kan vi ligne moster Anne eller far.

Og så er der for mig at se det aspekt som handler om det spirituelle. Og her er der i virkeligheden ingen, der med ret kan sige, at en god handling på arvet styrke eller svaghed falder sammen med den handling, som vor forfædre lagde for dagen.

Hvert slægtsled har muligheden for at hente sin egen guddommelige handling på fysiske anlæg og svagheder ned. I et slægtsled var livstrategien måske at bygge noget fysisk op i  form af bygninger eller redskaber/hjælpemidler. I et nyt slægtsled bliver livsstrategien måske at koncentrere sig om at undervise, tage sig af bestemte mennesker, være med til at lede en kommune, passe naturen, eller noget helt femte.

Nye slægtsled kan have vidt forskellige konstruktive reaktioner på samme arvet svaghed eller styrke.

Hvis vi som efterkommere oplever, at vi tøver med at føre  visse såkaldte “arvede kald” ud i livet, skulle vi måske overveje, at vor egen guddommelige bestemmelse ligger et helt andet sted.

Og hvis vi som forgængere  ærgrer os over, at  vores efterkommer ikke rigtig lykkes med eller har lyst til eller tør, det samme som vi selv turde, ville det være rigtig  fint, om vi forstod, at efterkommerens bestemmelse faktisk er en anden. Og at det måske er noget helt nyt, som efterkommeren tør.

Jeres børn er ikke jeres børn

Giver du Kahlil Gibrans tekst en chance?

Giver du dine børn kærlighed men ikke tanker, giver du dem husly men ikke sjælsveje?

Giver du dem kræfterne til at gå, og slipper dem så?

Og den modsatte vej:

Åbner du dig for dine forældres kærlighed, men ikke for deres tanker, – beder du dem om husly og styrke, men om ikke at gribe ind i din sjæls veje?

Kærlig hilsen Jonnah

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.