Når vinden blæser

I Danmark findes der ikke noget vejr, der er mere karakteristisk end blæsevejr. Jeg har et par dage haft muligheden for at gå i blæsevejr mellem gamle høje træer og ved kyst med stejle skrænter. Når vinden blæser i den store natur, føler man sig særlig lille. Og jeg kommer på denne sætning, som faktisk har fulgt mig, siden jeg var barn i Vendsyssel:

Når vinden blæser, bøjer strået sig og står fast.

I blæsevejr bliver ens rødder pludselig meget vigtige. Det er med rødderne, vi holder os i ro i den ene ende, når alt andet står i turbulent svingning og truer med at feje os væk for evigt.

Skal jeg blive stående?

Der kan være tidspunkter, hvor det giver mening at overgive sig og flyve med vinden, som en drage uden snor. Tidspunkter hvor vi skal nye steder hen, selv om vi havde planlagt at blive stående. Og nogle blæsevejr i vort indre er så vedholdende, at vi må overgive os til snorløs dragetilværelse for en stund. Det er når egoet vil holde fast i gamle normer, som ødelægger vores vækst og indre rigdom.

Der kan være andre tidspunkter, hvor det giver mening at mærke røddernes umådelige kraft og bore dem dybt ned i næringsrig muld. Bøje ryggen og stå fast. Det er når egoet sætter et blæsevejr i gang og forsøger at rive dig ud af noget, som egoet synes er for mærkeligt, men som du faktisk behøver at være i for at vokse.

En vågen læser vil nok spørge: hvordan kender jeg forskel på, om det er et kærligt blæsevejr, der skal tage mig med, eller om det er et ego-blæsevejr, som skal få mig til at bore rødderne ned?

Mit svar: se på jorden, som dine rødder står i. Hvilken konsistens har den? Hvordan lugter den? Hvordan ser den ud? Er det en jord der synger, så dit hjerte røres? – eller er det en jord der føles neutral – tangerende til det ligegyldige? Brænder jorden ligefrem under dig? Eller er du ved at synke ned i dynd, hvor du drukner, hvis ikke du tager den næste redningsplanke der kommer forbi?

Egoet og det højere jeg

Jord kan sige en masse om, hvorvidt du skal lade dig føre videre og skifte ståsted, eller om du skal blive stående hvor du er.

Egoet vil altid være der og forsøge at få dig til at blive ved det, du kender så inderlig godt i forvejen. Egoet elsker den gamle trummerum.

Og hvorfor?

Fordi egoet ikke ved bedre. Egoet er som et skuffet barn, et barn der husker skuffelserne, nederlagene og alle de falske vurderinger. Det har desværre ikke muligheden for at se, hvilke fine initiativer og medfødt kraft og fylde, der ligger under skuffelserne.

Men det ser `dit højere jeg´.

`Dit højere jeg´ ser for dig, genkalder for dig, husker og minder dig på, hvad du egentlig har med dig af legesyge, – sund åbenhed og tillid.

Når vinden blæser med stråene

I Indre Qigong findes nogle øvelser, hvor man “snakker med jorden” – og bliver klogere på, hvilken form for jord, man står på.

Det er også her man bliver klog på, om man skal flytte sig eller blive stående. Og når man kommer frem til en god jord at stå på, kan man begynde at lade vinden lege med sig. Man kan bruge øvelsen, hver gang man har lyst til at repetere sine sunde rødder og sin græs-natur:)

Det vigtige spørgsmål bliver nu, at bevæge rygsøjlen fermt.

Tænk på græsstrået. Græs er den sejeste plante på jorden. Græs overlever flere års hærgen, tørke, oversvømmelse – you name it. Lad rygsøjlen blive som et græsstrå: bøjelig, sej, fleksibel, levende, cirklende.

Sådan praktiserer man i Indre Qigong.

Du kan stifte bekendtskab med det f.eks. i Basistræning eller på Hjerte-seminar eller i Sjæle Guiding.

Kærlig hilsen Jonnah

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.